Verdens mest oversete serier #1: Hyperambitiøst madprogram er sjovt, lærerigt og overraskende rørende

Gennem juli anbefaler vores anmeldere serier, som er fløjet ufortjent under radaren. I denne første udgave anbefaler Sofie Lykke Stenstrop Netflix-showet ’Ugly Delicious’, der i ét og samme afsnit joker om dumpling-jizz og tackler dybt forankrede asiatiske stereotyper.
Verdens mest oversete serier #1: Hyperambitiøst madprogram er sjovt, lærerigt og overraskende rørende
David Chang i 'Ugly Delicious'. (Foto: Gabriele Stabile/Netflix)

SOMMERSERIE. Jeg var knust, da de lukkede ’Lucky Peach’ for godt et år siden. Jeg havde læst magasinet religiøst, siden første nummer udkom i 2011, da jeg var på udveksling i San Francisco. Det var magasinet, der lærte mig, hvad ramen var, tids nok til at jeg kunne spille smart, da bølgen ramte København. Og at lave chokoladekage på fem minutter i et krus i mikroovnen.

Det var ikke som andre madmagasiner. Det bestod af super flabet journalistik og fotoserier, der dyrkede en klamhed i sin fremstilling af mad, der gik stik imod den hyperæstetiserede instagram-sirlighed, som man allerede havde fået nok af dengang. Menneskene bag var nogle madsnobber – igen tvivl om det – men måden, deres nørderier blev serveret på, var totalt anti-hovski-snovski, og da jeg så ’Ugly Delicious’ åbnede en portal sig, som lod mig genbesøge deres syrede univers.

At ’Lucky Peach’ og ’Ugly Delicious’ minder om hinanden, er ikke så mærkeligt. Mange fra Netflix-holdet er gengangere fra magasinet, blandt andet de to mænd i front: den milde Peter Meehan og den iltre David Chang, som er henholdsvis ex-madskribent for The New York Times og Momofuku-superkok.

Sammen fortsætter det umage par deres opgør med god smag og purisme inden for madens verden og opdriver historier fra nær og fjern. Og David Chang, øretæveindbydende som han er, starter selvfølgelig med at lægge sig ud med italienerne i første afsnit, der handler om pizza. Han og Meehan konsulterer AVPN, Associazione Verace Pizza Napoletana (Rådet for Ægte Napoletana Pizza«), som er en ting, som findes i virkeligheden. De undersøger, hvorfor autenticitet er så fandens vigtigt for folk, hvorfor folk har brug for at tage patent på ting og kan hidse sig så meget op over, når andre mennesker piller ved måden, de synes, en bestemt ret skal laves på.

Og her er pizza og italieneres forhold til deres cuisine generelt et genialt godt udgangspunkt, men det er de samme spørgsmål, der går igen hele serien igennem, ligegyldigt hvor i verden de befinder sig.

Chang er måske nok kontrær, men han er aldrig latterliggørende, og han er god til at udstille sin egen dobbeltmoral. Som når han – i et afsnit, hvor vi besøger hans mor – fortæller, hvordan han blev drillet af sine klassekammerater, da han var yngre, fordi morens kimchi fik køleskabet til at lugte af skrald, og at det derfor kan gøre ham temmelig bitter at se en eller anden trendy fyr med man bun skovle penge ind på selvsamme spise, fordi det pludselig er blevet pisse hipt at fermentere ting.

Følelsen er smålig og imod hans overordnede ide om madkunstens frie bevægelse og konstante mutation, men man kan godt sætte sig i hans sted. For hvis en eller anden amerikaner med en foodtruck ude på Reffen lige pludselig tjente kassen på at lange makrel i tomat over disken, ville man så ikke også selv rynke lidt på næsen og stille spørgsmålstegn ved, om han mon har udstået samme madpakkeudskamning i skolen som os andre?

‘Ugly Delicious’

Der er bare noget bundlurvet over situationer, hvor folk inkasserer på noget, der har en længere lidelseshistorie bag sig, som de ikke selv har været en del af – og sjældent har det været skildret mere tydeligt og nuancerigt end i afsnittet, der handler om fried chickens omstridte historie og rækken af racemæssige fordomme, der knytter sig til retten i USA.

’Ugly Delicious’ er et hyperambitiøst madprogram i Anthony Bourdains ånd (R.I.P.), som handler om at nærme sig andre mennesker gennem mad. Om mad som middel mod fremmedfjendskhed og som sociokulturel artefakt, der rummer enormt stærke følelser og fascinerende historier om menneskelige relationer gennem tiden.

Du finder ikke andre programmer, der i et og samme afsnit joker om »dumpling-jizz«, som eksploderer i munden, tackler dybt forankrede asiatiske stereotyper og laver mockumentary-agtige indslag, der simulerer en valgkamp, hvor ravioli battler den asiatiske dumpling xialongbao om at være den bedste slags fyldte pasta.

Det er sjovt udført, virkelig lærerigt og overraskende rørende, og det er bare om at komme i gang.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af