’Beanpole’: Krigsdrama med kvindelig queer-vinkel kan sammenlignes med de store mesterværker

’Beanpole’: Krigsdrama med kvindelig queer-vinkel kan sammenlignes med de store mesterværker
'Beanpole'.

En ung kvinde betragter et billede af overlægens to små børn på hans kontor. »De er smukke«, siger hun, før hun uden at fortrække en mine fortsætter: »Er de døde?«

Kvinden Masha (Vasilisa Perelygina) har som så mange andre russere selv oplevet det hjerteskærende tab at miste sit barn til Anden Verdenskrigs dødsmarch. Den lille underernærede dreng Pashka, der træt og forsigtigt tigger om mad, var ellers under værge hos hendes veninde og soldaterkammerat Iya (Viktoriya Miroshnichenko), der hjemsendes på grund af et posttraumatisk hjernesyndrom, som gør, at hun fra tid til anden står lammet i en tranceinduceret tilstand. Da Masha efter krigens slutning kommer hjem fra Berlin til et dødt barn, sætter hun sig straks for at få en ny unge med Iya som rugemor, da hun selv er infertil efter sin første fødsel.

I Vesten kender vi hovedsageligt til Østfrontens krigsscenarier gennem historier om evighedsbesættelser i Stalingrads ruiner og massegrave i Polen. Kantemir Bagelovs lovpriste krigsdrama ’Beanpole’, der nu endelig kan ses herhjemme via artfilmtjenesten Mubi, fokuserer i stedet på efterspillet af krigen i Leningrad, hvor de to kvinder Masha og Iya prøver at samle stumperne af et ødelagt liv sammen.

På militærhospitalet, hvor de arbejder som sygeplejersker, taler forstanderen beroligende om, at alle nu kan se frem til en fredstid, hvor krigssårene kan heles. Men det kollektive traume virker for overvældende at leve med. I smug begår overlægen aktiv dødshjælp, tilskyndet af soldaterne selv og deres nærmeste, og sporvogne stoppes midt på gaden af folk, der i desperation kaster sig ned under deres metalliske hjul. 

Som Yu Haus bog ’At leve’ om en bonde under Maos blodige kulturrevolution eller Isao Takahatas anime ’Grave of the Fireflies’ om to hjemløse børn under amerikanernes brandbombning af Tokyo er ’Beanpole’ den sjældne historie om de civile omkostninger af krig i det 20. århundrede. Den menneskelige tragedie er filmet smukt af fotograf Kseniya Sereda fra spartanske lejligheder til vindblæste stræder med et særligt fokus på ansigterne. Alle er de badet i et sygeligt grønligt skær: krigens spekter, der hjemsøger byen og dens beboere som en cancer. Det hele er skabt over en utrolig periodepræcis reproduktion af Leningrad i 1945, der blandt andet består af en 600 meter lang gade, som udendørsscenerne er filmet på.

Fokus er dog ikke på det sovjetiske regimes forbrydelser mod befolkningen eller dets mange ikonografiske pejlemærker. Her er ingen brutalistiske statuer af Lenin eller hammeren og seglet badet i det blodrøde sovjetiske flag. I stedet er det venskabet og den groende romance mellem Iya og Masha, som er filmens bankende hjerte, da de to kvinder gennem sorgfulde blikke og tunge åndedræt nærmer sig hinanden, mentalt såvel som fysisk.

Og som den rygende liderlighed mellem Kim Min-hee og Kim Tae-ri i ’The Handmaiden’ eller Adèle Hanael og Noémie Merlants stjålne blikke til hinanden i ’Portræt af en kvinde i flammer’, så er det kærligheden mellem de to kvinder i centrum, som bringer ’Beanpole’ i selvsamme selskab af mesterværker. At både Viktoriya Miroshnichenko og Vasilisa Perelygina er debutanter, gør blot deres præstationer endnu mere imponerende.

‘Beanpole’.

De to venner og elskere er som pot og pande. Med sine store, intelligente øjne og det ukuelige smil i tragediens ansigt skaber Masha kaos i samtlige rum, hun går ind i. Som da hun reagerer på sin søns død ved varmt at omfavne Iya og slæbe den dødsens bange veninde under armen til den nærmeste bar.

Iya, der på grund af sin lange krop og tranceseancer, kærligt kaldes bønnestage, skyder op over samtlige mennesker omkring hende og virker konstant socialt utilpas. Filmens første indstilling er hendes lammede krop og smukke androgyne ansigt, der slår nervøse spændinger i et vaskerum, mens kvinderne omkring hende venter på, at hun kommer sig over sit anfald. Det billede bliver hurtigt filmens bedste afbildning af krigens omkostninger.

Den unge wunder-instruktør Bagelov har bemærket, at ’Beanpole’ er inspireret af Svetlana Alexievich’ ’The Unwomanly Face of War’, en samling af mundtlige historier fra russiske kvinder i krigen, og af et billede taget af krigsfotograf Robert Cava af to kvinder, der danser i Moskva i 1945. Historier, der bevidner menneskets utrolige evne til at hele i fællesskab trods vores appetit for ondskab og ødelæggelse.

Da Masha og Iya går hånd i hånd ned ad Leningrads brutaliserede gader med et håb om at skabe en familie sammen trods deres forfærdelige omstændigheder, er det svært ikke at knibe en tåre og igen nære et håb for os mennesker.  


Kort sagt:
Endnu en gang viser queer-dramaer sig som en stærk genre, når der skal serveres ulmende kemi, melodrama og tårepersende tragedie. Instruktørtalentet Kantemir Bagelovs anden film er en ukueligt humanistisk krigsfilm om to kvinders tilværelse i Sovjetunionen efter Anden Verdenskrig.

’Beanpole’. Spillefilm. Instruktion: Kantemir Bagelov. Medvirkende: Vasilisa Perelygina, Viktoriya Miroshnichenko. Spilletid: 130 min. Premiere: Kan ses på Mubi.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af