’Dead Pigs’: Den måske bedste debutfilm i årevis kan endelig ses i Danmark
Efter at have set hendes debut ’Dead Pigs’, der blev vist på Sundance-festivalen i 2018, står det soleklart, hvorfor instruktør Cathy Yan fik nøglerne til DC-universet og ’Birds of Prey’. At der skulle gå tre år, før nogle fik fingeren ud og distribuerede denne knivskarpe satire over kinesisk konsumerisme, er straks sværere at blive klog på.
Det er så heldigvis sket nu, da ingen ringere end streamingtjenesten Mubi har lagt filmen ud til globalt besyv. Bedre sent end aldrig, om end det er svært ikke at hæfte sig ved Hollywoods fortsatte blindspot for deres egen pulje af asiatamerikansk talent.
’Dead Pigs’ passer som fod i hose til de store filmstudiers sensibilitet: En underholdende kalejdoskopfortælling om de skæve eksistenser på udkanten af samfundet, der finder mening i tilværelsen gennem livets finurlige, hurtige genveje til succes og prestige.
Old Wang (Haoyu Yang), der holder til i sin lille rønne uden for Shanghai, er den slags taber, man elsker at heppe på. Med sit naivsøde gemyt og hustler-attitude er han overbevist om, at han har skudt papegøjen, da han investerer i en mindre svineproduktion. Men ud ad det blå dør grisene, og da de resterende penge er brugt på et VR-sæt (man skal vel have noget at imponere naboskabet med), kryber han straks hjem til familien for at blive reddet fra lånehajerne.
Sønniken Zhen arbejder som tjener på en eksklusiv restaurant, men lyver om sin kummerlige tilværelse til faren og ser sig lun på den forkælede rigmandsdatter Xia Xia (Li Meng). Wangs søster Candy (vidunderlige Vivian Wu) kæmper samtidig en umulig krig mod konglomeratet Happy Golden Properties. Hendes charmerende blå hus står stolt i ruinhoben af hendes gamle kvarter, hvor kapitalistgribbene vil bygge spansk-inspirerede luksuslejligheder.
Haoyu Yang bringer en utrolig patos til den lille mand med alt imod sig, både når han begejstret svømmer med fiskene i VR og tårevædet skændes med søsteren om sine evige gældsposter. Og den resolutte Candy er umulig at tage øjnene fra, da hun iklædt leopardmønstret slåbrok truer bygningsarbejdere med at hoppe ned fra taget, hvis de ikke fjerner deres gravko. Vivian Wu, der tog røven på publikum i Peter Greeenaways ’The Pillow Book’ i 1996, har ikke mistet sin glød.
Cathy Yan pensler igennem disse skæbner et fascinerende billede af Shanghai som en metropol i dyb konflikt. Titlen refererer til de tusindvis af døde svin, som desperate grisefarmere kaster i Huangpu-floden i løbet af filmen. I et samfund, der fordrer materiel status over medmenneskelighed, hober de mest udsatte menneskers problemer sig vitterligt op ved flodbredderne.
Imens bades de ultrarige i lækkert neonlys og snakker begejstret om highend-restauranter, hvor der kun kan sidde ti gæster ad gangen. Ligegyldig om de ønsker at smide en kvinde ud af hendes familiehjem eller bestikke en cyklist, de torpederer med den smækre Mercedes, kan overklassen altid betale sig fra deres problemer.
Også Kinas forhold til og appropriation af vestlig kultur får en morsom stikpille med på vejen. Amerikanske arkitekter får toppositioner i virksomheder for at skabe prestige om boligprojekter, og den kartoffelkulørte vesterlænding Sean (David Rysdahl) hyres af et modelagentur, da han ligner en Zuckerberg-type, og sendes hen ad walkways som CEO for at promovere kinesiske luksusprodukter.
Alles yndlingsinstruktør Bong Joon-ho udtalte om ’Parasite’, at han med filmen ønskede at belyse et unikt koreansk problem, men at vi alle essentielt set lever i det samme land: Kapitalismen.
Yan viser den samme tidsrammende samfundsforståelse, og som ’Parasite’ er ’Dead Pigs’ en sjældent empatisk satire.
Kort sagt:
Med sit fænomenale ensemble af skæve eksistenser og aktuel satire over kinesisk konsumerisme er Cathy Yans ’Dead Pigs den måske bedste instruktørdebut siden Robert Eggers’ ’The Witch’.