‘Aquaman’ – anmeldt af vandmanden selv (long hair, don’t care)

1 6
‘Aquaman’ – anmeldt af vandmanden selv (long hair, don’t care)
Jason Momoa forfører kameraet i 'Aquaman'.

Kære Soundvenue-læser

Der er mange ting, man med rette kan stille eksistentielle spørgsmålstegn ved her på falderebet af det herrens år 2018: Om en stram man bun kan stoppe for blodtilførslen til hjernen, for eksempel. Om man kan redde verden uden sixpack (svaret er nej, så gem du blot dine manboobs under den islandske sweater). Og ikke mindst om jeg, Jason Momoa, monstro bare beundrer min egen røv, når jeg gang på gang i ’Aquaman’ skuler frækt over skulderen til tonerne af svedige guitar-riffs rippet fra ’Wonder Woman’ (den labre laks).

Én ting er dog sikkert, og det er, at gubberne på Soundvenues filmredaktion ikke fatter en flad badehætte af, hvad der adskiller en middelmådig Marvel-skrammelkasse fra en trussevåd drøm af en DC-genistreg. Der synes tværtimod at herske en form for nederen konsensus af, at Aquaman er lidet andet end en wet hot American idiot, og at jeg selv aldrig er karriereavanceret fra neandertalervoldtægtsfantasi i ’Game of Thrones’.

Men hvad ved de, de kulturelitære landkrabber med næserne så langt oppe i von Triers voksvaginaer, at de sikkert aldrig har lugtet til et rigtigt mainstreammandfolk med en magisk gaffel? Intet, siger jeg dig. Og af denne grund har jeg naturligvis også takket ja til at gå i mine estimerede filmkollegaer Anastasia ‘Fifty Shades’ Steele og kæmpehajen The MEG’s (en fætter på min mors side) gæsteanmelderfodspor på Soundvenue for at give dig en insiderbedømmelse af, hvad jeg og DC’s marketingsafdeling forklædt som ivrige Twitter-fans ikke vil tøve med at kalde for årets film.

Så spænd svømmebælterne og tag en dyb indånding: Nu kommer der for alvor saftigt spæk på disken, og det er ikke kun for raske mindreårige, der sluger karakterudvikling på gubbestadiet og har nul forventninger til plausible dialoger, når nu et enkelt »Awesome!« selvsagt siger mere end tusind ord.

Ser du, ’Aquaman’ er faktisk en akut tidssvarende thriller om, hvordan menneskets tankeløse forurening efterlader oceanerne med en surhedsgrad som børnebassinet i DGI-byen. Et rigtigt moralsk eventyr fra de store have med et klimahjerte af det pureste guld, filmet på fire kontinenter (jeg fløj økonomiklasse, ærligt) og med et crew på op mod tusind mennesker, der hver dag blev fodret med dåsetun på plastiktallerkner made in China. Til gengæld er der ikke fældet så meget som et siv på at printe manuskripter, for 90 procent af mine replikker kunne jeg skrible på indersiden af hånden, og resten druknede i totalt badass undervandsgurglen.

Nicole Kidman i ‘Aquaman’.

Forud for at jeg stjæler showet som en bralrende søløve i en guldfiskebowle, skal vi dog lige et smut forbi Tom Cruises ekskone, der skyller op på en strand og forelsker sig i en fyrtårnsbestyrer. Eller, det er i hvert fald, hvad voiceoveren tydeligt intonerer, så publikum nemt kan tjekke snapchat undervejs uden at misse noget. Fiskedamen, Atlanna, får en kop te og møder en hundehvalp, og vupti har hun og ham gutten lavet en søn på få effektive sekunder. Nemmeste over-scoring ever. Men ak! Atlanna tvinges tilbage til dybet, og sønnike må vokse op moderløs, akkurat som det hører og bør sig i det Ødipus-fikserede DC-univers, hvor hårde drenge tvinges i knæ og slutteligt forsones ved mindet om mamma. If it ain’t broke …

Der skal nok være dem, der forventer at se, hvordan Aquababy bliver til Aquaman, men hvis vi alle skal være tro mod vores inderste julelyster, ved vi jo godt, at hvert minut uden mig i bar overkrop er et homoerotisk minut spildt. Og når man kun har 143 af slagsen plus reklamer til en samlet helaftens-3D-pris af nær ved 200 kroner, skal de ikke formøbles på origin-ævl eller slæbende spændingsopbygning.

Derfor nøjes filmen med at vise vor helt som nuttet knægt fedte ruden på et akvarium, mens alle fiskene kigger hans vej (gåsehud!), hvorfra vi springer direkte til noget med nogle onde pirater, der kaprer en ubåd og skyder en masse uskyldige mennesker. Inden granvoksne Aquaman dukker op og redder dagen, men ikke den ene pirats far, hvorfor en ny superskurk med et grudge er født, helt uden at vi behøver at kende hans navn. I ved alligevel, hvor det bærer hen.

Amber Heard (eller er det Ariel?) og Jason Momoa i ‘Aquaman’.

Knap er nerverne faldet til ro og fyraftensfadbamserne bundet, før end Amber Heards prinsesse Mera titter op fra bølgen blå som en surmulende krydsning mellem Ariel og Uma Thurmans Poison Ivy i min all-time favoritsuperheltefilm ’Batman & Robin’. »Rødhårede babes – gotta love ’em«, konstaterer Aquaman, og mere er der sådan set heller ikke at sige til eller om Mera, så det lader filmen være med. Udover at hendes ærinde vist er at engagere Aquaman i noget forplumret vandmandspolitik med pretty boy Patrick Wilson og Dolph Lundgren, der vil angribe jordboerne, fordi de er nogle miljøsvin, hvis ansigtscrubs med mikroplast giver Atlantis-folkets kælesøheste astma.

Fair nok, tænker du måske, men Wilson er en reinkarnation af møgungen Kong Joffrey i frømands-couture såvel som Aquamans halvbror, og den slags er nogle slimede (kan)alger. Hvis du ikke fangede de dårlige vibes, hedder han i øvrigt også Kong Orm. Jeg har ladet mig fortælle, at det lyder mere cool på engelsk end i danske farvande.

Aquaman og Orm battler med deres gafler på en baggrund af psykedelisk Atlantis-arkitektur, og det ser sgu noget mere festligt ud end ’Justice Leagues’ kvalmeinducerende bæbrune tåger – det må selv mine værste kritikere trods alt give mig ret i. Men hvordan kan nogen forventes at kere sig to plankton om persongalleriet uden den mindste tyndbenede introduktion eller forhistorie, skriger pessimisterne? Hvorfor ligner Willem Dafoe en blodfattig havfruevampyr (og gør han i virkeligheden altid det)? Er gadgets, der »konverterer vand til våbeniseret plasma«, farligere end en prut i et badekar? Hvad er meningen med det hele, og bliver det nogensinde jul i Atlantis?

Fiskefolk i ‘Aquaman’.

Long hair, don’t care. Det har altid været min livsfilosofi, og fra mit fuldstændig neutrale perspektiv som friskfanget blockbustersolostjerne er jeg af den klippefaste overbevisning, at min bombastisk pjaskende undervandsoperette, instrueret med en bøddels fingerfærdighed af James Wan (‘Saw’, ‘The Conjuring’), er en overlegen flyder i DC-regi, primært fordi den skærer de mere blufærdigt kappeklædte weltschmerz-spejdere fra (sorry, bros) til fordel for en helt med ægte sildetække og reducerer al intern fortællelogik og sammenhængende sekvenser til et absolut minimum, der får ’Justice League’ til at ligne ’Krig og Fred’.

Onde tunger hvisker bag min ryg, at ’Aquaman’ er det filmiske svar på at få vand i øregangene af en maveplasker – lettelsen er enorm, når det endelig siver ud igen, efter at man har virret frustreret med hovedet i en dykkerklokke i timevis. Men den slags glider lykkeligvis af på mit glinsende korpus, mens jeg crawler hele vejen til boxoffice-banken og et livslangt sponsorat af Johnson & Johnson-babyolie.

Glædelig forbrugerjul og husk, hvad den salige Anders Samuelsen altid siger på Facebook:

»Kys til alle haters«.

Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret

Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret

Spillefilm. Instruktion: James Wan. Medvirkende: Jason Momoa, Amber Heard, Nicole Kidman, Patrick Wilson, Willem Dafoe, Dolph Lundgren. Spilletid: 143 min.. Premiere: Den 13. december
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af