Jessica Lange som bedstemor i Barbie-outfit forstår ikke problemet i, at hendes Münchhausen by proxy-kræftramte barnebarn har kaldt en homoseksuel journalist for »buttmunch«.
»Det er det, bøsser gør«, forklarer hun. »De æder af numser og fejrer Halloween«.
Scenen udspiller sig i den nye Netflix-serie ’The Politician’. Det er Ryan Murphys første eksklusive serie for Netflix, der i 2018 betalte over en milliard kroner for eneretten til den hyperflittige serieskaber, der også står bag ’Glee’, ’American Horror Story’ og ’Pose’. Det må betragtes som den største handel af en enkeltperson i tv-verdenen nogensinde.
’The Politician’, som er skabt med Brad Falchuk og Ian Brennan, er et potpourri af Murphys karakteristika.
Den handler om en gruppe smukke, overambitiøse teenagere på en amerikansk highschool. De er fra rigmandsfamilier, hvis boliger præsenteres med ulasteligt overdådige set-designs. Og seksualitet spiller en stor rolle.
Den 53-årige, åbent homoseksuelle Murphy har udtalt til The Hollywood Reporter, at hans nye serie er en klasseafsløring inspireret af 70’er-filmene ’The Candidate’ og ’Shampoo’ med associationer til nutidens Trump-æra. »Det er velhavende mennesker i slet spil«, som han siger.
På papiret kan Ryan Murphys produktioner lyde som excentrisk underholdning til nicherne. Så hvordan i alverden er han blevet en konge af moderne mainstream – hvorfor er han et ticifret beløb værd for en global streaminggigant?
Spielberg købte debutmanuskriptet
Murphy startede som aspirerende journalist og skrev i 1990’erne i kulørte magasiner som Entertainment Weekly, inden han i 1995 solgte sit første filmmanuskript til ingen ringere end Steven Spielberg. Filmen ’Why Can’t I Be Audrey Hepburn’ blev aldrig produceret, men gav blod på tanden hos den unge mand, der tidligt gjorde sig bemærket i branchen for sin ukuelige selvsikkerhed.
Ryan Murphy debuterede med serien ’Popular’ i 1999, der efterfølgende har fået kultstatus, selvom den floppede. Han lavede derefter ’Nip/Tuck’ om et af 00’ernes mest hypede emner: plastikkirurgi. Her leverede Dr. Sean McNamara seriens kernereplik »Fortæl mig, hvad ved dig selv du ikke bryder dig om«.
Murphy har produceret stort set alle sine hit-serier for FX, en kabelkanal, under den konservativt styrede tv-station Fox.
Det gjaldt også hans helt store gennembrud, ’Glee’, som han skabte i samarbejde med Brad Falchuk. Det var fortællingen om en highschools glade taberkor og deres ikoniske neoliberale nemesis i træningsdragt, Sue Sylvester (spillet af Emmy-vindende Jane Lynch). Den blev en kæmpe succes og kørte i seks sæsoner, fik sin eget reality-spinoff ’The Glee Project’ og blev nomineret til alt fra Emmys til Grammys.
Selvom hans tilknytning til et gammeldags tv-netværk forhindrede ham i at vise nøgenhed og bandeord, fik Murphy alligevel sneget en hel del pointer om sex og seksualitet ind alligevel.
Særligt fremhæves ’Glee’ i dag for at have haft afgørende betydning for repræsentationen af unge LGBTQ-mennesker og for at have fast karakter med Down’s Syndrom.
Og hvor går man så hen fra et halvsatirisk sukkersødt musicalunivers?
Ryan Murphy lavede såmænd den originale gyserserie ’American Horror Story’, der med samme cast fortæller forskellige historier i hver sæson. Den blev den første succesrige horrorserie, og syngende nonner i latex og politiske dræberklovne er blandt de outrerede påfund. Den niende sæson har netop haft premiere i USA og er en homage til 80’ernes gyserklassikere som ’Halloween’ og ’Fredag den 13’.
I det hele taget har Murphy pustet nyt liv i antologiserien . ’American Crime Story’s foreløbigt to sæsoner handler om O.J. Simpsons berygtede retssag og mordet på den italienske modeskaber Gianni Versace. I miniserien ’Feud’ om indspilningerne af Hollywood-klassikeren ’Whatever Happened to Baby Jane’ fik Murphy afløb for sin forkærlighed for den aldrende diva-karakter.
Indimellem sine serieprojekter har han instrueret forskelligartede filmatiseringer: bestselleren ’Spis, bed, elsk’ og aids-vidnesbyrdet ’The Normal Heart’. Hans seneste serier tæller desuden den soapede alarmcentralsserie ’9-1-1´og ikke mindst det Emmy-belønnede transepos ’Pose’.
Ryan Murphy kombinerer som få andre tv-skabere popæstetik med grov grænsesøgende humor og kendiskraft. Som regel med en indbygget politisk kommentar. Som ’The Politician’ hvis sylespidse kommentarer til politisk manipulation trækker tråde til det aktuelle amerikanske politiske klima, men også forårets optagelsesskandale, hvor det kom frem, at en række berømtheder bestak Ivy League-universiteter for at få deres børn optaget.
I ’The Politician’ trækker Murphy på flere faste medlemmer af sit slæng af stjerneskuespillere, der næsten altid stiller op til hans projekter: Gwyneth Paltrow, hans tætte ven, som også medvirkede i ’Glee’, og Jessica Lange, der har medvirket i alt fra ’American Horror Story’ til ’Feud’.
Populær og produktiv
Der er meget langt fra ’The Wire’, ’The Sopranos’ og ’Six Feet Under’ til Ryan Murphy. Men Murphy har været aktiv og vedholdende siden årtusindeskiftet, hvor den såkaldte serieguldalder blev indstiftet.
Umiddelbart kan man undre sig over, hvorfor det er Murphy og ikke bagmændene bag de kanoniserede 00’er-serier, der skriver kæmpekontrakt med Netflix.
En del af svaret skal selvfølgelig findes i, at han laver uhyre populære serier, der bliver set af langt større masser end kritikerdarlings på HBO – han kommer fra den mere hardcore kommercielle ende af tv-branchen end sine højt estimerede kolleger. Men det skal også findes i, at der næppe er nogen anden tv-skaber, der er lige så flittig som Ryan Murphy. Kombinationen gør, at han er guld værd for indholdsærgerrige Netflix, for hvem det er alfa omega at have en bred og alsidig palet.
’The Politician’ er den niende tv-serie, han bærer et markant ansvar for i de seneste fem år.
Og ligesom mange af hans serier gransker amerikansk identitet under den glitrede facade, er han også selv et klokkeklart eksempel på den amerikanske drøm. I kølvandet på milliardkontrakten med Netflix udtalte han til The New York Times:
»Jeg er fuldt bevidst om det historiske ved det her øjeblik. Jeg er en homoseksuel dreng fra Indiana, som flyttede til Hollywood i 1989 med 55 dollars sparepenge i lommen, så det faktum, at mine drømme er krystalliseret og gået i opfyldelse på så storslået vis, er følelsesladet og overvældende for mig«.
Vil ikke være camp
Murphys varemærke er hans skarpt satiriske behandling af stereotype miljøer som den amerikanske highschool.
Rødderne i den amerikanske midtvest, og opvæksten som homoseksuel musicalelsker i en traditionel middelklassefamilie, har givet ham et skarpt øje for outsiderens fortælling.
Måske derfor hader Ryan Murphy, når hans serier bliver kaldt »camp«. Han mener, udtrykket bruges til at marginalisere homoseksuelle kunstneres værker, har han fortalt The New Yorker.
For tværtimod har samtlige af Murphys serier appelleret til et bredt publikum. Murphy har aldrig lagt skjul på sin fascination af camp-titler som glammusicalen ’The Rocky Horror Picture Show’, som fik sit eget tribute-afsnit i ’Glee’. Men selvsamme serie er netop et eksempel på, hvordan orgiementaliteten fra den kultdyrkede musical kan oversættes til teenageliderlighed og popularitet hos et mainstream-publikum.
Murphy påpeger i The New Yorker, at det er paradoksalt, at den mængde personlighed, han lægger i sine seriefortællinger, korrelerer negativt med den kritiske modtagelse.
For ’The People v. O.J. Simpson’ er hans mest kritikerroste værk, men samtidig det mindst personlige:
»Den eneste del af ’O.J.’, som virkelig afspejlede mig, var Marcia Clark. Men det var et eksperiment i tilbageholdenhed, og det er den side af mig, kritikere elsker mest – selvom det er den side af mig, jeg selv elsker mindst«.
Murphy ser sig selv som en barokkunstner og har flere gange sammenlignet sig selv med paven. Men trods det kerneeuropæiske forbillede, som særligt fik afløb i mordsagaen om den ekstravagante italienske modeskaber Versace, kan Murphy ikke løbe fra at være amerikaner.
Hans titler afslører hans rodfæstning i den amerikanske fortælling. I ’The Politician’ er Murphy da også tilbage på den ærkeamerikanske highschoolgrund.
Den stjålne stilet
Ryan Murphy er også anerkendt for sin særlige evne til at skabe komplekse roller til de kvinder, der ikke altid er plads til i Hollywood, nemlig de midaldrende eller endda aldrende af slagsen.
I ’Feud’ inkarnerer Jessica Lange og Susan Sarandon divaskuepillerinderne Joan Crawford og Bette Davis.
’Glee’ skabte udover stjerneeksemplet Sue Sylvester en interessant ark til Dot Jones som Coach Beaste. Og Murphy har spillet en stor rolle i Sarah Paulsons karriere, efter hun medvirkede i ’American Horror Story’ i midten af sine 30’ere.
Arnestedet til fascinationen af karismatiske ældre kvinder skal muligvis findes i Murphys barndom.
Hans bedstemor var en slags skytsengel for ham. Hun var film- og tv-buff i 1960’ernes Indianapolis og udgjorde et safe space i Murphys opvækst præget af en traditionel irsk katolsk far med løstsiddende næver.
I ’Pose’ bruger Murphy den transkønnede prostituerede Angel (Indya Moore) som talerør for en anekdote fra sin egen barndom. Lille Ryan stjal en rød stilet og blev tæsket og udskammet af sin far – ikke bare for at stjæle, men mest af alt for hvad han stjal.
Arbejderfaren til den aspirerende musicalstjerne Kurt i ’Glee’ springer også ud af serieskaberens egen opvækst. Da han springer ud som homoseksuel, bliver det farens kærlighedsprojekt at støtte ham bedst muligt. Det er Murphys fantasi om den far, han aldrig selv havde, har han fortalt The New Yorker.
Men fascinationen af alderdommen og ungdommen går hånd i hånd. Murphy har nemlig også et særligt øje for talentfulde unge skuespillere, som han elsker at sende ud i karaktermæssige afkroge.
Hovedrollen som ’The Politician’s stålsatte og kalkulerende elevrådsformand in spe, Payton Hobart, spilles af musicalstjernen Ben Platt, der også er kendt fra filmserien ’Pitch Perfect’. Film, der næppe ville have set dagens lys, hvis det ikke havde været for ’Glee’.
Murphys antologiserie ’American Crime Story’ lod på samme måde den lidt polerede ’Glee’-skuespiller Darren Criss gå fra elskeligt tenor-hunk til fuldbyrdet psykopatisk morder som Andrew Cunanan i ’The Assasination of Gianni Versace’.
108 transpersoner, 31 LGBTQ-figurer
Ryan Murphy repræsenterer på sin egen skæve måde Hollywoods øgede fokus på mangfoldighed. Han har fra begyndelsen fokuseret store dele af sit værk på homoseksuelle karakterer, fra ’Glee’ til den Emmy-vindende tv-film ’The Normal Heart’ om AIDS-aktivisten Larry Kramer.
Ryan Murphy går forrest for at skabe mere alsidighed i sine produktioner. Da han med ’Pose’ ønskede at fortælle en historie fra 1980’ernes Vogue-scene i New York, inspireret af Jennie Livingstons dokumentar ’Paris is Burning’, gjorde han den transkønnede skribent og aktvist Janet Mock til sin rådgiver og instruktør på serien. Det oprindelige manuskript fandt han desuden hos Steven Canals – en 36-årig queer manuskriptforfatter med afrolatino-baggrund.
»Det er tv som kampplads. Jeg vil sætte handling bag mine ord«, siger Murphy i The New Yorker. Her nævner han også, »at der er 108 transpersoner foran eller bag kameraet i ’Pose’, som desuden rummer 31 LGBTQ-figurer«.
’Pose’ krystalliserer hans evne til at fortælle minoriteters historie uden at ekskludere nogen.
Målet var at tegne miljøet i samhørighed med dets virkelige hovedpersoner, de transkønnede afroamerikanere, der udgjorde en væsentlig del af drag-kulturen. Sådan blev ’Pose’ til en af de mest fremsynede mainstreamserier til dato med transkønnede og non-binære skuespillere i de fem centrale roller.
Murphy bruger desuden sin position til at sørge for bedre lønninger og muligheder for de kvinder og minoriteter, der er en del af hans projekter. Janet Mock har nu fået sin egen millionkontrakt hos Netflix. Hun er den første transkvinde nogensinde, der skriver kontrakt med et medieselskab.
Talrige serier på vej
Ryan Murphys milliardaftale med Netflix løber i fem år.
Og selvom den virker banebrydende, vækker den minder om det system, som herskede i 1950’ernes Hollywood. Dengang var en stjerneskuespiller fast på lønningslisten hos et produktionsselskab, som så til gengæld kunne bruge dem i så mange projekter som muligt.
Murphy-aftalen efterfulgte ’Greys Anatomy’-skaberen Shonda Rhimes, der fik 100 millioner dollars for sin kontrakt med Netflix.
Rhimes brød isen, og Murphy hævede indsatserne. Også ’Game of Thrones’-skaberne David Benioff og Dan B. Weiss er nu i stald hos streaminggiganten.
Ryan Murphy var faktisk startet på ’The Politician’, før han forlod FX. Så i virkeligheden bliver den første fuldbyrdede Netflix-produktion serien ’Hollywood’, der har Darren Criss og David Corenswet fra ’The Politician’ på rollelisten.
2020 bringer adskillige produktioner fra Murphys hånd. Serien ’Ratched’, der tager udgangspunkt i den nederdrægtige sygeplejerske fra Milos Formans ’Gøgereden’, og miniserien ’Consent’, der i hvert afsnit siges at tage udgangspunkt i beretninger fra #Metoo-bevægelsen, blandt andet omkring Harvey Weinstein og Kevin Spacey.
Derudover venter en filmatisering af Broadway-musicalen ’The Boys in the Band’, der er kendt for et cast udelukkende bestående af homoseksuelle mænd. Plus en filmatisering af musicalen ’The Prom’ med Meryl Streep og Nicole Kidman i hovedrollerne.
Murphy har også planer om en serieadaptation af Richard Attenboroughs musical ’A Chorus Line’, en fortælling med Ewan McGregor som designeren Halston, en dokumentarserie om Andy Warhol og et projekt om den tyskfødte Hollywood-stjerne Marlene Dietrich i samarbejde med favoritdivaen Jessica Lange.
Og endelig venter sæson tre af såvel ’Pose’ som ’American Crime Story’, hvis kommende kapitel handler om Monica Lewinsky-affæren med ’Booksmart’-stjernen Beanie Feldstein i hovedrollen.
Det er Ryan Murphys verden, vi lever bare i den.
Læs også: ‘The Politician’ sæson 1 – Finalen redder ny Netflix-series campede for-meget-hed