‘Birds of Prey’: Stakkels Margot Robbie!
Der er en konstant strøm af den samme slags joke i ’Birds of Prey’. Det er variationer af, at Harley Quinn befinder sig i en livstruende situation, og så siger hun noget a la: »Hvem har lyst til tacos?«
Ha ha! Harley Quinn fatter slet ikke alvoren og er også ligeglad. Hvor er hun bare skrupskør!
Det bliver trættende i længden, men værre er, at Harley Quinns forvirrede virkelighedsbillede undergraver alle de scener, hvor der bliver forsøgt at lægge følelser og gravitas i historien. Er der alligevel en snert af anstændighed bag det voldelige, gakkede ydre hos Harley Quinn? Who cares? Hvem har lyst til tacos?
’Birds of Prey’ er en spinoff-film med Margot Robbie som Harley Quinn, der var det eneste lyspunkt i den über-kiksede ’Suicide Squad’. I tegneserieforlægget er Harley Quinn Jokerens on-off-kæreste. Her er vi heldigvis fri for Jared Leto (bless his heart). Jeg kan godt lide Jared Leto – det har jeg kunnet, siden Edward Norton bankede hans fjæs til ukendelighed i ’Fight Club’, fordi han »havde lyst til at ødelægge noget smukt« – men der var meget få ting, der fungerede i ’Suicide Squad’, og Jokeren som uspændende, manisk mafiaboss var ikke én af dem.
Nu er Harley Quinn blevet single, og filmen starter med, at hun viser os, hvor fint hun håndterer bruddet. Det fejres nemlig ved at brække en mands ben på en måde, som viser sig at blive et tema for voldsæstetikken. Det sker igen og igen. Ben, arme og hoveder bliver knækket den forkerte vej. Som var hun en kvindelig Steven Seagal på amfetamin. Selvfølgelig akkompagneret af konstante knas og kRRak! på lydsiden. Det er nasty at se og høre på.
Historien fortælles af Harley selv, men den konstante voiceover er ikke sjov eller skæv nok. Der er en overflod af informationstung voiceover i filmens første halvdel, hvor alt skal forklares – Harleys origin story (igen), hendes relationship status med Jokeren og talrige spring i tid, hvor vi ser en fight-scene, som stoppes for at forklare, hvorfor vi er kommet dertil. Det er en rodebutik, og det er, som om manuskriptet i filmens sidste halvdel er blevet fanget i ubalance.
Nu er der pludselig ikke brug for alle forklaringerne, men det ville jo være mærkeligt, hvis der pludselig ikke var voiceover mere. Så nogle steder bliver Margot Robbies kælne stemme bare brugt til at fortælle unødvendige ting. Såsom at kvinden Dinah Lance (som senere bliver til Black Canary) står i en situation, hvor hun er nødt til at være chauffør for skurken, og det er hun egentlig ikke så vild med. Det bliver sagt henover billeder af Dinah, som ser ukomfortabel ud, imens hun stopper bilen, og skurken stiger ind og siger, hvor han vil hen…
Vi skal forstå, at det er en svær tid for Harley Quinn. Ingen i omgangskredsen tror på, at hun kan stå på egne ben. Desuden har hun pisset på så mange folk, at det er usandsynligt, hun overhovedet overlever ugen ud.
Øverst på listen af folk, som vil slå Harley ihjel, er Roman Sionis, spillet af Ewan McGregor. Igennem filmen bygger han op til at iføre sig den SM-lædermaske, han har stående i sin stue som en pyntegenstand. Når han gør det, bliver han til superskurken med det originale navn: Black Mask.
I et forsøg på at redde livet samler Harley Quinn en broget venindegruppe, der kan slå fra sig. Der er adskillige velkoreograferede og visuelt originale kampscener, og Mary Elizabeth Winstead skiller sig ud i et sjovt bud på en origin story, hvor hun står foran spejlet og siger »They call me… Huntress«, men ikke rigtigt kan få det til at lyde farligt nok.
’Birds of Prey’ ender desværre som en tam affære i endnu en udstilling af, hvor svært det åbenbart er at lave de her omvendte skurken-er-helten-film. Altså medmindre man gør som i Todd Phillips’ ’Joker’, hvor hovedpersonen ikke engang kan kaldes antihelt. Både ’Suicide Squad’ og ’Venom’ fejlede.
Og det er jo ikke så underligt, at det er svært. Alene det at skurke ofte som metier og nogle gange som karaktertræk skal slå mennesker ihjel gør, at det er svært at være super sympatisk. Harley Quinn lander et sted i midten, hvor hun kun smadrer forbrydere, der ikke har fortjent bedre, og når hun så skyder en hel politistation i smadder, så foregår det med gummikugler og konfettikanoner.
Det at Harley Quinn er psykopat bliver her brugt som undskyldning for at lade hende træffe beslutninger, der stikker i alle retninger. Det ene øjeblik vil hun være alene, i det næste er hun BFF med en teenager. Hun skifter mellem ond og god, rationel og irrationel, beskyttende og voldelig, sårbar og stærk, mopset og hyperglad, følelseskold og emotionel.
Filmen prøver at bortforklare den manglende konsekvens med, at »sådan er psykopater«, men psykopater har også en psykologi, og filmen kan ikke beslutte sig for, hvem Harley Quinn er. Stakkels Margot Robbie har tydeligvis måttet kæmpe for at få karakteren til bare nogenlunde at hænge sammen og så ellers satse på, at hvis man overspiller og gakker ud, så lægger publikum nok ikke mærke til, at der mangler noget. Det gør filmen forglemmelig, og det er noget af det værste at være i superhelteland.
… og så her til sidst:
Jeg spår, at scenen, hvor Black Canary bruger sin superkraft til at give Harley Quinn ekstra fart på rulleskøjterne, bliver et meme. Black Canary har en kraftig sangstemme, der kan blæse skurke om kuld, og Harley Quinn stiller sig i skovskiderstilling og bliver så skubbet afsted af stemmens kraft i jagten på en bil, hvor superskurken sidder iført sin SM-maske. At forklare den scene er som at genfortælle en sketch fra Casper og Mandrilaftalen. Det kan man ikke uden at grine.
Kort sagt:
Bedre end fuseren ’Suicide Squad’, inklusive rigeligt med velkoreograferede kampscener, men i stedet for en solid superheltefilm bliver ’Birds of Prey’ desværre kun til et mildt underholdende klovnenummer.