KOMMENTAR. Er der noget, jeg savner fra den moderne Hollywood-maskine, er det et godt, gammeldags juveltyveri.
Og derfor slår Cathy Yans farveladeeksplosion af en film, ’Birds of Prey (And the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn)’ som et baseballbat mod eksponerede knæhaser.
Da den psykopatiske Harley Quinn (Margot Robbie i vanlig storform) slår op med sin puddin’, Joker, finder hun sig pludselig uden beskyttelse fra resten af Gothams underverden, som helst så hende død og borte. Forrest i køen står Ewan McGregors trustfund-røvhul Roman Sionis, og for at redde skindet allierer Harley sig med et hold af kampklare kvinder og den unge tyv Cassandra Cain, som netop har rapset – hvad ellers – en juvel på størrelse med et øjeæble fra den sadistiske mafioso.
Instruktør Cathy Yan og manuskriptforfatter Christina Hudson har skabt en simpel genrefilm om spændende kvinder, der tæsker dumme mænd, udført med udskejende armbevægelser, finesse og kreativitet som passer perfekt til karakteren i centrum, den egomaniske og ustabile Harley Quinn. Kan man ønske sig mere?
Det kan man åbenbart, hvis man spørger de fleste anmeldere. En lignende harcelerende modtagelse fik Warner Bros’ to superheltefilm ’Shazam!’ og især ’Aquaman. Film, der også er lige så simple i deres opbygning, som de er imponerende i deres virtuose kreativitet og energi.
Idet superheltegenren – og de fleste andre studiefilm for den sags skyld – i dag er defineret af brand-synergi og Joss Whedons vittige sarkasme, siger det måske sig selv, at film med hjertet bankende uden på spandexdragten bliver mødt med et klart ’nej tak’ på notesblokken.
Men ved at afskrive disse film ignorerer man desværre de positive indspark, Warner Bros har søsat for at redde sit DCEU-projekt, der kom katastrofalt fra start med Zack Snyders infantile Superman-film. Og først og fremmest snyder man sig selv for film, som er tæt beslægtede med de pompøse 90’er-blockbustere, så mange af os påstår at savne.
Mening i kaosset
Set udefra virker Warner Bros’ nuværende såvel som kommende katalog af superheltefilm som en misvedligeholdt rodebutik.
Wonder Woman og Harley Quinn optræder i solofilm spillet af de samme skuespillere, der optrådte i Zack Snyder og David Ayers’ notoriske ’Justice League’ og ’Suicide Squad’. Men på den anden side har de skiftet Batflecks crossfit-krop ud med Robert Pattinsons imponerende granithage til den kommende Batman-film. Og mens vi ser glimt af Jared Letos Joker i ’Birds of Prey’, danser en ranglet Joaquin Phoenix ned ad Gothams trapper i fænomenet ’Joker’.
Warner Bros har sågar et reboot på vej af føromtalte ’Suicide Squad’, en film fra 2016! Man skulle tro, de indsatte har fået fat i nøglerne til Arkham Asylum. Men der er en mening med galskaben.
Efter DCEU’s flagskibsfilm ’Justice League’ sank i havnen i 2017, gav Warner Bros. lederskabet af deres skrantende DC-afdeling til Walter Hamada i januar 2018. Under ham har ledelsen skiftet retning fra Disneys altdominerende filmunivers-koncept til en mere traditionel stand-alone-model, hvor hver film står på egne ben. Men denne beslutning vedrører ikke blot filmenes handlingsforløb. De mest markante konsekvenser ses bag lukkede døre, omkring forhandlingsbordene.
Gransker man, hvilke produktionshuse der står bag finansieringen af de seneste DC-film, vil man bemærke et virvar af andre logoer end Warner Bros’ eget. Og disse er ofte ikke blot underafdelinger af en monolit, som det er tilfældet hos Disney. ’Joker’ er co-produceret af Joint Effort, grundlagt af instruktøren Todd Phillips kammersjusk fra ’The Hangover’-dagene Bradley Cooper. Og ’Birds of Prey’ er produceret af Margot Robbies produktionshus LuckyChap Pictures.
For Warner Bros. er det naturligvis rart at splitte regningen med andre, hvis de igen skulle stå med røven i vandskorpen og en katastrofe som ’Justice League’. Men samtidig betyder det, at de kan tillade sig at være langt mere fleksible og overlade noget af kontrollen til deres kreative samarbejdspartnere.
Selvom Disney har skudt papegøjen med deres Marvel-producer Kevin Feige, har hans hårdføre kontrol med samtlige 23 film også gjort dem ret ensartede. Om end der er enkeltkunstnere, der har formået at sætte klare aftryk på deres film, som Taiki Waititi (’Thor: Ragnarok’) og Ryan Coogler (’Black Panther’), så er det svært at forklare, hvad der er unikt ved en Marvel-film fra Russo-brødrene, Ryan Fleck og Anna Boden eller Jon Favreau.
Carte blanche-film
Helt modsat er det hos Warner Bros. med James Wans (’The Conjuring’) karnevalsdirektør-tilgang til sine film, hvor spektakel altid trumfer substans. Den kan man slet ikke tage fejl af, når man ser ’Aquaman’. Og Cathy Yans viltre indie-sjæl fra sin morbide debutfilm ’Dead Pigs’ får for alvor ben at løbe på i ’Birds of Prey’, som en sukkerhungrende unge sat løs i en slikbutik med et stort millionbeløb til rådighed.
Det er bestemt også værd at fremhæve ’Birds of Prey’ som en af de eneste studiefilm med et dominerende kvindecast foran kameraet og instrueret, skrevet og produceret af kvinder. Det vil også være tilfældet med Disneys kommende ’Black Widow’, dog i et mindre omfang. Og spørgsmålet er, som altid hos giganten, hvor megen reel kontrol de her får over deres film.
Warner Bros har dog ikke valgt denne strategi, fordi deres kolde hjerte én skøn januar-dag smeltede. Beslutningen er umiddelbart motiveret af Walter Hamadas arbejde med instruktør James Wan på ’Conjuring’-universet, hvor relativt uprøvede instruktører får et stort kreativt råderum.
’Aquaman’s enorme finansielle succes – den første premiere under Hamada-styret – må blot have fastslået validiteten af den model. For had den eller elsk den: ’Aquaman’ er et gedigent carte blanche-projekt.
Efter sin succes med ’Furious 7’ i 2015, der ellers var plaget af Paul Walkers tragiske død under produktionen, fik James Wan fri adgang til Warner Bros’ tag-selv-bord af superhelte under ledelse af sine gamle producervenner Peter Safran og – som nævnt – Walter Hamada.
Alene det, at James Wan fik lov til at instruere en 160 millioner dollar dyr film om Aquaman, DC’s mest latterliggjorte superhelt, er komplet uhørt. Læg hertil komplicerede blue-screen-mirakler, der replicerer undervandsscener, og en absurd mængde unikke sets og produktionsdesign, heriblandt et replica af en historisk siciliansk by og en atomubåd.
Slutresultatet er en film, som har mere til fælles med Bollywoods ekstravante genrehybrider end Hollywoods egne produktioner. Den springer vildt mellem eventyr i ørkenen, romantisk skønsang på de italienske klippesider, royalt melodrama, halsbrækkende actionscener og episke slag mellem krabbe- og havfolk. Det kan måske forklare filmens enorme succes på det internationale filmmarked – og tillige dens lunkne modtagelse blandt vestlige kritikere.
Lige så havde det været umuligt at forestille sig ’Shazam!’s muntre tonale dissonans mellem blåøjet naivitet og morbid horror, hvis den fremragende gyserinstruktør David S. Sandberg (’Annabelle: Creation’) da ikke lige var én af James Wans gamle protegeer.
Og så er der friheden og ressourcerne, Cathy Yan må have nydt under producer Margot Robbie på ’Birds of Prey’. Soundtracket banker tungt med kunstnere som Megan Thee Stallion, Halsey og K.Flay. I et interview med Collider oplyser Yan, at stuntarbejdet blev hjulpet på vej af ingen anden end Chad Stahelski, instruktøren af ’John Wick’-filmene, der også agerer andenhåndsinstruktør under mange kampsekvenser.
Men samtidig begynder filmen med en Looney Tunes-animation, der gennemgår Harleys baggrundshistorie, og den sætter ikke farten ned derfra. Fra et angreb på en politistation iført et Aubrey Hepburn-getup og en granatkaster til actionsekvenser, hvor hun banker sine modstandere til blods i et coke-induceret rus, er Robbies Harley Quinn lige dele terminator og Snurre Snup.
Tilbage til 90’erne
Warner Bros.’ satsning på habile instruktørers kreative snarrådighed snarere end Disneys monolitiske fokus på én producer, der forsigtigt styrer slagets gang, er langt fra uset i Hollywood.
I slut-90’erne blev de fleste store studiefilm skabt på den facon med instruktører som Barry Sonnenfield, Martin Campbell og Roland Emmerich, der velsignede os med popcornfilmene ’Men In Black’, ’The Mask of Zorro’ og ’Independence Day’.
De nyeste skud på DC-stammen vækker dog allermest minder om 90’ernes bizarre kult af superheltefilm som Stephen Norringtons ’Blade’ og Tim Burtons ’Batman Returns’. Der er ganske enkelt noget uimodståeligt over superheltefilm, som bryder med genrens ofte rigide normer og omfavner den perverse lyst, disse larger-than-life karakterer tit repræsenterer.
Ingen af de ovennævnte instruktører fik sjovt nok mange ben til jorden i en post-9/11-filmindustri, hvor budgetterne eksploderede, og grånende realisme og spydig sarkasme vandt over 90’ernes nihilistiske farveladehumør.
Men i disse tider præget af splid og dårligdom kan vi måske godt tillade os at omfavne pastelfarverne igen. At filmene er fænomenale i deres egen ret, kan kun anses for et plus.