’The Politician’ sæson 1: Finalen redder ny Netflix-series campede for-meget-hed
Broadway-fænomenet Ben Platt spiller Payton Hobart, en elevrådsdengse med præsidentaspirationer og dertilhørende dedikation ulideligt strålende ud fra hvert eneste perfekt pomadefriserede hårfiber på sit hundehvalpede hængehoved. Han er som en yndig version af tegnefilmhunden Droopy med overmenneskelig smuk teint og følsomme læber. En highschool’er på en mission: Først elevrådsformandsskabet, så præsidentembedet. Vist nok bare fordi.
Fra sin nye, yderst velbetalte Netflix-fold går seriemagnaten Ryan Murphy (i kompagniskab med Brad Falchuk og Ian Brennan) med ’The Politician’ endnu engang highschool-livet efter i sømmene. Desværre ikke med sprudlende (musical)charme som i serienybruddet ’Glee’ (2009-2015), men den spydige satire hænger stadig ved.
Den har Murphy altid haft tæft for. Den titulære politiker er selvsagt førnævnte Payton, der intet foretager sig uden en lumsk, politisk bagtanke. Nøjagtig ligesom virkelighedens beslutningstagere, forstås.
Som den ambitiøse teenager Max Fischer i Wes Andersons ’Rushmore’ (1998) (der må have været primær inspirationskilde for Murphy og co.) er Payton også som besat af at nå sine mål. Ikke helt så elskelig excentrisk som den Anderson’ske antihelt, men med nok hemmelig baggage og knudrede familieforhold til, at vi alligevel finder ham interessant – på trods af den glat-som-en-ål kølighed, hvormed han sætter i scene, spiller modstandere ud mod hinanden og generelt bare er beregnende helt ned i sine lilletæer.
I kandidaturet til elvrådsposten er Paytons største konkurrent (og hemmelige flamme) den meget populære og meget, meget flotte River (David Corenswet). Alle kneb må med andre ord tages i brug, hvis atleten med det dreamy hår og den smukke kæreste Astrid (Lucy Boynton fra ’Bohemian Rhapsody’) på armen ikke skal løbe med sejren.
Heldigvis flankeres Payton af en benhård ’stab’ af næsten-lige-så-ambitiøse medstuderende, hvis karriemål er en plads lige bag magten, hvor de kan trække i trådene og få tingene til at ske. Kald det kampagnemedarbejder eller måske bare ham/hende med hånden oppe i røven på det oppustede politikerego. Og hvilket bedre sted at starte den løbebane end en ærkeamerikansk highschool, der, som film og tv-serier i årevis har lært os, er det perfekte mikrokosmos af samfundet uden for murene.
’The Politician’ er sardonisk som ’Heathers’ (1988), men hverken skrevet eller turneret med samme vid eller sylespidse bid. Omvendt er Michael Lehmanns langtidsholdbare genistreg med en uovertruffen Winona Ryder i den ikoniske hovedrolle som highschool-hævnerske også oppe i sin helt egen klasse, hvad angår teenage-satire i øjenhøjde med sin målgruppe.
Tonemæssigt slår serien ud på hele spektret. Alvorsdyb og dybt fjollet. Sarkastisk og indigneret. Melodramatisk og gakke-lak. Plottet flintrer stakåndet afsted med kærlighedstragedier, mordplaner, familieintriger og helt almindelige teenageproblemer i en sådan grad, at det er umuligt at holde fokus. Murphy har simpelthen så mange tricks (hej Jessica Lange) og quirks oppe i ærmet, at jeg ikke orkede for alvor at føle noget for Payton og hans projekt. Modsat ’Pose’, en anden Murphy/Falchuk-signeret serie, der på nu anden sæson er noget af det mest vedkommende og emotionelt engagerende, jeg længe har set på tv.
Når det er sagt, må du også bare overgive dig til ’The Politician’s camp’ede for-meget-hed. Gwyneth Paltrow (der i øvrigt er gift med forfatter og producer Brad Falchuk) spiller Paytons velhaver-mor på randen af skilsmisse og med en elskerinde i kulissen (tennisikonet Martina Navratilova i en g-e-n-i-a-l cameo). Iført ekstravagante designerrober to die for og med tungen velplaceret i kinden er Paltrow simpelthen seriens clou.
Skarpt forfulgt af ’Transparent’s Judith Light og legenden Bette Midler, der gør deres entré i seriens sidste – og stærkeste – afsnit. Sammenhængen skal ikke afsløres her, men Murphy bygger virkelig op til et brag af en anden sæson, der ser ud til at forlade highschool til fordel for ægte politik.
Sæsonafslutningen er ’The Politician’s redningskrans.
Kort sagt:
Egentlig synes jeg ikke, ’The Politician’ er en helstøbt serieoplevelse, men jeg er åbenbart villig til at se igennem fingre med meget, når Ryan Murphy lokker lækre mennesker til at skrue den helt op på elleve på camp-barometeret og gør kandidatur for en must see anden sæson.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.
Læs også: Verdens mest oversete serier #2 – Seriekonge smelter camp, kløgt og popkultur, så det er en fryd