Det er næppe gået nogens næse forbi, at ‘Justice League‘ ikke blev den succes, DCEU havde håbet på. Billetindtægterne har ikke været så høje som forventet idet superheltesammenstødet ikke formåede at indhente de forventede 100 millioner dollars på det amerikanske marked, og filmen er desuden blevet ilde modtaget af de internationale kritikere. Et rigtigt dårligt tegn for en af verdens dyreste film med et budget på 300 millioner dollars.
‘Justice League’ har i skrivende stund en Rotten Tomatoes score på 41 procent, hvilket ganske vist ikke er så lavt som ‘Batman v Superman’, der skraber bunden med 27 procent, men stadig langt fra Marvels ‘The Avengers’ score på 92 procent. Kritikken har særligt gået på det usammenhængende plot, hvor flere hidtil ukendte karakterer som Aquaman, Cyborg og The Flash skulle etableres sideløbende med et plot om at redde verden.
Også bag kulisserne har ‘Justice League’-produktionen været en stor rodebutik. Joss Whedon kom ombord som supplerende instruktør i filmens slutfase, og Zack Snyder måtte i foråret trække sig helt fra produktionen på grund af en personlig tragedie. Den tidlige version af Snyders mørke superheltefilm var eftersigende ubærlig, så ‘The Avengers’-instruktøren blev bedt om at tilføje noget af sin karakteristiske humor.
Men det har tilsyneladende været en kamp at få igennem. ‘Mindhunter’-skuespilleren Holt McCallany, der spiller med i ‘Justice League’-åbningsscenen, fortæller til Men’s Fitness, at scenen oprindeligt var skrevet meget sjovere, men at Whedon ikke fik lov til at forfølge det humoristiske take, han ellers var blevet hyret til at lave.
»Jeg elsker Joss Whedon. Min scene med Batman var originalt udtænkt som en komediescene. Det var sådan Joss skrev den, og det var sådan, vi optog den. Jeg synes, den blev god, men studiet følte, at det ville være en fejl at åbne filmen med en gennemført komediescene, så den blev redigeret en smule. Jeg var skuffet, men da jeg kom hjem til New York, fandt jeg en flaske af min yndlingschampagne og en besked fra Joss, hvor der stod, ‘Til alle tabte kampe. Taknemmeligt, Joss’«.
Men selvom Joss Whendon blev censureret, er der mange i den modsatte fløj, som stadig mener, at hans aftryk på filmen blev for markant. Næsten 150.000 har underskrevet en underskriftindsamling, der har til formål at få udgivet Zack Snyders version af ‘Justice League’, som angiveligt skulle have været både meget længere og mørkere. En unavngiven VFX-medarbejder på ‘Justice League’ skrev imidlertid i weekenden på Reddit, at der slet ikke findes et Zack Snyder-cut af filmen, der kontinuerligt blev ændret hen ad vejen.
Filmens fotograf, Fabian Wagner, stuntmanden Richard Cetrone og Snyders egen søn Jett har ellers alle givet udtryk for, at de også håber, Snyders version bliver sendt ud.
Læs også: ‘Justice League’: »Jeg hader, at du er så grim«