‘Fifty Shades Freed’: Kærestebrev til en frygtelig mand

Kære Christian/Mr. Grey.

Anastasia her. Mrs. Grey. Din nye brud og øjesten.

Jeg skriver dette brev, fordi det er, som om vi konstant bliver afbrudt af bollemusik, bedst som jeg skal til at sige noget fornuftigt til dig. Den spiller virkelig højt, den musik, og med korte, fire-minutters intervaller, der gør det svært at føre dybere samtaler ind imellem Sia, Jessie J og Ellie Goulding på fuld skrue.

Så nu, hvor hvedebrødsdagene er ovre, skriver jeg i stedet. Kald det godnatlæsning, Christian, for du og jeg er nået til vejs ende efter tre films diabetesinducerende vaniljesex.

Men fortvivl ikke: Vi har stadig dette knald til gode.

Jeg vil nemlig gerne sige tak, Christian, for alt det, du har gjort for mig, din handmaid i BR-håndjern. For tre år siden var jeg en usexet mus med kedelige intellektuelle ambitioner, der gik i mønstret tøj (ad) og havde let kruset hår, indtil du kom forbi med dit åndelige glattejern, monokrom modesans og dekorative designerdildoer fra baglokalet i Illums Bolighus.

Du tog mig med storm, Christian, også selvom det ikke blev til meget andet end en lille prut i soveværelset. Det siger vi ikke til nogen, for som du selv har lært mig, er det jo kun det udenpå, der tæller.

Og ih, du ser virkelig godt ud udenpå, Christian. Faktisk kender jeg ingen andre rigtige mandfolk på livskloge 28, der som dig kan surmule som en voksenbaby og stadig gøre mig våd i trussen ved udsigten til uden-på-tøjet-gnubberi. På en rigtigt god dag gnubber vi så vildt, at det kræver et safeword. Så bliver jeg helt stakåndet og må tage en time-out, mens Sia synger »You’re running the show, my confidence is bruised … I’m falling for the act … down a shame spiral« på ‘Deer in the Headlights’.

Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men det er dig, der styrer musikken, så det er sikkert lige mig, baby.

Du ved nemlig bedst, hvad jeg vil have, også når jeg ikke vil have det. Derfor er det godt, at du har en fast hånd, for jeg bliver let rebelsk og rundtosset af alle de valgmuligheder, unge kvinder har i det 21. århundrede. Som når man for eksempel skal bestemme sig for, hvilken slags blomster man vil have stående i vaserne i sin penthouse, eller hvad kokken skal lave til middag.

Vores søde husholderske formulerede det så fint i morges, da jeg så forvirret ud: »It’s alright Mrs. Grey ­– it’s a lot to take in«. Du kunne ikke have sagt det bedre i boudoiret, min kære.

Jeg er imidlertid blevet god til at træde i karakter som kvinde, når det virkelig gælder, Christian. Det gør det hovedsageligt, når oversexede blondine-indretningsarkitekter piller ved dig, mens vi beser vores nye gigantvilla. Så fortæller jeg kosten, hvor skabet skal stå. Don’t mess with my man, for han og hans mange millioner er hele mit skrøbelige eksistensgrundlag, og jeg har ikke tålmodigt fundet mig i at blive kildet bagi med påfuglefjer i tre år blot for blive overgået af et par Baywatch-balloner i sidste akt.

Så bye, Felicia.

Du synes heldigvis, at det er mega hot, at jeg sviner andre kvinder for din skyld, min elskede, og i særlige tilfælde lader du mig sågar køre din labre Audi R8 som belønning. Så bliver jeg kåd og gnasker ivrigt i min underlæbe, især når vi bliver forfulgt af uslinge med dårlig hud, der vil os det ondt, just because vi er airbrushede til perfektion og svinagtigt rige.

Nogle ville sige, at vores liv var lidet andet end et dårligt afsnit af ’Dollars’, men til dem siger jeg, hvor lækker synes du selv, du er i Skodaens bakspejl, din jaloux fattigrøv?

Når vi kører i din Audi R8, Christian, kan du godt lide at kommentere, hvordan jeg kører, også selvom du lige har sagt, at jeg er en sej bilist. Så bjæffer du »Giv den gas! Kør af her! Brug blinklyset!« som havde jeg trukket mit kørekort på et autoværksted for trehjulede cykler. Andre ville måske finde det irriterende. Nogle ville måske endda kyle deres bedre halvdel ud på motorvejen, give dem fingeren og skrige »Nu holder du kraftedeme kæft!« mens de kørte væk i en sky af foragt og udstødningsrøg.

Men ikke jeg, Christian. Jeg synes bare, at det er betænksomt, at du kan finde på at råbe »P-PLADS« ind i hovedet på mig, når vi passerer en ledig bås. Det tænder mig. Herefter øver vi parallelparkeringer, indtil vi begge kommer i bukserne af dyrisk passion på forsædet.

Når vi ikke lige bliver jagtet i din Audi R8 eller lytter til musik, mens vi ser billeder af din Audi R8 køre rundt på pittoreske landeveje, går jeg sporadisk på arbejde.

På magisk vis er jeg lige blevet forfremmet til fiktionsredaktør på det seje bogforlag, du sjovt nok købte for nylig, hvilket er ironisk, eftersom mit professionelle cv er rent fake news. Det gør nu ikke så meget, for jeg er ret sikker på, at de forfattere, jeg arbejder med, heller ikke har læst andet end pixiebøger (min favoritforfatter er Boyce Fox, fordi hans navn lyder som en escortpiges).

Jeg er nået til tops takket være »hårdt arbejde«, som du siger, min Christian, men bitterfisserne på kontoret tror gud hjælpe mig, at jeg har knaldet mig til jobbet. Derfor må jeg gøre, hvad jeg kan, for at vise mit værd på den ene time om ugen, hvor jeg knokler, til min manicure næsten slår sprækker.

Det bliver nu mest til at drikke latte, som min assistent henter til mig, og tænke grundigt over vores misundelsesværdige sexliv, mens jeg stirrer ud i luften ved mit skrivebord, men der er heller ikke tid til meget andet, når man hele tiden må afbryde møder, fordi ens mand braser ind og skaber sig over, at man ikke har fået ny emailadresse med hans efternavn (»It bounced!«), eller man inviteres på forlænget weekend med privatjet.

Jeg forstår, at vores liv alligevel er for kort og for hot til at mingle med lønslaverne på nederste etage, søde Christian, men det gør pøblen ikke. »Du er så gift«, sagde min veninde også i går aftes, da jeg fortalte hende, at jeg ikke kunne drikke drinks med hende, fordi du flipper skråt, når jeg går i byen. Men sådan er det jo, når man bliver nogens lille lykkelige kone i et almindeligt sundt og funktionelt forhold som vores. Så lever man i konstant angst for sin partners reaktion på dagligdags aktiviteter.

Nogen ville sige, at du i bund og grund er en frygtelig mand, kære Christian.

Men ikke jeg, for jeg ved, at der ikke findes frygtelige mænd, kun frygtelige kvinder, og den slags har du lært mig, at ingen respektabel bad boy med moderbindinger gider at begave med luksus-yatcher og buttplugs i krystal.

Du er min herre og mester udi missionærstillingernes fagre seksuelle verden, oh noble Christian, men jeg må alligevel indrømme, at jeg var lidt skuffet over din reaktion, da jeg blev gravid. Du ved, den aften du gik amok over at skulle dele min smækre lillepigekrop med en baby, tog på dødsdruk med din tidligere elsker og kom hjem stangvissen og hvæssede til min mave, at der var en ubuden gæst derinde.

Dér måtte jeg sætte foden ned, og det gjorde jeg, i omtrent 90 overraskende sekunder, hvor jeg blev et helt andet menneske. Nogen ville endog sige et rigtigt menneske, der havde en rigtig menneskelig reaktion foran sit diktatoriske røvhul af en kæreste.

Men det drev hurtigt over, Christian, for straks efter var der noget med et gidseldrama, og så glemte vi at være uvenner, og du blev min helt igen og jeg en kvinde i nød. Det var faktisk ret heldigt, at det skete lige der, og distraherede os fra at deale med de 50 nuancer af galoperende parforholdskrise, der opstod, da du gik all-out Gollum på mig og vægtede dit precious legerum over at lege far, mor og børn. Pyha.

Måske blev jeg tabt på hovedet som spæd. Det vides ikke, men jeg ved, at ægte glatbarberet kærlighed altid vinder, og at vi skal være en familie og være rige og unge til evig tid som i en glittet Tom Ford-reklame fra 00’erne.

Pyt med, at ingen længere tror på, at jeg nogensinde bryder fri af dine håndjern og får en respektabel indiefilmkarriere op at køre som hende mit læbegnaskende forbillede fra den der vampyrfranchise, vores eventyr vist nok er inspireret af. Og pyt med, at jeg græder lidt indeni sent om natten, når du snorker trygt ved siden af på vores egyptiske lagner, og jeg drømmer om et ordentligt dyt i hornet med en voksen mand, der kan køre i andet end automatgear på en lige vej.

Det vigtige er, at vi gjorde det, min skat: Vi knaldede biografgængere verden over for mere end en milliard hårdtjente dollars. Det føltes ikke altid helt moralsk forsvarligt eller i trit med tidsånden – og jeg tror, at publikum kunne ane tvivlen i vores stivnede blikke – men det føltes fucking godt.

Laters baby.