‘The Handmaiden’: Fremragende erotisk thriller er sensuel, brutal og overrumplende
De fleste filmskabere kæmper ind i mellem med filmsproget. De tager narrative smutveje, overfortæller, underfortæller, læsser deres værker med metaforer, er visuelt konservative eller er demonstrativt visuelt eksperimenterende på en måde, hvor helheden bliver mindre stærk end enkeltdelene.
Så meget desto mere opsigtsvækkende er de få filmskabere, der – hvad enten man kan lide dem eller ej – kombinerer filmteknisk håndværk og kompromisløs vision. Kunstnere som Claire Denis, Lynne Ramsay, Wes Anderson og Bong Joon-ho.
Park Chan-wook hører med på denne liste. ’The Handmaiden’ er den ottende film, som jeg har set af den 54-årige sydkoreaner, og den færdes ubesværet i samme høje luftlag som de foregående syv.
Det, der begynder som en simpel con-man-fortælling i krydsfeltet mellem drama og krimi, udvikler sig i løbet af den to og en halv time lange spilletid til en erotisk thriller, der både tør – og evner – at være softcore sensuel, brutal og overrumplende. Der er knald på med cunnilingus og fingerafhugning, scissoring og sindssygehospitaler i trekantsdramaet mellem den falske greve Fujiwara (Jung-woo), den fattige tjenestepige Sook-Hee (Tae-ri) og overklassesdamen Hideko (Min-hee).
Det centrale trekløvers sociale status, skiftende magtforhold og seksualitet kortlægges ét øjeblik kartografisk klinisk for det næste at blive vendt på hovedet gennem skjulte blikke og et pludseligt aggressivt penetrerende kamera. En hånd på en arm, et stjålet blik gennem et nøglehul, et gisp, usagt kærlighed og utømmeligt had. Et væld af følelser i en enkelt scene, et enkelt billede.
Hvor en ringere instruktør havde peget ekspositionsdialogens store, grimme spotlys mod disse nuancer, får Park Chan-wook dem frem i lyset med match-on-action-klip mellem tid og sted, klippehastighed, framing og dristige kamerabevægelser. ’The Handmaiden’ er en fryd for øjet – og hjernen. Det er en film, der danser elegant og nærmest vægtløs henover lærredet og nethinden. Lige indtil den stikker en finger i øjet på én. Fornedrelse. Følelsesmæssig manipulation. Tortur.
Og midt i det hele en af de smukkeste og mest erotiske sexscener i en mainstreamfilm i årevis. En scene så ophidsende, at man tager sig selv i at kigge forlegent ned i biografsalens gulv i et splitsekund.
Narrer Fujiware og Sook-Hee den virkelighedsfjerne Hideko? Finder de to kvinder hinanden i en strengt patriarkalsk verden? Eller arbejder Fujiwara og Hideko i virkeligheden sammen? Og hvor passer Hidekos strenge onkel med det omfattende bibliotek (Jin-woong) ind i maskespillet?
Park Chan-wook er ikke bange for at ty til store twists og bombastiske skift i tone, men takket være et mesterligt greb om filmsproget, bliver det aldrig forceret. Tværtimod giver disse eksplosioner blot dramaet tyngde. Ligesom i de bedste af de sidste par årtiers sydkoreanske film. ’Oldboy’, ’Memories of Murder’, ’3-iron’, ’A Bittersweet Life’ og ’Mother’.
Og tag ikke fejl. Det er den liga, ’The Handmaiden’ befinder sig i.
Kort sagt: Park Chan-wook laver kun fremragende film, og hans seneste er ingen undtagelse. ’The Handmaiden’ er én af de senere års mest erotisk æggende og visuelt intelligent fortalte film. Den fortjener ikke bare at blive set, men at blive set i biografen.