En ny ’V for Vendetta’-serie er efter sigende på vej til HBO, selvom streamingtjenesten ikke har bekræftet noget endnu. Det skriver Variety.
Historien blev oprindeligt udviklet af Alan Moore og David Lloyd i 1982, hvorefter DC i 1988 begyndte at udgive den som tegneserie. ‘V for Vendetta’ handler om et dystopisk nærfremtidigt Storbritannien, hvor det fascistiske Norsefire-parti har magten, indtil den anarkistiske titelkarakter V påtænker at vælte styret med hjælp fra sin kvindelige kompagnon Evey Hammond.
’V for Vendetta’ blev til en spillefilm i 2005, hvor Hugo Weaving og Natalie Portman spillede hovedrollerne. Den blev voldsomt populær, og Warner Bros. skal efter planen genudgive den i biografer i forbindelse med 20-årsjubilæet næste år.
‘V for Vendetta’-serien skal produceres af DC Studios og skrives af Pete Jackson, som er et relativt ubeskrevet blad. Han har dog tidligere skrevet den britiske tv-serie ’Somewhere Boy’, mens han også står bag den kommende Sky-produktion ’The Death of Benny Munro’, baseret på Nick Caves bog af samme navn, med Matt Smith i hovedrollen.
Med som executive producers er blandt andre DC-kanonerne James Gunn og Peter Safran.
Det vides endnu ikke, hvem der står til at spille med i ’V for Vendetta’, men mon ikke, der er mere information på vej, når serien bliver annonceret fra officiel hånd.
