‘Justice League’: »Jeg hader, at du er så grim«

Kære superhelte

Gennem årtier begejstrede I. Fra den tidlige, krøllede tegneserieflirt til stjernebestrøet vhs-himmelflugt med Christopher Reeves renhjertede Superman, neglebidende IMAX-spænding i Nolans dystopiske Gotham og endelig Wonder Womans triumferende guitarriff. I var ikke ufejlbarlige, bevares, men I reddede mange filmaftener, skønt I ikke altid kunne redde jeres nærmeste.

Sådan var det nemlig. Der var noget menneskeligt på spil. Rachel Dawes blev sprunget i luften af Jokeren. Steve Trevor gik op i flammer. Gode mænd og kvinder mistede forstanden, når tragedierne ramte. Det var ikke partout planetens dommedag hver gang. Men det gjorde ondt på jer og mig, og den endelige sejr var så meget desto mere tiltrængt. Jeg heppede på jer hele vejen – selv når Christian Bales Bat mukkede som en pjevset teenager med hold i nakken.

Nostalgi er som den eneste ene, der slap væk: Endnu smukkere og klogere i bagklogskabens lys, mens nutiden er en regnvåd mandag med dårlige jokes. Eller ’Justice League’.

Jeg ville så gerne have elsket dig, du forvrøvlede Zack Snyder-filmbæst fra Cruel and Unsual Films (blødere bolde gives ikke op). Og jeg lod tvivlen komme dig til gode selv oven på foruroligende fjollede trailers og kreative kaostilstande i kulissen. Jeg ville, at du skulle lykkes i sidste ende, med Joss Whedon som frelsende engel i instruktørstolen.

I stedet sidder jeg her og klimprer arrigt i tastaturet, med filmhjertet i skoene og bitterhed i halsen. Hvor meget jeg hader dig, ’Justice League’? Let me count the ways … :

10. Jeg hader, at du uden et gran af selvironi dropper dialogbomber a la »Håb er som bilnøgler. Man tror, at de er væk, men man finder dem altid igen, hvis man roder lidt rundt«, og »Man mister noget, når man dør«. Når verdens sidste håb spyr visdomsord så dybe som et Trump-tweet, er vi alle fortabt.

9. Jeg hader, at du er så grim. Hvorfor er du så grumset? Hvorfor har du ikke lyttet til kritikken oven på det visuelle makværk ’Batman v. Superman’? Hvorfor får jeg fornemmelsen af, at du er larmende ligeglad, så længe de brune tåger slører alle digitale fodfejl og kontinuitetsbommerter?

8. Jeg hader, at du som en anden Peter Aalbæk er mere interesseret i at stikke kameraet op under Wonder Womans (vidunderlige Gal Gadot) skørt end at filme hendes ansigt. At du reducerer franchisenes mest succesfulde helt til butt’n’boob-blikfang for de mandlige hovedroller. At hun belejligt har smidt underbukserne. At amazonekrigerne, der var så seje i ’Wonder Woman’, nu alle har tabt 10 kilo i muskelmasse og det meste af tøjet for at agere bikinibabes i nød. At du på to timer savlende befamler alt kønsrepræsentativt fremskridt. Og jeg hader, at så mange vil elske alt ved det.

7. Jeg hader, at du selv tror, at du er sjov. Det er du ikke. Slet ikke når Bruce Wayne (ellers glimrende Ben Affleck) for anden gang spørger, om Atlantis-helten Aquaman (Jason Momoa i surferdude-mode) kan tale med fisk. Eller når du forsøger at slå plat på David Bowie og Princes eftermæle ved at sidestille deres død med Supermans (Henry Cavill). Too soon.

6. Jeg hader, at du på den ene side svælger ukritisk i Bruce Waynes rigdom (jeg hader til gengæld IKKE hans rockerseje privatfly eller det faktum, at han selv leger mekaniker i fritiden) og på den anden side slut-shamer onde kapitalistiske banker og hijacker ludfattige stakler fra et unavngivent østland som madning for dæmoniske alien-kræfter. Hvis du tror, at du er tilnærmelsesvist tæt på at infusere din ikkeeksisterende fortælling med en rask dosis samfundskritik, kan du joine Michael Bay i skammekrogen for klæge nationalistiske stormagtsegoer.

 5. Jeg hader, at Aquaman er gået under jorden i et pittoresk islandsk fiskersamfund fra en Omega-3-reklame, som Bruce Wayne til trods for alle sine sci fi-transportmidler kun kan nå på hesteryg, og hvor samtlige statister bader i hipstervenligt hjemmestrik. Og at Aquaman tror, at selvsamme indbyggere »ikke har nogen til at passe på dem« ud over hans glatbarberede vaskebræt og evne til at lave bobler i badekarret. Hørt om den nordiske velfærdsmodel, Vandmand?

4. Jeg hader, at Flash kun glimtvis er så cool, som karakteren bør og kan være, og at dygtige Ezra Miller er næsten lige så irriterende som i ’Fantastic Beasts and Where To Find Them’. Evan Peters’ Quicksilver fra ’X-Men’ sprinter ubesejret videre i lynrunden.

3. Jeg hader, at du ikke giver en døjt for din skurk Steppenwolf, og at stemmen bag, Ciaran Hinds fra ’Game of Thrones’, har lige så lidt at arbejde med som DR-praktikanten inde i Ælling. Når en 100 procent digital og langt mindre charmerende fætter til Tim Curry i ’Legend’ brøler, at alle skal bøje sig for »den hellige moderstens magt«, er vi hensat til Playstation-pausefilm. Hvad er det med superskurkes fetich for firkantede sten på tværs af franchises?

2. Jeg hader, at det har været nødvendigt at tilføje dig for 25 millioner dollars reshoots for, at du overhovedet kunne blive biografklar. Zack Snyder færdiggjorde sin version i efteråret 2016, men resultatet var efter sigende »ubærligt«. Man bæver ved tanken. 13 måneder, nyt materiale instrueret af ’Avengers’ Joss Whedon og førnævnte unavngivne østlands bruttonationalprodukt senere kan du, som den whiskybællende Batfleck, dårligt slæbe korpusset over målstregen. Men i modsætning til den aldrende flagermus har du ingen undskyldning for ikke at sætte barren højere end din forgænger.

1. Det, jeg hader allermest, er, at jeg jo slet ikke hader jer, kære helte. Ikke engang tæt på, ikke en lille smule, slet ikke overhovedet. Særligt ikke Wonder Woman og Batfleck, som jeg gerne så meget mere til i fremtidige, mindre galaktisk bombastiske eventyr. Og derfor skal I og jeres ukuelige engagement i selv den mest ringe superhelterodebutik også have både en stjerne og en chance mere.