Politibetjente sagsøger Matt Damon og Ben Affleck for æreskrænkelse

Politibetjente sagsøger Matt Damon og Ben Affleck for æreskrænkelse
'The RIP'. (Foto: Netflix)

Matt Damon og Ben Affleck var i starten af året aktuelle i Netflix-thrilleren ‘The Rip’, som ifølge Soundvenues anmelder Peter Kruse Dam Jensen var en gedigen skuffelse.

Til gengæld har duoen nu fået et søgsmål på nakken.

Entertainment Weekly skriver, at de to politibetjente Jason Smith og Jonathan Santana fra Florida-amtet Miami-Dade sagsøger skuespillernes produktionsfirma Artists Equity, som står bag filmen, for æreskrænkelse.

Smith og Santana nævnes ikke ved navn i ‘The Rip, men de mener alligevel, at Damon og Afflecks hovedkarakterer er tæt forbundne med de to virkelige betjente. Fiktionsfremstillingen har ifølge sagsøgerne forårsaget »betydelig skade på deres personlige og professionelle omdømme«, fordi filmen og dens markedsføring »antyder forseelser, dårlig dømmekraft og uetisk adfærd i forbindelse med en virkelig politiefterforskning«.

‘The Rip’ er instrueret af Joe Carnahan, som også har skrevet manuskriptet sammen med McGrale. Filmen følger en gruppe politibetjente under ledelse af Dane Dumars (Damon) og hans næstkommanderende JD Byrne (Affleck), der finder 20 millioner dollars i kontanter gemt væk i et hulrum i et hus i Miami. Hovedpersonerne overvejer, om de skal beholde pengene, hvilket skaber intern splid i gruppen.

Sagsøgerne hævder, at filmen har hentet inspiration fra en virkelig hændelse, hvor Smith og Santana i juni 2016 beslaglagde mere end 21 millioner dollar i 2016. De mener, at »filmens brug af unikke, ikke-generiske detaljer fra efterforskningen den 29. juni 2016, kombineret med dens placering i Miami-Dade og fremstillingen af et narkotikahold, skaber en rimelig antagelse om, at de fremstillede betjente er sagsøgerne«.

»Inspireret af virkelige hændelser«, står der i øvrigt i starten af ‘The Rip’. Sagsøgerne oplever, at deres familiemedlemmer og kollegaer på grund af filmen tror, at betjentene er korrupte og har stjålet beslaglagte midler og brugt dem på private køb.

De kræver »en offentlig tilbagetrækning og rettelse« af filmen, herunder en disclaimer i starten.

Affleck, Damon og Artists Equity har endnu ikke kommenteret sagen, mens Netflix, der ikke er nævnt i søgsmålet, har afvist at udtale sig over for Entertainment Weekly.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af