’The Beauty’: Ryan Murphy har mistet sit gyldne touch

’The Beauty’: Ryan Murphy har mistet sit gyldne touch
Bella Hadid 'The Beauty'. (Foto: Philippe Antonello/FX)

SERIE. I 2025 stod han bag årets (måske årtiets) værste serie, den næringsfattige ’All’s Fair’, og nu er Ryan Murphy tilbage.

New year, new me-energien udebliver dog, for hans seneste skud på tv-stammen, ’The Beauty’, er langt fra vellykket.

Dette glam-drama er snarere et uønsket miks af FBI-krimi og body horror, hvor politi-makkerparret Cooper (Evan Peters) og Jordan (Rebecca Hall) – der knalder mellem og under opgaverne – skal opklare mystiske dødsfald blandt modeller og andre feterede mennesker.

Fællesnævneren blandt ofrene er, at de på ’The Substance’-manér har skudt sig med en sprøjte, der lover at gøre dem til en bedre, smukkere og ’sundere’ version. Lidt a la en Pokémon-udvikling spækket med highlighters og anti-age.

Man må som bekendt lide for skønheden, og en bivirkning ved dette lækre hylster er, at man på et tidspunkt eksploderer. Bogstaveligt talt.

The Beauty — Pictured:
‘The Beauty’. (Foto: Philippe Antonello/FX)

Det betyder, at der er en masse scener med blod, grawl og kropsklamt smadder, hvilket har en vis wow-effekt til at begynde med. Men chokværdien fordamper hurtigt, og knækkende knogler og slimede, nøgne kroppe bliver mere trættende end foruroligende, hvorfor man beder til, at the cops lykkes med at fange distributøren bag denne creepy hamskiftende ballade aka mr. Byron Forst (Ashton Kutcher).

Man kender typen: rigt møgsvin med en fatal virksomhed og et endnu mere fatalt og grådigt ego. Men trods menneskets hovmodige erobringstrang – uanset om det er store øer eller evig ungdom – kan ikke alt kontrolleres. Skæbnen og naturen rækker en fuckfinger til iværksætteren, der kapitaliserer på forbrugernes usikkerheder, ved at mutere til en hyper-smitsom sexsygdom.

Mens både en hitman (Anthony Ramos) og højere magter forsøger at stoppe udbredelsen, forstår vi, at den moderne verdens farligste pandemi ever er forfængelighed.

Det overartikuleres særligt i afstikkende episoder, hvor vi følger forskellige personers ulykkelige vej til nålene og drømmefiguren, og hvor man mærker kimen til et større begrædeligt portræt af eksklusion og selvværdsvanskeligheder.

On that note: Træls at blive castet til et før-billede i en fortælling om pretty privilege. Næsten lige så træls som at ’The Beauty’, der er ekstrem tydelig i sin kritik af overflade, primært selv fokuserer på et svulstigt og skønt ydre – for modsat dramaturgien er seriens visuelle side rigtignok on point.

Sådan er serien fuld af selvmodsigelser og utilsigtede WTF-momenter. Værst er erkendelsen af, at man i virkeligheden sidder og ser en laaaang kampagne for sikker og forelsket sex. Og selvom ’The Beauty’ griber rettidigt om filler, botox, Wegovy og buzzwords som incelkultur og longevity, virker den alligevel både kedelig og bedaget.

‘The Beauty’. (Foto: Philippe Antonello/FX)

Sidstnævnte skyldes muligvis, at flere af ’de onde’ på original vis minder om stereotype Bond-skurke. Og jo jo, det er da Find Holger-agtigt sjovt at spotte hotte it-girls som Bella Hadid, Meghan Trainor, Bella Gray, Isabella Rossellini og mother Beckham-nemesissen Nicola Peltz.

Men desværre lider de bærende roller under mærkelige og utroværdige skift – følelsesmæssigt, altså. Og trods patostunge sekvenser og replikker holder man ikke rigtigt med nogen.

Det største problem er dog, at ’The Beauty’ lægger op til en anden sæson. Jeg gætter på, at den ikke bliver god, og præcis som seriens eget udpenslede budskab lyder, skal man vide, hvornår noget skal dø.


Kort sagt:
Ryan Murphy har mistet sit besnærende serie-touch. ’The Beauty’ er i al fald endnu en pæn, men overfladisk, overfortalt og dybt kedelig omgang.

‘The Beauty’. Serie. Serieskaber: Ryan Murphy. Medvirkende: Evan Peters, Rebecca Hall, Ashton Kutcher, Anthony Ramos, Jeremy Pope, Isabella Rossellini m.fl. Spilletid: 11 afsnit á ca. 25-50 minutter. Premiere: 22. januar på Disney+
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af