SOMMERSERIE. Super-producer og showrunner extraordinaire Ryan Murphy har stået fadder til succesfulde tv-serier på stribe i efterhånden mange år.
’Nip/Tuck’, ’Glee’, ’American Horror Story’, ’Feud’, ’The People v. O. J. Simpson: American Crime Story’ og den HBO Nordic-aktuelle ’Pose’ er alle vellykkede og bredt anerkendte værker. Med rette. Men mit seriehjerte banker altså hurtigst for Murphys tv-debut ’Popular’, et satirisk twist på highschool-genren, der helt skandaløst blev spist af med to sølle sæsoner af The WB Network fra 1999 til 2001.
Som den senere musicalserie ’Glee’ udspiller ’Popular’ sig også blandt highschool-elever. På Jacqueline Kennedy High School tvinges de populære og outsiderne til at enes eller i hvert fald omgås hinanden, da Glamazon-heppekorslederen Brooke McQueen (hvilket perfekt navn!) og skolebladsnørden Sam McPherson bliver modvillige stedsøstre.
Den situation afstedkommer selvsagt en lang række sammenstød og masser af drama. Alliancer, venskaber og moralske kæpheste står med andre ord for fald, men ’Popular’ er meget mere end den ’efter-skole-problemserie’, man ellers ved første øjekast kunne antage den for. Bag den slut-1990’er-glittede highschool-facade, der nok har lokket mangen en intetanende teenager ind, hænger Ryan Murphy kløgtigt stereotyper til tørre, gakker ud og gør tykt grin med andre, mere moraliserende tendenser i datidens serielandskab.
At ’Popular’ (stadig) er hylende morsom, alt imens den behandler vægtige emner som teenagegraviditet, kønssygdomme, stofmisbrug, spiseforstyrrelser, homofobi, mobning, skilsmisse og kønsskifte, vidner om Murphys umiskendelige talent udi at smelte camp, kløgt, popkultur og gode historier sammen.
Dertil er serien en guldgrube, hvad angår mode, musik og hårmode anno årtusindskiftet. Tænk pastelfarvede satinskjorter, chokers, lip gloss og snorlige midterskilninger samt utallige referencer til Britney Spears og Gwyneth Paltrow. Et helt afsnit handler ligefrem om, at den mest catty af heppekorspigerne kidnapper Paltrows personlige shopper.
Seriens lidt for pæne hovedkarakterer Brooke (Leslie Bibb) og Sam (Carly Pope) flankeres genialt af et skævt persongalleri, der hver især er grund til at elske ’Popular’ betingelsesløst. April Tuna, Mary Cherry og fysiklærerinden Bobbi Glass er objektivt set alle lidt for tossede til, at du kan tage dem seriøst. Men samtidig er de udstyret med velskrevne baghistorier og portrætteret af skuespillere, der i den grad turde løbe med ideen. Lige meget, hvor out there den idé måtte være.
Ikke mindst Mary Cherry (Leslie Grossman), en udpræget texansk heppekorspige med alt for mange oliepenge, skønhedsdronning-ambitioner og et mangelfuldt intellekt. Mary Cherry spiller efter sin egen melodi og kan stadig få mig til at flække midt over af grin. Som i scenen, hvor hun er til optagelsesprøve på det fiktive talentshow Teen Tartz og vælger at lipsynce til Falcos mildest talt kuriøse 1980’er-pophit ’Rock Me Amadeus’. Et gyldent tv-serie-øjeblik, der, ud over at satirisere spydigt over talentshowkultur og jagt på berømmelse, bare er dejligt vanvittigt.
Hvor kan du streame ’Popular’, spørger du? Svaret er desværre, at det kan du ikke. Men støv din gamle dvd-afspiller af, bestil fluks serien på nettet og vent hvileløst ved postkassen. Men har du ikke tilstrækkelig tålmodighed i din camp-hungrende krop, er Youtube din ven. Så knib øjnene sammen og omfavn det pixilerede billede.
Hvis jeg kunne holde ud at se mine hjemmeoptagede vhs-kopier med indlagte reklamepauser (tak, TV3) på repeat, kan du også håndtere lidt Youtube-knas.