Jeg hørte første gang om Mubi, da en tysk veninde for seks-syv år siden anbefalede mig at se Fatih Akins ’The Edge of Heaven’ på streamingtjenesten. Jeg kunne låne hendes konto, men skulle skynde mig, for der var kun et par dage til, at den ville udgå fra deres katalog.
Mubi er nemlig ikke som nogen anden abonnementstjeneste. Til en hver tid har man som bruger adgang til 30 film. Hver dag ryger en titel ud, mens en ny friskplukkes fra filmhistoriens endeløse grene.
Fatih Akins film husker jeg meget lidt af i dag, men jeg beholdt adgangen til abonnementet, længe efter min veninde var flyttet tilbage til Tyskland, og ville fra tid til anden nyde at gå på opdagelse i tjenestens fremmede og spændende katalog af film fra alle verdens hjørner og tider.
Her et halvt årti senere har meget ændret sig. Streamingkrigen er for alvor blevet skudt i gang.
Disney bejler med dyrt producerede serier fra deres Marvel- og Star Wars-katalog. Warner Media, der ejer HBO, sender i år samtlige af deres blockbusters direkte til flimmerkassen og har betalt hundreder af millioner for rettighederne til en sitcom fra 1994. Og Netflix kaster milliarder efter jagten på den næste serie i rækken, der skaber buzz over vandautomaten.
I giganternes aggressive ekspansionstogter kan det være let at overse en mindre streamingtjeneste som Mubi. Men Mubi har ikke blot overlevet, de har de seneste år blomstret. Deres grundlægger, tyrkiske Eke Cakarel, har i interviews påstået, at hans platform er det rette hjem for folk som Alfonso Cuarón og Bong Joon-ho.
Det er store ord fra David mod rækken af Goliat’er, der hver især kunne mase dem med en lillefinger. Men der er nu alligevel noget om snakken.
Følelse af FOMO
Mubi blev grundlagt helt tilbage i 2007, længe før der var noget, som hed tv-binging eller Netflix and chill. Ifølge Cakarel kom ideen ud fra et ønske om at ville se Wong Kar-wais ’In the Mood For Love’, ligegyldigt hvor man befandt sig. Et påskud, der kan få en til at løfte øjenbrynet over, at netop den film ikke kan ses i Danmark.
Mubi begyndte som en traditionel video-on-demand-service, hvor man kunne leje et fint udvalg af indieperler, men de blev altså kendt for deres nøje kuraterede kalendermodel, som de påbegyndte efter et par år.
Modellen giver streamingtjenesten en hel række fordele over andre uafhængige virksomheder, som gennem tiden har været ude i beslægtede ærinder. Først og fremmest en finansiel fordel: Mubi skal kun forhandle om distribueringsrettigheder for en måned, og som Cakarel pointerer, behøves han blot at købe rettigheder ind til 364 film om året – eller 365 i et skudår. Det gør det ikke blot billigere for dem at køre rundt, men også muligt at have et langt bredere katalog af film over en længere periode, selvom udvalget nu og her er begrænset.
Lige nu kan man således se alt fra en imponerende mængde indiske film, tre film fra den chilenske surrealist Alejandro Jodorowsky samt en hel samling af Eric Rohmer-film.
Det snævre filmudvalg understreger også idéen om, at Mubi byder på en fundamental anden service end Netflix, Amazon Prime og de andre konkurrenter. For mange har måttet sande, at det ikke i sig selv er nok at have en nøje finbarberet liste af alternative titler og moderne klassikere.
Da de to danske filmdistributører Angel Films og 41 Shadows forsøgte sig med de kuraterede arthouse vod-tjenester Filmlounge og Filmperler, fik de begge chokerende hurtigt klemt livet ud af sig. Streamingtjenesterne havde måske et skarpere, mere arthousebetonet udvalg af titler end Netflix og HBO, men det paralyserende forbrugervalg var stadig det samme. Og når mange af titlerne tillige kunne lejes gratis på Filmstriben, var det svært at skabe et bæredygtigt art-alternativ til Blockbuster og Viaplay.
Mubi, der koster 89 kroner om måneden – eller 588 for et år – fjerner heroverfor valget fra forbrugeren ved at fremme en arbitrær følelse af FOMO: Hvis du ikke ser Tinto Brass’ ’Salon Kitty’ inden for 30 dage, må du slet og ret undvære forgængeren til den kontroversielle klassiker ’Caligula’.
Ja, sådan plejede det i hvert fald at være. Men går du ind på tjenesten i dag, kan ’Salon Kitty’ faktisk stadig findes sammen med tre andre brogede filmperler fra den italienske exploitation-maestro.
En ny titel klemmes stadig igennem lemmen hver eneste dag, men siden sidste maj er Mubi begyndt at arkivere mange af deres filmtitler længere end de 30 dage. I en kort periode havde de et mindre udvalg af permanente titler under en såkaldt Library-sektion, men i dag er det hele under den samme menu, som vi kender det fra HBO eller Netflix, opdelt i genrer og interesseområder.
Budget under to afsnit ‘The Crown’
Umiddelbart er skiftet lidt af en skam: Mubi har mistet den appel, som gjorde tjenesten unik på et overfyldt streamingmarked. Og uden den presserende deadline samler de mange spændende titler hurtigt støv under Watchlist-menuen.
På den anden side har markedet fundamentalt ændret sig inden for det seneste år. Vod er en gigantisk industri, styret af de få virksomheder med nok mammon på bundlinjen til at skubbe al konkurrence ud i kulden. I et interview fra 2019 bemærkede Efe Cakarel, at hele Mubis budget svarer til to episoder af ’The Crown’. Men alligevel fremgår det i interviewet, at grundlæggeren ikke stiller sig tilfreds med at være den skæve elev i klassen. Ved at fremme en sund forretningsmodel med sorte tal på bundlinjen (i skarp modsætning til eksempelvis Netflix, der har massive lån) har Cakarel fremsat en plan om global ekspansion, distribuering af festivaltitler og i 2023 også egenproduktion af titler.
Resultaterne er allerede at få øje på: Kantemir Bagalovs smukke queer krigsdrama ’Beanpole’ samt Carlo Mirabella-Davis’ kønsgysertitel ’Swallow’ er begge distribueret globalt af Mubi. Og deres kurateringsproces er stadig beåndet: Fra klassikere som ’The Red Shoes’, ’Kwaidan’ og ’Cleo From 5 to 7’ over den moderne indie-darling ’Madeline’s Madeline’ og den sydkoreanske vampyr-thriller ‘Thirst’ til Dario Argentos giallo-mesterværk ’Deep Red’. Selvom Mubi har ry for kun at være for de mest kræsne cineaster, har de i sandhed noget for enhver smag.
Meget kan tyde på, at Mubi i fremtiden ikke så meget bør sammenlignes direkte med streamingplatforme som Netflix, men snarere indie-distributører som A24, NEON og Annapurna Pictures. Selvom de næppe nogensinde ville kunne betale gildet for en ’The Irishman’ eller ’Mank’, har de en fordel over konkurrenterne, når der skal bejles til auteurprojekter.
Instruktør Lulu Wang har i interviews bemærket, at hun gik uden om »›et firma som Netflix« og i stedet valgte A24, da hendes film ’The Farewell’ skulle distribueres, fordi hun vidste, de ville kæmpe for den. Det samme ry har Mubi uden tvivl – de har i al fald nok goodwill til, at de allerede har distribueret kortfilm fra anerkendte instruktører som Yorgos Lanthimos, Luca Guadagnino og Peter Strickland.
Om Mubi sejrer eller knækker ryggen på den voldsomme ekspansion, vil de næste afgørende år vise. Uanset hvad er jeg taknemmelig for min gamle veninde, der introducerede mig til tjenesten. Forhåbentlig har jeg hermed gjort det samme for andre.