’Monster: The Ed Gein Story’: Er ny Netflix-sæson seriøst en hyldest til en seriemorder?
Der er et øjeblik i ’Monster: The Ed Gein Story’, hvor serien næsten forvandler sig til et studie i depraveret ensomhed.
Ed (Charlie Hunnam) sidder alene på et mørkt værelse i snebeklædte Wisconsin og tænder sin radio. Et grønt lys flimrer i mørket, og en kvindestemme trænger igennem – lavmælt, med tysk accent. Stemmen tilhører Ilse Koch, den berygtede “Bitch of Buchenwald”, som her dukker op som en hallucination, der taler til ham gennem æteren: »Du er et menneske, Ed. Tillad ingen at kalde dig et monster.«
Han svarer hende, med en blanding af barnlig stolthed og desperation.
Det er et kort, men foruroligende smukt øjeblik. Et glimt af den psykologiske dybde, serien kunne have haft ved at portrættere en mand, der går i opløsning mellem isolation og skyld. Men det, der kunne have været et råt studie i ensomhed og længslen efter at blive elsket, bliver i stedet et kunstnerisk tableau over, hvor fascinerede vi egentlig er af mænd som Ed Gein.
Efter ’Dahmer’ og ’The Lyle and Erik Menendez Story’ fortsætter Ryan Murphy og Ian Brennan deres ’Monster’-antologi med historien om Ed Gein, den virkelige morder og gravrøver, der inspirerede ’Psycho’, ’The Texas Chainsaw Massacre’ og’The Silence of the Lambs’. En mand, som både mytologisk og filmisk er blevet gysergenrens arv.
’Sons of Anarchy’-stjernen Charlie Hunnam spiller Ed Gein med en uventet og næsten perverteret skrøbelighed. Hans stemme er skinger, næsten Mickey Mouse-agtig og står i skærende kontrast til hans atletiske fysik, og det giver karakteren en konstant dissonans, som både fascinerer og vækker ubehag.
Han ligner præcist det, som serien vil fremhæve ved Ed Gein: et voksent barn, fanget i sin mors moralske spændetrøje. Moren, Augusta (Laurie Metcalf), er isnende puritansk, prædiker synd og straf og har en kropslig autoritet, der føles nærmest overnaturlig. Hver gang hun træder ind i et rum, trækker hun al luften ud af det. Både som levende og død portrætteres hun mesterligt, som et spøgelse, der holder Ed fanget i sit eget hjem og i sin egen krop.
Seriens mest potente scener er dem, der tør opholde sig ved mor og søn. I et afsnit forsøger Eds bror Henry (Hudson Oz) at konfrontere ham: Han vil væk fra gården, men mest af alt væk fra Augustas klaustrofobiske tag.
Skænderiet eskalerer, ilden tager fat i marken, og næste morgen ligger Henry død. Ed ser på kroppen af sin afdøde bror med en blanding af sorg og forløsning. Scenen fortælles i stilhed – uden musik, uden effekter, og dér mærker man igen, hvor stærkt et portræt det kunne have været, hvis sæsonen forlod sig mere på sit psykologiske materiale end på sine meta-referencer.
For Murphy og Brennan kan ikke lade være med at overøse os med deres kærlighed til gyserhistorien og til de værker, Gein inspirerede. Serien genskaber ’Psycho’s brusebadsscene, ’Texas Chainsaw Massacre’s middagsscene og ’Silence of the Lambs’s kælder i minutiøse detaljer.
Det er som at se en collage af horrorhistorie, udført med dygtighed, men uden retning. I teorien er gentagelserne tænkt som selvkritik: Vi ser det, fordi vi ikke kan lade være. I praksis bliver serien bare snarere et æstetisk orgie, der dvæler ved billederne, sårene og skindene. Den fordømmer publikums fascination, men dyrker den i samme bevægelse.
Introduktionen af krigsforbryderen Ilse Koch som hallucineret modbillede er seriens mest dristige idé. Hendes stemme repræsenterer forbindelsen mellem virkelighedens rædsel og dens mytologisering – mellem dokumenteret ondskab og dens æstetiske transformation i film og fiktion.
Hun bliver for Ed et bevis på, at selv de værste mennesker kan blive figurer i en fortælling. Det er et koncept med potentiale, men Murphy og Brennan bruger det som endnu en symbolsk leg i et rodet univers, der i forvejen har symbolik til overflod. I stedet for at bevare fokus på Ed Gein bliver Koch et påskud for endnu en kunstfærdig drømmesekvens.
Når serien mod slutningen præsenterer sin parade af seriemordere – fra Ed Kemper til Ted Bundy – som alle på én eller anden måde »stod på skuldrene« af Gein, tipper den endegyldigt over. Billedmontagen er designet som en advarsel, men føles som en hyldest. Det, der skulle være et moralsk punktum, bliver i stedet en kavalkade af ondskab i slowmotion, iscenesat som en trailer for menneskeligt forfald.
Serien spørger os, om vi ikke også er monstre, fordi vi ser med. Men spørgsmålet falder fladt til jorden, når selve formen er bygget på det blik, den forsøger at kritisere.
Man kan ikke undgå at få tanken undervejs: Er det her seriøst en hyldest til en bestialsk morder?
Serien peger på os som de egentlige monstre, men har gjort Gein til noget nær en kunstner. Når den lader ham tale med Ilse Koch, og når den lader ham drømme i poetiske billeder, bliver det ikke et portræt af vanvid. Det bliver en æstetisk romantisering af grusomhed.
Havde vi haft de filmiske mesterværker uden Ed Gein, og ville vi gerne være dem foruden, virker Murphy & co. til at spørge. Et spørgsmål så frækt, at det ikke engang fortjener et svar.
Skuespillet er stærkt, og de kolde billedskud frustrerende forførende. Og til tider bliver man revet med af den sørgelige fortælling og æstetikken, så man næsten glemmer sin irritation over forherligelsen.
Serien vil være afsige dom og komme med sin bekendelse, men den ender med at være sit eget nedslående svar på det kritiske spørgsmål, den stiller – snarere end blot at undersøge sit monster.
Kort sagt:
’Monster: The Ed Gein Story’ er visuelt imponerende, og Charlie Hunnams kontrastfyldte portræt af Ed Gein er svært medrivende, men serien drukner i et virvar af sidehistorier og kunstfærdige referencer til horrorhistorien. Det, der kunne have været et psykologisk studie af ensomhed og ondskab, ender som en æstetisk romantisering af en morder.