FARVEL TIL 10’ERNE. Da jeg boede i USA i 2008, var jeg rigtigt glad for Netflix. Jeg gik ind på deres hjemmeside og valgte to film fra deres imponerende udvalg, og ganske få dage senere smed postbuddet en lille rød kuvert i min brevsprække. Da jeg havde set begge film, sendte jeg dem tilbage og fik automatisk tilsendt de næste fra min nøje prioriterede liste.
Det var smart. Og da jeg kom hjem, fortsatte jeg modellen med Lovefilm i Danmark, om end kataloget her var knap så prangende.
Det er 10-12 år siden, men føles som en menneskealder. I dag er en af de to tjenester en verdensledende mastodont, der har ændret underholdningsindustrien, som vi kender den. Den anden er Lovefilm.
Også i Danmark er Netflix den førende streamingtjeneste. Alle kender Netflix. De fleste har deres eget Netflix-abonnement – eller nasser på naboens. At det kun er syv år siden, 16. oktober 2012, at tjenesten åbnede i Danmark, fatter man ikke.
Udviklingen på streamingfronten har været med til at gøre 10’erne til det mest skelsættende årti længe. Hvor filmverden engang roterede omkring de magtfulde studier, har dens akse nu forrykket sig med voldsom kraft.
Her få måneder fra 2010’ernes afgrund bliver Netflix’ overherredømme udfordret. Den seneste tid har milliardtunge virksomheder oprustet bag frontlinjerne, og i disse måneder trækker det op til en verdenskrig, hvor alle næppe overlever. Det store spørgsmål er, hvad det betyder for os film- og serie-elskere ude i stuerne?
Men for først at tegne fronterne op: Med 150 millioner abonnenter og en hyperaktiv produktion over det meste af verden er Netflix stadig stormagten, alle ønsker at bide i haserne. I 2018 udkom tjenesten ifølge Quartz med 90.000 minutters film og serier – fordelt på 345 original-titler – og man ville således skulle se fire timers fjerner hver dag for at nå igennem det hele.
Ved siden af Netflix har Amazon Prime de seneste år markeret sig med både film- og tv-produktion, der fletter sig naturligt ind i deres portefølje også bestående af toiletpapir og røremaskiner. Mens Hulu, der tidligere primært samlede programmer fra diverse gammeldags tv-kanaler, er slået igennem med serier som ’Difficult People’, ’Shrill’ og især ’The Handmaid’s Tale’. 1. november launcher Apple TV+. Her vil man kun kunne se de film og serier, der er produceret direkte til tjenesten, for 39 kroner om måneden (gratis, hvis man køber et Apple-produkt).
12. november kommer så Disney+, der ud over en række nye serier som ’Star Wars’-spinoffen ’The Mandalorian’ og en ’High School Musical’-spinoff også vil samle det komplette indhold ejet af giganten, hvilket vil sige alt fra Marvel- til Pixar-film. Frygtindgydende.
Da Netflix startede deres satsning på egenproducerede serier med ’Lilyhammer’ og ’House of Cards’, var drømmen en dag at kunne måle sig med kvaliteten hos HBO, som naturligvis stadig er en væsentlig konkurrent om seernes tid, og som lige nu har momentum efter ’Game of Thrones’ med serier som ’Succession’, ’Euphoria’ og den kommende ’Watchmen’. HBO er ejet af Warner, som til foråret launcher HBO Max, der forvirrende nok ikke som sådan har noget med HBO at gøre, men eksempelvis bliver det sted, ’The Big Bang Theory’, ’Friends’ og ’The Fresh Prince of Bel Air’ eksklusivt kan ses.
Til foråret – nærmere bestemt april – vil en anden gigant, NBCUniversal, også lege med. De lancerer tjenesten Peacock, som kan bryste sig af ’The Office’, når Netflix’ rettigheder udløber i 2020, og som ud over en masse indkøbt indhold også byder ind med originalproducerede serier som et reboot af ’Battlestar Gallactica’ og sci-fi-serien ’Brave New World’.
Jagten på genierne
Ud over komplet forvirring hos alle, der har andre ting at lave end at nærstudere mediegiganternes desperate forsøg på at fastholde de mange cable-cutters, som nu promiskuøst stiller deres krop til rådighed for det bedste det billigste streamingabonnement, mærkes oprustningen også på andre måder.
For tiden oplever vi eksempelvis en så ærgerrig jagt efter genierne som en ’Paradise Hotel’-deltager efter et års forbrug af Bacardi Breezers.
I Hollywoods guldalder fra rundt regnet 1920’erne til og med 50’erne var alle ’talenter’ – fra instruktører til skuespillere – i stald hos et af de store filmstudier, og ikke siden har vi oplevet en så aggressiv bestræbelse på at lægge permanent beslag på de kreative kræfter som nu.
Netflix har indgået million- eller ligefrem milliardstore eksklusivaftaler med serieskabere som Shonda Rimes (’Grey’s Anatomy’), Ryan Murphy (’Glee’, ’American Horror Story’) samt Dave Benioff og D.B. Weiss (’Game of Thrones’).
I weekenden kom det frem, at Apple har signet verdens lige nu måske mest respekterede filmskaber, Alfonso Cuarón (’Gravity’, ’Roma’). I forvejen var deres deals med folk som Reese Witherspoon, Oprah Winfrey, J.J. Abrams og M. Night Shyamalan det, de først og fremmest blærede sig med, da deres kommende tjeneste blev præsenteret for nogle måneder siden.
HBO har indgået aftaler med alle fra ’Skam’-skaber Julie Andem til Jon Stewart, Danny McBride og Lena Dunham. Amazon har Jill Soloway (’Transparent’) og Jordan Peele (’Get Out’) i stald. NBC’s Peacock spiller en god sum af deres moneter på manden bag ’Brooklyn Nine-Nine’ og ’Parks and Recreation’, Mike Schur.
Pengene flyder i det hele taget i så massive strømme, at man kan blive mange for, hvornår boblen brister. Warner betalte efter sigende over fire milliarder kroner for rettighederne til alle 12 sæsoner ’Big Bang Theory’.
Apple har netop erhvervet sig tredje kapitel i Steven Spielbergs Anden Verdenskrig-saga, som koster 1,7 milliarder kroner at producere – et beløb, der gjorde, at HBO, som ellers stod bag de to første, ’Band of Brothers’ og ’The Pacific’, måtte kaste kortene i bunken. Og Amazon bruger efter sigende små syv milliarder kroner på at skabe deres kommende ’Ringenes herre’-spinoff, den dyreste serie nogensinde.
Noget for alle, men ikke det smalle
Herhjemme kunne Politiken for nylig berette, at branchen skriger efter flere dygtige danske filmfolk, nu hvor Netflix, HBO og Viaplay for alvor er trådt ind på markedet, og der i dette øjeblik er 20 danske serier i produktion. De nye generationers klassiske forældresamtaler om fremtiden ved middagsbordet kan nu tage en forbløffende drejning. »Hvorfor vælger du ikke en mere sikker levevej, sønnike? Læge, ingeniør eller… manuskriptforfatter«.
På den måde sender streamingslaget også rystelser under hjemlige himmelstrøg. Hvordan de mange forskellige tjenester som Disney og Peacock vil bringe sig i spil over for os danske forbrugere, er endnu uvist. Men en ting står klart: Vi kommer til at mærke det.
Den udvikling, der har accelereret gennem årtiet som en cykelrytter i raketfart ned af Alpe d’Huez, kan således både gøre os film- og serieelskere til vindere og tabere.
Vi vinder, fordi peak tv-situationen betyder, at der er noget at se for alle. Netflix’ samlede abonnentsbase er så massiv, at selv nicherne er store nok til, at man laver film, serier, dokumentarprogrammer og talkshows netop for dem.
Om man så er til japansk reality eller lun pensionisthumor, er der noget at komme efter (om end man nogle gange må spørge: Er der noget godt at komme efter?). Det er en gevinst for mangfoldigheden – og for seergrupper, som ikke altid har følt sig set i de gængse network-kanalers strømlinede udbud.
Vi taber, fordi tjenesterne samtidig helst skal ramme en betragtelig masse. Amazon har således netop ændret strategi, for mens de tidligere bakkede op om visionære filmkunstnere – de producerede Nicolas Winding Refns herostratisk langsommelige ’Too Old to Die Young’, for dælen! – vil de nu satse mere på bredtfavnende film og serier som førnævnte ’Ringenes herre’ eller spionserien ’Jack Ryan’.
Lad os krydse fingre for, at streaminglandskabet ikke følger i fodsporene på biografernes retning de seneste år, hvor det primært er de store event-film, der trækker mennesker. Vi behøver ikke se tjenesterne falde over hinanden for at være dyrest, størst, vildest. Det er noget andet, tv-mediet kan.
Samtidig må man stadig konstatere, at det er svært at opdrive film på streamingtjenesterne, der er ældre end 1980, udspiller sig på et andet sprog end engelsk eller bare tilhører kunstfilmkategorien. Nicheaktører som Mubi og Criterion gør et bravt forsøg på at holde den smalle eller mere eksotiske filmkunst i live, og her kan de særligt interesserede selvfølgelig opstøve perlerne. Men det er stadig en skam, at den slags film stort set ikke kan findes på de store tjenester, hvor de ikke særligt interesserede måske kunne opdage dem.
Vi taber, fordi vi nu får koldsved over de uoverskueligt mange udbydere, som vi skal forholde os til. Da Netflix brød frem, og folk stille og roligt begyndte at opsige deres flowpakker med 50 kanaler, de aldrig så, havde mange optur over ideen om at have alt samlet på et sted.
Glem det.
Skal man have sin sult efter de bedste serier opfyldt, skal man nu have fire-fem forskellige abonnementer. Næste år kan antallet være 10. Og dermed har vi paradoksalt nok en situation, der fra brugerens perspektiv minder ærgerligt meget om den svundne kabeltid – bare tanden mere besværligt. Drømmen om en one-stop-streamingløsning – en Spotify for tv-serier – er sandet til i rettigheder og kæmpende mediegiganter. Og her har Netflix naturligvis en kæmpe fordel, fordi de var først, er størst og har indhold, der opfylder de flestes behov.
Man kunne så have frygtet, at denne fragmentering betød, at vi aldrig ville samles om noget mere. Og måske bliver det faktisk sværere og sværere at holde den fælles samtale i live. Men på det seneste har en serie som ’Chernobyl’ vist, at tv-serien stadig kan være arena for fællesskab på tværs af generationer og ståsted. Det kan dog godt være, vi kommer til at løbe stakåndet fra den ene gratis første måned til den anden, efterhånden som buzzen om en den næste fantastiske serie rammer.
Vi vinder, fordi den væsentligste valuta i tjenesternes kamp om seernes gunst stadig er kvalitet. Apples tjeneste bliver først for alvor en succes, hvis de laver tv-serier, som folk taler om og anbefaler til deres venner. Det gælder stadig, at content is king. Og der er således god grund til at tro, at vi vil få flere gode serier og straight to sofaen-film at vælge imellem end nogensinde.
Det kan virke uoverskueligt, men er også et tilvænningsspørgsmål. De færreste beklager sig over, at der er for mange gode bøger. Og at visionære film- og serieskabere, fra Scorsese til Cuarón, får kastet penge i nakken for at skære akkurat de fortællinger, de brænder for, er svært at beklage sig over.
2010’erne var landgangsbro for Første Streamingkrig. 20’erne vil give os et bedre billede af krigens ofre. Der er dog håb for, at seerne hverken bliver de første eller største.
Læs også: De 25 vigtigste film i 2010’erne
Læs også: Farvel til et årti, der ændrede filmverden for bestandig
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne