’The Rip’: Matt Damon og Ben Affleck genforenes i skuffende actionthriller på Netflix

’The Rip’: Matt Damon og Ben Affleck genforenes i skuffende actionthriller på Netflix
'The RIP'. (Foto: Netflix)

FILM. Det er svært ikke at blive lun om det nostalgiske filmhjerte, når to af Hollywoods mest vedvarende BFF’s i form af Matt Damon og Ben Affleck slår pjalterne sammen på et nyt projekt.

Det plejer at være særdeles frugtbart, og i forvejen glimrende film som ’The Last Duel’, ’Air’ og ikke mindst Gus Van Sants evergreen ’Good Will Hunting’ har alle fået et løft som følge af samspillet mellem de to barndomsvenner.

I Joe Carnahans (’Narc’, ’Copshop’) hårdkogte actionfilm ’The Rip’ deler de atter rampelyset og har tilmed produceret filmen gennem deres fælles studie Artists Equity.

Men selvom produktionen nyder godt af de karismatiske hovedpersoners star power, ender den i den efterhånden velkendte samling af Netflix’ lunkne actioncontent.

I ’The Rip’ finder en gruppe politibetjente under ledelse af Dane Dumars (Damon) og hans næstkommanderende JD Byrne (Affleck) adskillige millioner dollars i kontanter gemt væk i et hulrum i et hus i Miami.

Hvem pengene tilhører, og hvorfor de lige netop er opmagasineret i denne bolig, tilsyneladende uden ejerens vished, vides ikke.

‘The RIP’. (Foto: Claire Folger/Netflix)

Hvad, der er helt sikkert, er, at beløbet er en ualmindeligt stor fangst, og der går ikke længe, før Dumars enhed begynder at dele tvetydige blikke og farlige strøtanker: Hvad nu hvis de for engang skyld stjal pengene og delte udbyttet?

Det er ikke alle på holdet, der er med på en omgang breaking bad, og det skaber flere stridigheder internt, mens en udefrakommende fjende pludselig melder sig i jagten på den store gevinst.

Man mærker tydeligt, at det er Damons Dumars og Afflecks Byrne, der har fået mest kærlighed af Carnahan i manuskriptet. Dumars er den bedrøvede og modvillige leder, hvis privatliv er lagt ruiner efter hans kræftsyge søns død, og Byrne er den loyale, men også intense stræber, som mener, at hans talent berettiger til mere, end hvad karrieren hidtil har budt ham.

‘The Rip’. (Foto: Warrick Page/Netflix)

Selvom de hver især ikke er synderligt mindeværdige, sælger Damon og Afflecks naturlige kemi de fleste scener.

Det mest utilgivelige ved ’The Rip’ er, at dygtige skuespillere som Steven Yeun og Kyle Chandler bliver spist af med generiske biroller, der på intet tidspunkt siger eller gør noget nævneværdigt. Forhåbentlig har de begge fået en god bid af det svimlende budget, der angiveligt skulle være på 100 millioner dollars.

Om ikke andet ville et ekstra beløb for svie og smerte være dem vel undt …

Som actionfilm er ’The Rip’ irriterende uambitiøs i sine klaustrofobiske set pieces og klichédrevne gimmicks: sporadiske skududvekslinger, et par grynede biljagter og et tykt lag af billig suspense og ”chokerende” plottwists, der aldrig føles troværdige.

En flad og forglemmelig affære, der fungerer bedst som baggrundsstøj.


Kort sagt:
Det er aldrig kedeligt at tilbringe et par timer sammen med Matt Damon og Ben Affleck. Men det havde væsentligt være sjovere med en mere ambitiøs reunion end denne skuffende og hurtigt fordøjede Netflix-thriller.

’The Rip’. Spillefilm. Instruktion: Joe Carnahan. Medvirkende: Matt Damon, Ben Affleck, Steven Yeun, Teyana Taylor, Sasha Calle, Catalina Sandino Moreno, Scott Adkins, Kyle Chandler, Néstor Carbonell, Lina Esco. Spilletid: 133 min. Premiere: 16. januar på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af