’One Night in Miami’: Fire ikoner mødes i medrivende Oscar-kandidat

Den 25. februar 1964 slog den undertippede 22-årige Cassius Clay (Eli Goree) – der senere tog navnet Mohammad Ali – i en stærkt imødeset boksekamp i Miami den rangerende verdensmester i sværvægt, Sonny Liston, ud af ringen og vandt dermed sin første VM-titel.

Det skulle naturligvis fejres, og derfor mødtes han på et motelværelse med tre venner: Sangeren Sam Cooke (Leslie Odom Jr.), football-stjernen Jim Brown (Aldis Hodge) og borgerrettighedsforkæmperen Malcolm X (Kingsley Ben-Adir).

Hvad de fire legender, der alle stod over for et personligt vendepunkt i deres kamp for sortes rettigheder, talte om den nat i Miami, kan vi kun gisne om. Men et spændende bud kommer fra dramatiker Kemp Powers – der for nylig har fået et Hollywood-gennembrud som medforfatter og -instruktør til Pixars ‘Soul’ – i skuespillet ‘One Night in Miami’ fra 2013. Det har han nu adapteret til et filmmanuskript, som den Oscar- og Emmy-vindende skuespiller Regina King har instrueret som sin spillefilmdebut.

Størstedelen af filmen foregår på motelværelset, men først bliver vi introduceret til den modstand, de fire succesfulde sorte mænd er oppe imod i tiden op til mødet.

Sam Cooke flopper foran et uengageret hvidt publikum på den berømte natklub Copacabana. Cassius Clay får uventet modstand i en kamp. Jim Brown bliver mødt med racisme af en gammel familieven i sin hjemby i Georgia, og Malcolm X er på kant med ledelsen i organisationen Nation of Islam. De står alle fire ved en skillevej og er sultne efter at bevise deres værd.

Clay, Cooke og Brown er klar til at feste og bliver lidt skuffede, da Malcolm X byder dem på vaniljeis og »refleksion over aftenen«. Det bliver startskuddet til en lang diskussion, der heldigvis langt fra er så kedelig, som de tre herrer forestiller sig – tværtimod.

Det slår gnister, når de intelligente, passionerede og stolte mænd debatterer sport, kunst, magt, social retfærdighed, aktivisme, racisme, islam – som Clay samme aften annoncerer, at han konverterer til under vejledning af Malcolm – og først og fremmest deres roller og ansvar som sorte berømtheder. Eller som Clay beskriver dem: »Unge, sorte, retskafne, berømte, kompromisløse«.

Malcolm X, der skildres som en prædikende type, men også følsom og skarp, går især hårdt til Sam Cooke, som han mener forspilder sit talent ved at synge blide kærlighedssange til et hvidt publikum frem for at kæmpe de sortes sag.

Da han spiller Bob Dylans ‘Blowin’ in the Wind’ og spørger, hvorfor det er en hvid fyr fra Minnesota, der skal skrive tidens protestsange, er Cooke tæt på at eksplodere, fordi han dybest set er enig. Men Cooke argumenterer også for værdien af penge, status og magt og for at erobre systemet indefra frem for den mere åbenlyse aktivisme.

Det er en evigt aktuel diskussion, som i nyere tid er hevet frem med stjerner som Beyoncé og Dolly Parton (der nægter at definere sig som feminist): Er det nok at være et forbillede? Hvad er vigtigst: ord eller handlinger?

Filmens dramarødder fornægter sig ikke, men den føles ikke så teatralsk som for eksempel den beslægtede ‘Ma Rainey’s Black Bottom’.

For det første er dialog og skuespil så medrivende, at man glemmer de forholdsvist ensidige omgivelser. Regina King er et fornemt eksempel på, at skuespillere ofte er gode personinstruktører. Alle fire leverer intense og nuancerede præstationer, og stjernerne føles som rigtige mennesker frem for udvendige imitationer, som man ofte ser i biopics. Jeg var særligt begejstret for Leslie Odom Jr., der brød igennem som Aaron Burr i musicalen ‘Hamilton’ og også her synger sit hjerte ud på fremragende vis.

For det andet har Regina King og fotograf Tami Reiker god sans for at skabe dynamik og energi i billederne ved at skifte vinkler og åbne det klaustrofobiske rum ved at bevæge sig rundt og for eksempel lade karaktererne gå ud på taget, bryde op to og to og køre en tur i kiosken.

Uden at filmen på nogen måde føles tung eller didaktisk er det spændende at blive klogere på de fire ikoner og datidens sorte kamp, ikke mindst i lyset af Black Lives Matter. Og så er det passende, at ligesom de fire mænd skrev historie, har Regina King også gjort det: Med ‘One Night in Miami’ deltog hun som den første sorte kvindelige instruktør i hovedkonkurrencen på Venedig Film Festival.

Næste stop må være Oscar. 

---

Kort sagt:
Fire legender tørner sammen i en venskabelig, medrivende debat om sorte berømtheders sociale ansvar i en fiktiv gengivelse af et virkeligt møde mellem bokser Cassius Clay, sanger Sam Cooke, NFL-stjerne i Jim Brown og borgerretsforkæmper Malcolm X i ‘Watchmen’-stjernen Regina Kings overbevisende spillefilmdebut.