Ben Affleck har prøvet lidt af hvert i Hollywood, men særligt én filmproduktion skiller sig markant ud af de forkerte grunde.
I et nyt interview i podcasten ’Happy Sad Confused’ kalder Oscar-vinderen rollen som Batman i DC-filmen ’Justice League’ fra 2017 for det absolutte lavpunkt i sin karriere.
»Hvis du vil vide, hvad der var lavpunktet i min karriere, så var det det,« siger Affleck og uddyber, at det især var Warner Bros’. håndtering af instruktøren Zack Snyder, der stadig vækker vrede hos ham.
Snyder havde oprindeligt instrueret filmen, men trak sig fra projektet under postproduktionen, efter sin datter Autumn Snyders tragiske død til selvmord i 2017. Warner Bros. fik derfor Joss Whedon til at færdiggøre filmen, hvilket førte til betydelige ændringer i det endelige resultat.
»Det var noget værre lort«, sagde Affleck og fortsætter, »at han blev fjernet fra filmen, og at de nærmest forsøgte at lave en ny film gennem reshoots efter«.
Efter at Snyders ’Batman v Superman: Dawn of Justice’ året forinden ikke havde levet op til Warner Bros.’ forventninger ved billetlugen, ville studiet have, at instruktørens ’Justice League’ fik en lysere og mere publikumsvenlig tone.
»Et menneskes selvmord overskygger alt. Og den måde, det efter min mening blev brugt som en undskyldning for at diktere filmen, var noget af det mest usle, jeg nogensinde har set. Det var så klamt«, lyder det fra Affleck, som beskriver produktionsstriden som et skoleeksempel på, hvordan man ikke bør lave en storladen Hollywood-film:
»Jeg så virkelig, hvordan man ikke skal lave sådan en film. Når studiet er på kant med filmskaberen fra start. Så begår man en alvorlig fejl«.
Affleck understreger samtidig, at han ikke selv kendte til alle forholdene bag kulisserne. En del af det, han beskriver som et giftigt arbejdsmiljø, har han hørt om fra andre skuespillere, herunder Gal Gadot og Ray Fisher.
’Justice League’ blev både en kritisk og kommerciel skuffelse til trods for studiets ændringer i tone og masseappel i postproduktionen.
I 2021 fik Snyder dog mulighed for at udgive sin egen fire timer lange version af filmen, efter at fans i årevis havde krævet at se hans oprindelige vision.
Den udgivelse glæder Affleck sig over.
»Jeg var virkelig glad for, at Zack fik lov til at udgive sin version. Det var fandeme fantastisk, og jeg var glad på hans vegne,« siger han.
Erfaringerne var også med til at køle skuespillerens forhold til Batman-rollen. Affleck havde oprindeligt planer om både at instruere og spille hovedrollen i sin egen Batman-film, men projektet blev aldrig realiseret. I stedet overtog Matt Reeves senere tøjlerne med Robert Pattinson som den maskerede hævner i ’The Batman’.
