FARVEL TIL 10’ERNE. Alle filmårtier føles epokegørende, på hver deres måde. Fra 60’ernes europæiske nybølger til 70’ernes amerikanske movie brats og 80’ernes ungdomsfilm og actionbrag. Fra 90’ernes postmoderne indieflicks til 00’ernes opblomstring af superheltefranchises og kvalitetstunge tv-serier.
Men jeg vil stadig vove den påstand, at 10’erne vil stå tilbage som den mest skelsættende dekade i lange tider.
Som i alle andre årtier var der nye spændende stemmer, der brød frem. Instruktører som Jordan Peele, Ari Aster, Ruben Östlund, Greta Gerwig, Alex Garland, Lulu Wang, Xavier Dolan, Chloé Zhao, Safdie-brødrene og Maren Ade. Skuespillere som Timothée Chalamet, Jennifer Lawrence, Donald Glover, Lupita Nyong’o, Oscar Isaac og Gal Gadot. Serieskabere som Phoebe Waller-Bridge, Donald Glover, Lena Dunham og Aziz Ansari, der tilmed også brillerede foran kameraet. Imens kunstneriske fyrtårne som Alfonso Cuarón, Alejandro Gonzalez Iñárritu, Lynne Ramsay, Andrea Arnold, Kenneth Lonergan og Dennis Villeneuve fandt et ekstra niveau, der indskrev dem i filmhistoriens samlede kanon.
Som i alle andre årtier var der dominerende tendenser, fra superheltefilmenes nærmest kedsommelige box office-triumfer til horrorgenrens revitalisering og genopblomstringen i amerikansk indie særligt via den nye konge af cool, selskabet A24. Og som altid reflekterede fiktionen på forskellig vis samfundstendenserne, der særligt i USA blev trukket ud i ekstremerne med overgangen fra Obama til Trump.
Men det var ikke kun interiøret, der blev skiftet ud i 2010’ernes filmpalads. Det var også selve fundamentet, de grundlæggende strukturer.
Streamingtjenesternes aggressive indtog ændrede spillereglerne i Hollywood og er godt på vej til at gøre det samme i resten af verden. Pludselig diskuterede vi ikke længere blot, hvor filmen var på vej hen. Vi stillede også det helt fænomenologiske spørgsmål: Hvad er en film? Er en film, der skider højt og flot på det gængse biografkredsløb, stadig… en film?
Alle fra de store studier i Los Angeles til de højtagtede festivaler i Europa måtte forholde sig til nye aktører, der kørte efter deres helt egen regelbog, og som ændrede vores måde at konsumere underholdning og kunst. Uanset hvordan det vil gå Netflix og Amazon i fremtiden, blev spillepladen ændret, og filmbranchen vil aldrig blive den samme igen.
Samtidig udfordrede tv-seriernes massive succes filmens status på godt og ondt. Tv-serien blev prestige i 00’erne, men det var i 10’erne, de boomede. I 2018 blev der produceret næsten 500 serier – alene i USA. Tv-serien er i dag so ein ding, som alle må have, udbuddet er så godt som uoverskueligt, og om lidt buldrer Apple og især Disney ind på markedet med pengepunge, der rigeligt matcher eller ligefrem overgår Netflix, Amazon og HBO’s.
Box office-liste uden voksenfilm
Serielandskabet overtog de originale mellembudgetsfortællinger, som blev trængt ud af et Hollywood, som i løbet af årtiet blot blev mere og mere fokuseret på de store eventfilm og franchises. Men seriepeaket tvang også filmspidserne til at kigge indad: Hvad skal en film kunne i biografen? Hvad skal en film kunne i det hele taget? Måske for første gang siden filmmediets fødsel var dets eksistensberettigelse til diskussion.
Mens serierne lykkedes med at finde ny energi i slutningen af årtiet, efter guldalderrusen var kørt fast i selvhøjtideligt mørke og formummede antihelte, var svaret fra Hollywood alt i alt nedslående.
Kigger man på box office-listerne, er det nærmest ikke til at få øje på en original fortælling for de altoverskyggende IP’s – de store franchises, der mindst lige så meget er underholdningsprodukter som kvalitetskultur. Kigger man på nummer 1 på den globale box office-liste for hvert af de 10 seneste år, kommer otte af dem fra Disney-konglomeratet, som med alt fra ’Star Wars’ til Marvel og Pixar nærmer sig et monopol på amerikansk mainstream. Af de otte var kun ’Frozen’ ikke del af en allerede eksisterende franchise – men blev selvfølgeligt hurtigt selv til én af slagsen.
Ser man på top 10-listerne over billetsalg fra hvert af årtiets årgange, finder man foruroligende få voksenhistorier uden kendt forlæg: ’The Martian’, ’Interstellar’, ’Gravity’ (hil rumfilmene!) og ’Inception’ foruden et par lokale kinesiske produktioner med massivt fodfæste i hjemlandet. Jeg tør godt påstå, at den brede filmkultur præsenterede sig fra sin mest naivt-barnlige side nogensinde. Og når man drømmer sig tilbage til 60’erne og 70’erne, hvor film som ’The Graduate’, ’2001: A Space Odyssey’, ’The Godfather’ og ’Kramer vs. Kramer’ var rekordslående hits ved billetlugerne, kan man godt tillade sig at kaste et misbilligende blik på biografpublikummet anno 2019.
Et fucked up sted bliver mindre fucked up
10’erne stod dog også i det mere entydige fremskridts navn.
OscarSoWhite, Harvey Weinsteins fald, #MeToo og den generelle afdækning af alt fra deciderede overgreb til strukturel skævvridning på diversitetsfronten ændrede selve Hollywoods konstitution.
I helikopterperspektivet kan man kun bifalde det nødvendige tæppefald og wakeupcall for en filmverden, der – bedre sent end aldrig – havde brug for at ruske op i de vedtagne sandheder og magthierarkier for ikke at sande til i en verden af i går.
Mangfoldighedskampen er langt fra i mål, og nogle vil utvivlsomt være nervøse for, at det blot er en flygtig modedille på linje med normcore og 80’er-nostalgi.
Men man skal ikke undervurdere, hvor radikalt fortællingen om filmkulturen har ændret sig på ganske få år. Mangfoldighed er blevet et afgørende parameter selv for de mest pengegriske studier, og der er simpelthen ting, som ingen løftede et øjenbryn over for blot to år siden, der bare ikke går længere.
Denne forandring er genstand for ophidset, man fristes til at sige krænket, forargelse blandt fløje, der beklager sig over social justice warrior-kampagner og politisk korrekt Twitter-tyranni. Som Disneys fyring og siden genansættelse af ’Guardians of the Galaxy’-instruktør James Gunn demonstrerede, er kulturen stadig i gang med at finde et leje, hvor de progressive bevægelser ikke slår over i reaktionær ømskindethed på andres vegne, og hvor diversitet ikke bliver det altoverskyggende parameter, man vurderer kunsten på.
Men bundlinjen er stadig, at Hollywood på mange måder var et fucked up sted, og at det nu for første gang langsomt er ved at blive bedre. Og at det nye diversitetsfokus i øvrigt – trods fordomme om det modsatte – har vist sig som en effektiv affyringsrampe for frisk og spændende kunst.
I de kommende uger sætter vi her på sitet spot på årtiet, der er ved at rinde ud, både inden for film, serier og musik. Vi kigger på de væsentligste tendenser, de vægtigste kunstnere og på de værker, der satte så dybe spor, at de også peger langt ind i fremtiden. I dag har vi til en start udvalgt de 25 vigtigste film fra årtiet, en liste, der i sig selv sætter tanker i gang om, hvordan 10’erne vil stå tilbage i den store historiebogs slørede erindringer – og om hvordan filmkunsten hele tiden er under udvikling. De kommende dage følger vi op med de vigtigste serier, de vigtigste danske film, de bedste dokumentarfilm og meget mere.
Jeg spår, at både streaming eller mangfoldighedsstrømningerne vil blive ved med at ændre filmverden, som vi kendte den. 2010’erne vil blive husket som årtiet, hvor det hele startede.
Læs også: De 25 vigtigste film i 2010’erne
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne