‘Den gode stemning’: Pilou Asbæk og Iben Hjejle har sjældent lyst stærkere end i årets danske julemirakel
SERIE. Jeg talte i slutningen af september dunder mod Viaplay for at begrave en af de bedste danske fiktionsserier de senere år på grund af deres nærfatale økonomiske krise.
‘Den gode stemning’ med Pilou Asbæk og Iben Hjejle havde ligget pakket og klar til udrulning siden starten af 2024, men så sent som her i efteråret var der altså ingen konkrete udsigter til, hvornår serien skulle møde sit danske publikum.
Men nu er julemiraklet indtruffet. TV 2 har købt serien, og de otte afsnit rulles ud to ad gangen hele denne uge som en pludseligt opstået voksenjulekalender om misbrug og komplicerede familierelationer – og veltimet op mod den nytårsfest, som udgør fortællingens ramme.
‘Den gode stemning’ kredser om de to søskende Eva (Hjejle) og Mads (Asbæk), der bor i samme lejlighedskarré i København. Herskabslejlighederne er købt af arven fra deres afdøde arkitektfar. Fra hendes køkkenvindue kan hun se ned i hans.
Eva har overtaget farens velrenommerede arkitektfirma, men under hendes succesfulde business-facade knirker det både i forretningen og privaten. Hun har en affære med en amerikansk kunde og er irriteret over blød- og sødheden i sin marionetdukkebygger af en mand, spillet af en ret uimodståelig Rasmus Botoft, der til gengæld er tiltagende irriteret over, at Evas bror altid kommer i vejen for alting. Eller altid bare er der.
For så sidder han dér i deres hjem, Mads, og spiser havregryn med sin lille datter en tilfældig morgen. Han har selv låst sig ind. Han er en kærlig far, han er en inspirerende musiklærer på et gymnasie, men han er også en rastløs sjæl med en uforløst rockstjernedrøm. Bandet havde kortvarig succes i fortiden, og muligheden for en Vega-koncert antænder gnisten igen.
Mads er misbruger. Af coke, af alkohol, af fester, men også af relationer. Han feeder på sin søsters ressourcer, og hun beskytter ham, som hun har gjort, siden de var børn. Men hun er også afhængig af ham, af det menneske, der ser hendes forstillelser klart, men som også accepterer dem, accepterer hende, uanset hvad.
Det er en forfriskende vinkel at opleve denne urhistorie om familie, svigt og traumer gennem søskendebåndet, og serien skildrer med livfuld præcision Eva og Mads’ kyniske sarkasme og underliggende kærlighed, mens den efterhånden tør stille de spørgsmål, der gør ondt: Hvornår må vi erkende, at vi ikke længere kan hjælpe dem, vi elsker? Hvornår må vi indse, at vi måske selv er en del af problemet?
Serien er instrueret af Kaspar Munk, der siden gennembruddet med ungdomsfilmene ’Hold om mig’ og You & Me Forever’ har været en af landets mest fortræffelige iscenesættere af naturalistisk hverdagsdialog.
Han har skrevet ’Den gode stemning’ sammen med Lone Hørslev, der løftede sløret for sit eget alkoholmisbrug med romanen ’Svømmende, rygende, grædende’ fra 2020. De har begge haft misbrug tæt inde på livet, og man mærker inderligheden fra start til slut.
I en æra, hvor kokainen flyder så tykt som mikrobryggeriernes IPA også i de højere samfundslag, er serien således også et rammende generationsportræt af Cokenhagen og den øvre middelklasses hykleri og ennui.
For ja, ’Den gode stemning’ foregår i samtalekøkkener på sildebensparket under stuk, i arkitekttegnede sommerhuse med Hammershøi-bøger som et bærende plot device. Den slags arenaer, som dansk film særligt i starten af 00’erne blev skoset for at sidde fast i.
Men tiden er en flad cirkel, og faktisk føles ’Den gode stemning’ nu som et friskt pust af eksistentielt drama og realisme på et tidspunkt, hvor tendensen mere går i retning af krimi, high concept og historisk drama. Serien har en oplagt søster i Paprika Steens venskabs- og nytårsfilm ’Det nye år’. Kan man ligefrem kalde det en bølge?
Heldigvis handler ’Den gode stemning’ mere om indre liv end Indre By. Den føles egentlig som en klassisk DR-serie, blot uden selvvigtigheden og den for højtsvungne symbolik. Som ’Arvingerne’ uden titelsekvensens splintrede vaser eller ’Generationer’ uden Bedstemor Morder i et surrealistisk hul i jorden. Og i halv så lang spilletid per afsnit.
Også her er der undertrykkende patriarker, forviklede familiebånd, hemmeligheder og løgne og såvel konkret som metaforisk arv. Men symbolerne begrænser sig, mere eller mindre, til den fastklemte gule drage i træet uden for klasseværelset, som Mads stirrer lige dele længselsfuldt og resigneret ud gennem ruden på.
Han er et væsen fortabt i sin egen manglende evne til at finde mening i det mondæne eller lykke i det trygge hjemlige familieliv, og Pilou Asbæk gør ham til et menneske af kød og blod, både voldsomt enerverende og hjerteskærende tragisk.
Efter de seneste års talrige crazy eyes-roller, som Hollywood har efterspurgt hos den danske stjerne, er det forløsende at blive mindet om den intensitet og psykologiske nerve, han slog igennem med i film som ’R’, ’Kapringen’ og ’Krigen’.
Og man forstår godt, hvorfor figurens tålmodige hustru – spillet af den fremragende svenske ’Snabba Cash’-stjerne Evin Ahmad – tilgiver Mads igen og igen. For er hans vildskab og party-karisma ikke også det, hun faldt for?
Olga Schultz spiller teenagedatteren Laura akkurat så intelligent og følsomt, som hun gjorde med en beslægtet rolle i ’Generationer’, og begynder at ligne et talent, vi skal holde alvorligt øje med.
Og så er der Iben Hjejle. Noget af det mest ærgerlige ved, at man i Danmark skulle vente så længe på ’Den gode stemning’, er, at vi derved er blevet frataget en kollektiv oplevelse af en fuldtonet Hjejlessaince.
Med TV 2’s ’Løgnen’ blev vi efter mange års fravær mindet om, hvor formidabel en skuespiller hun er, og her brillerer hun igen i en rolle, hvor hun skal være sjældent hård og kynisk, men hele tiden har den særlige afvæbnende varme og charme, som gør, at man aldrig ikke holder af hende.
Jeg kunne godt have undværet Evas tilbagevendende syn af hendes afdøde far, et greb, jeg lagde i graven for præcis ti år siden, og som altså ikke behøver gøre comeback. Men i det mindste peger de frem mod en smuk og svævende slutning, der gav mig lidt ’Druk’-vibes: ekstase med underlæggende melankoli.
I see dead people-glimtene opvejes heldigvis så rigeligt af små gyldne øjeblikke, som når Klaus Bondam dukker op i al sin komiske vælde og er verdens mest belastende onkel til en familiefest af den slags, hvor skeletterne i skabene også vrikker med numsen på dansegulvet, eller når Rasmus Botoft endelig opfører ’Pigen med svovlstikkerne’ med sine dukker i en underligt bevægende forestilling.
Serien hedder ’Den gode stemning’, men denne Scener fra et Søskendeskab handler i mine øjne mindre om vores alle sammens hang til at opretholde facaden, som om hvor svært det er at indse og bryde vores mønstre. Om usunde afhængighedsbånd, om at erkende sit eget selvbedrag og om den længsel efter noget mere end den privilegerede tilværelse, man er blevet udstukket, som kan virke så uendeligt forkælet, men ikke altid kan undertrykkes.
Modsat mere klicheprægede misbrugsfortællinger ved ’Den gode stemning’ godt, at der ikke findes nemme syninger af afgrundsdybe sår, og at selv de mest brutalt ærlige erkendelser og dertilhørende forpligtelser på livsforandring langt fra kan stille en garanti om bedre tider. Fiktionen vil som regel gerne fortælle os, at vi kan ændre vores nærmestes liv til det bedre – men hvad hvis det ikke altid er rigtigt?
Nu lyder det så hårdt og tungt, det hele. Men ’Den gode stemning’ glider let og fornøjeligt ned, og tyngden opstår hen ad vejen via en underholdende sans for tilværelsens afvæbnende lethed og situationens bedrageriske komik.
Kort sagt:
Efter lang ventetid har Viaplay-serien ‘Den gode stemning’ fundet et hjem på TV 2. Det er en både underholdende, bevægende og dyb serie om søskendebånd og afhængighed i alle former – med Iben Hjejle og Pilou Asbæk i nogle af karrierens mest lysende præstationer.