‘The Meg’ – anmeldt af kæmpehajen selv
Denne historie ender ikke lykkeligt.
Her er ingen rosenrød solnedgang over Stillehavet, ingen opløftende moraler. Bare den sande fortælling om mit blodige Waterloo i mødet med havenes mest ubarmhjertige dræbermaskine: The Great White Bald Man.
Jeg er efterhånden en gammel sjæl – et monstrøst fortidslevn, som visse selachofobi-typer vil det – og min hukommelse er så hullet som den våddragt, der i nogen tid nu har siddet fast mellem mine kindtænder som et trevlet stykke skinke (djævelsk uhygiejnisk er, hvad det er).
Men lad mig starte ved begyndelsen.
Indtil for nylig var min primære residens et veritabelt Zirkus Nemo i Marianergraven, fyldt med farverige koraler og supersized McCalamari. Du skal ikke købe en bønne af ‘Den Blå Planet’s fake news om blinde sandorme og ringe levestandarder i dybhavsprovinsen, for under the sea, darling, it’s better, down where it’s wetter, take it from me.
Af samme grund har mine vandsmænd og Moder Natur alle dage sat en ære i at holde illegale indvandrere ude med en fantastisk mur af hidtil uopdaget kamuflagetåge. Den flotteste usynlige mur, du nogensinde har set. Tremendous. Vi havde jo alle hørt vandrehistorierne fra fjerne egne: en fætter, der blev brutalt myrdet på sightseeing i Amity. En kusine, der måtte lade livet til en gossip girl med et surfbræt. Bedre at blive hjemme og passe sig selv!
Så meget desto større var min forfærdelse, da en aggressiv art fremmedorganismer pludselig bralrede igennem muren som berusede spøgelsesbilister på Øresundsbroen, bevæbnet til tænderne med lige så omfattende forståelse for bæredygtig miljøpolitik og naturfredningslove, som Esben Lunde Larsen kunne have formuleret på en post-it.
Jeg vil ikke prale, men jeg er overraskende woke for en ældre havtaske med et par ekstra kilo på rygfinnen, og ja, jeg smuglyttede en smule, inden jeg introducerede mig til de fremmede. Der var noget med en labert objektificeret ekskone i knibe og et mandigt tudekikskompleks fra en tidligere kuldsejlet mission, men helt ærligt, tsunamien af pikmålingsretorik, liderlige lillepigegisp made in China og 80’er-stereotypisk ’black talk’ fra et overvægtigt stykke madding ved navn DJ (really?) var ærligt talt migræneinducerende. Alt imens dunsten af karrieredesperation og kunstnerisk forrådnelse sved i næsen selv på 10.000 meters dybe.
Jeg prøvede ikke engang at gemme mig, idet hele stimen af markedsføringsvenligt multietniske eksistenser trådte vande i pseudomelodrama og pligtskyldigt tørkneppede oversøiske filmforretningsforbindelser til den helt store guldmedalje, i hvad der føltes som en evighed. Men det gav mig lidt myrekryb, den måde deres små forvirrede øjne kørte rundt i de angiveligt højtuddannede kranier uden på noget tidspunkt at lande på mit 25 meter lange korpus lige foran dem.
Til sidst følte jeg mig nødsaget til at gøre opmærksom på min tilstedeværelse, hvorfor jeg bankede let på låget af en af de højteknologiske tundåser til en stykpris på 30 millioner dollars, de ryggeløse organismer fedtede rundt i sponsoreret af en MAGA-milliardær med kapitalistsvinagtige bagtanker bøjet i neon (et par svømmevinger og et korkbælte havde udgjort en bedre livsforsikring, hvis du spørger mig, men det var der ingen, der gjorde i den her fortælling).
Det øjeblik, jeg åbnede gabet på klem, slap fanden løs i laksegade. Med ét var det ’megalodon’ mig her og ’megalodon’ mig der – selv foretrækker jeg volumniøs, hvis vi partout skal hænge os i taljemål, men The Great White Bald Man havde allerede øjnet muligheden for at tilføre sin giftige maskulinitet en fallosforlængende saltvandsindsprøjtning via voldeligt overgreb på naturen og var uden for pædagogisk rækkevidde.
(Jeg kunne ellers godt have informeret ham om, at hans lede ved mit blotte, tilsyneladende æstetisk og funktionelt utiltalende link i fødekæden udsprang af hans egen eksistentialistiske frygt for at blive slugt med hud og hår af en kaotisk verden, hvori han selv følte sig som et druknende oldtidsfund, men lad nu det ligge.)
Ifølge ham var det således blot et spørgsmål om tid, før jeg ville forvandle den nærmeste kinesiske Sunny Beach til en omvendt sushibuffet, som om blegfede småbørn i pangfarvede baderinge skulle være det ypperste kulinariske afrodisiakum for præhistoriske gourmander. Jeg kunne sådan set kun være tilfreds med, at min bøddel ikke øjeblikkeligt indkaldte søværnet og Ian Ziering for at få mig på krogen, men jeg indrømmer, at jeg studsede over den lowtech fiskestangsfremgangsmåde. »The water is NOT SAFE!« vrælede dræberen og hans kumpaner, hver gang en af dem faldt i baljen fra små, store og endnu større både med en absurd hyppighed, der næsten havde været underholdende, var det ikke for hele miserens forudsigeligt monotone idioti, der styrede lukt mod tragedien.
Man skal vare sig med at spise æg fra en syg høne, og derfor var jeg da heller ikke synderligt fristet af at gøre kort process med min lille testosteronpumpede actionnemesis, hans dydige kinesiske flirt og dennes næsvise otteårige datter på slæb for cuteness-point på Hello Kitty-kontoen såvel som et sukkersødt shout-out til sunde familierelationer i producenternes hjemland, hvor pigebørn i en ikke så fjern fortid blev smidt i åen.
Nuvel. Som Moby Dick ville have sagt det i sin sidste stund: Kun en tåbe frygter ikke hvid midaldrende mand på havet. Dén lektie svier stadig som en harpun i øjet på lige fod med erkendelsen af, at selvom der er skrækindjagende gode undervandseventyr om mine stolte, velproportionerede artsfæller derude (jævnfør ovenstående fætter og kusines rejsedagbøger), så er denne kranke skæbnesberetning ikke en af dem.
Min arv, til gengæld, vil forhåbentlig stå til skræk og advarsel for andre, der måtte føle sig fristet til at bide på, næste gang kødfattige boxofficespekulanter med våde drømme inviterer til torskegilde i Nemoland.