’Ma Rainey’s Black Bottom’: Chadwick Boseman er dragende og elektrisk i sin sidste filmrolle

’Ma Rainey’s Black Bottom’: Chadwick Boseman er dragende og elektrisk i sin sidste filmrolle
Viola Davis i 'Ma Rainey's Black Bottom'.
STREAMING TOGETHER

Det er altid tragisk, når et menneske går bort før tid. Men med filmbrillerne på var det ekstra trist, da skuespiller Chadwick Boseman døde af kræft som kun 43-årig. Som Marvels første sorte superhelt i ‘Black Panther’ havde han opnået kulturel ikonstatus, og som skuespiller fornemmede man, at han kun lige var gået i gang med at forløse sit talent.

Det beviser han i George C. Wolfes filmatisering af August Wilsons teaterstykke ‘Ma Rainey’s Black Bottom’, hvor Boseman i sin sidste rolle som den ambitiøse og iltre hornist, Levee, allerede er udråbt som posthum Oscar-favorit.

Chadwick og Levee forsøger hårdt at stjæle rampelyset fra filmens egentlige stjerne og titelperson, den virkelige bluessanger Ma Rainey. Men både Ma og Viola Davis i rollen giver ham kamp til stregen i det pladestudie, som størstedelen af filmen udspiller sig i.

Vi er i Chicago i 1927, hvor sorte musikere opnår stor popularitet, men stadig bliver undertrykt. Ma Rainey fylder med sin store stemme og store personlighed sit publikum med ekstase, og både hun og hendes hvide pladeselskab kender hendes værd. Ma er dog også bevidst om, at pladeselskabet kun vil have hende for hendes stemmes indtjeningsmuligheder, og at de snupper den største del af kagen. Derfor demonstrer hun konstant sin magt med divamanerer. Kommer for sent til pladesessionen, hvor bandet står klar til at indspille en række af hendes hits. Nægter at synge, før hun har fået serveret en iskold Coca-Cola. Og insisterer på, at hendes nevø skal indspille et spoken word-segment, selvom han stammer.

Mens alle venter, hænger vi ud med bandet, der øver sig, driller hinanden og mundhugges om små og store emner, fra musikarrangementer til Gud, racisme og barndomstraumer. Særligt den talentfulde, men også provokerende og frembusende Levee opsøger konflikterne og forsinker processen. Han drømmer om at stå i spidsen for sit eget band og indspille sine egne numre. Pladeselskabsdirektøren har lovet ham, at de vil bruge hans nye arrangementer, der efter planen skal appellere mere til et hvidt publikum, selvom alle bandmedlemmerne korrekt forudser, at Ma ikke har tænkt sig at afvige fra sine egne, fordi hun prioriterer at være tro mod sine rødder. Ma slår da også hårdt ned på sin unge fredsforstyrrer, temperaturen stiger, og konflikterne eskalerer i det svedige lille pladestudie.

Chadwick Boseman i ‘Ma Rainey’s Black Bottom’.

‘Ma Rainey’s Black Bottom’ er en opfølger til Denzel Washingtons ‘Fences’, som Viola Davis vandt en Oscar for. Det er anden filmatisering af August Wilsons serie af 10 skuespil, samlet kendt som ‘The Pittsburg Cycle’, der skildrer livet som sort i 1900-talles USA – et stykke for hvert årti. Washington planlægger at filmatisere alle 10 skuespil, og selvom det er et beundringsværdigt og tematisk spændende projekt, kommer jeg formentlig ikke til at stille mig forrest i biografkøen til dem.

Ligesom ‘Fences’ er ‘Ma Rainey’ ekstremt teatralsk, præget af et monotont filmsprog, én stillestående location og flotte, men også meget stive monologer, som helt sikkert fungerer bedre på scenen. På film bliver det hele lidt for tungt og symbolsk, og jeg havde ærligt talt svært ved at holde koncentrationen. Ikke mindst slutningen bærer præg af et teaterforlæg, der ikke fungerer i en realistisk filmsammenhæng.

Det tager dog ikke de glimrende præstationer fra de to hovedroller. Viola Davis indtager i grotesk panda-makeup skærmen med kæmpe power, stolthed, autoritet, vrede og underliggende smerte over at blive behandlet som andenrangs borger trods sin stjernestatus. Jeg ville gerne have lært mere om både Ma Rainey og hendes musik.

Med lidt mindre armbevægelser, men mindst lige så dragende tilfører Boseman tilfører sin karakter en elektrisk energi, gavtyveagtig karisma og selvdestruktiv, imploderende vrede, som vi ikke har set hos skuespilleren før.

Filmen er værd at se for de to præstationer. 


Kort sagt:
Viola Davis og Chadwick Boseman i sin sidste rolle er fremragende i den potente skildring af at være sort musiker i 1920’ernes USA, men filmen skæmmes af sin teatralske form.

’Ma Rainey's Black Bottom'. Film. Instruktør: George C. Wolfe. Medvirkende: Viola Davis, Chadwick Boseman, Colman Domingo. Spilletid: 94 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af