’Wonder Woman 1984’: Ja, jeg knuselsker hvert et fjollet minut af Gal Gadots forrygende 80’er-fest

’Wonder Woman 1984’: Ja, jeg knuselsker hvert et fjollet minut af Gal Gadots forrygende 80’er-fest
Gal Gadot og Chris Pine i 'Wonder Woman 1984'. (Foto: Warner Bros. Pictures / DC Comics)

»Empati er revolutionerende«.

Sådan sagde en 80’er-dronning med balder af stål engang – og nej, det var ikke en vis trikotklædt Amazone-åbenbaring, men derimod trikotklædte Jane Fonda (en vidunderkvinde i sin egen ret!), der igennem hele karrieren har appelleret til det bedste i dig, mig og alle andre.

Samme motto gennemsyrer Patty Jenkins’ neonforelskede nostalgitrip ’Wonder Woman 1984’, opfølgeren til hendes eget boxoffice-hit ’Wonder Woman’ fra 2017, hvori vor ditto stålfaste queen Gal Gadot med Christopher Reeves’ sympatiske Superman-sind hellere slår et slag for medmenneskeligheden, end hun slår bad guys i betongulvet, så de må skrabes op med spatel, som hendes midtvejskriseramte mandlige DC-kolleger har for vane.

»Bremserne virker stadig!«, tager heltinden aka. Diana Prince sig sågar tid til at informere en morderisk usling om, da hun flår rattet ud af hans panservogn. Detaljen føles noget nær radikal – hvorpå man grubler lidt over sin egen indgroede indifferens over for samtlige dysfunktionelle superheltes smuldrende moralbegreber i det 21. århundrede.

Pist væk er Zack Snyder-nihilismen og bralrende CGI-aliens på spring for at forvandle millionmetropoler til rygende ruiner. Her er ingen snerrende »Tell me, do you bleed?«-trusler, ingen sorte kapper eller pumpede fiskemænd, der laver bobler i badekarret. Om end vi naturligvis zoomer ind på endnu en af genrens myriade af trolddomssten med enorme kræfter, der for alt i verden ikke må falde i de forkerte hænder, or else

Gal Gadot i ‘Wonder Woman 1984’. (Foto: Warner Bros. Pictures / DC Comics)

Den fælles stenfetich til trods giver det dog dårligt mening at drage DC-paralleller fra a – z(ack), skønt Wonder Woman medvirkede i Snyders rædderlige ’Batman v. Superman’ og ’Justice League’, for Jenkins’ Diana fletter hellere fingre med netop Richard Donners ’Superman’ fra 1978 og Tim Burtons ’Batman Returns’ fra 1992, end hun går DC’s nyere superheltebrag i bedene.

’1984’ eksisterer ikke bare i en anden tid (alt er sjovere i 80’erne, hilsen Hollywoods popkulturelle besættelse), men i et ganske andet filmisk univers, der slår en målrettet familievenlig tone an, samtidig med at Jenkins og co. sender velplacerede stikpiller til den hverdagssexisme, de kvindelige hovedroller såvel som genren historisk set har måttet trækkes med. Ikke ulig hvordan supersuccesfulde ’Captain Marvel’ gjorde det i 2019.

Gal Gadot og Kristen Wiig i ‘Wonder Woman 1984’. (Foto: Warner Bros. Pictures / DC Comics)

Bevares, træerne vokser ikke ind i himlen, men den feministiske brise er befriende og i allerhøjeste grad båret frem af Jenkins’ år-lange kamp for at få sine visioner igennem hos det mørkefikserede DC, hvor man, ifølge instruktøren, oprindeligt gerne havde set, at det piskesvingende ikon blev gjort til en mere voldelig, mindre »likeable« skikkelse:

»Kvinder vil ikke se, at hun er så grov og hård og hakker folks hoveder af. Jeg er selv ‘Wonder Woman’-fan, og det er bare ikke det, fansene vil have«, fortalte Jenkins i Marc Marons ’WTF’-podcast.

Instruktøren fik ret og svinger således denne gang både taktstokken på settet såvel som pennen over plottet, der fører karaktererne endnu længere ind i et kvindedrevet fantasyland. Til gengæld er der også skruet et nøk op for absurditeterne, så alle andre end hovedpersonerne fremstår så flade som det papir, de er udsprunget af – et vovet, men vellykket valg, der udelukkende får fripas herfra på baggrund af filmens helhjertede dedikation til det old school-tegneserieformat.

Gal Gadot i ‘Wonder Woman 1984’. (Foto: Warner Bros. Pictures / DC Comics)

Sidst vi så Diana fik hun sin superhelteilddåb i Første Verdenskrig, men ’1984’ lægger ud med et tempofyldt tilbageblik til barndommen på øen Themyscira, hvor den lille wonder girl konkurrerer i en quidditch-inspireret iron woman med ’Indiana Jones’-overtoner.

Billederne giver biograf-hjemve efter den IMAX-oplevelse, coronaguderne har snydt os for, men underholdningsværdien er intakt, ligesom den efterfølgende præsentation af Dianas voksentilværelse i Washington D.C. effektivt etableres igennem en montage af redningsaktioner, hvor der spændes ben for fartdjævelske yuppier i røde Porcher og fanges gumpetunge tyveknægte i det lokale mall (et af filmens sjoveste set-pieces).

Officielt jobber ensomme Diana imidlertid som museumsantropolog, og da hun får en ny kollega i form af kejtede Barbara (geniale Kristen Wiig) knytter de to bånd over følelsen af at stå en stilethæl uden for fællesskabet og konstant være genstand for uønsket opførsel fra mandlige kolleger: Barbara skiftevis ignoreres og chikaneres, mens Diana træt affejer den ene tonedøve bejler efter den næste.

Kristen Wiig i ‘Wonder Woman 1984’. (Foto: Warner Bros. Pictures / DC Comics)

Det simrer af et opgør med patriarkatet, men venindeskabet forstyrres, da forretningsmanden Max Lord (Pedro Pascal) dukker op med lovning om generøse museumsdonationer, hvis han liiige må se nærmere på førnævnte sten, Barbaras afdeling har fået i hænde.

En sten, der synes at fungere som ønskeånden Genies sadistiske fætter …

Der er filmmagi i luften, Diana blæser på fornuften og pludselig dukker et styks afdød kæreste, piloten Steve (Chris Pine), op igen, hvorfor vi står med en sorg-tematisk beslægtet superheltesøster til Marvel-serien ’WandaVision’, der også vakte sin heltindes elskede til live igen.

Halvtomme-glas-typer kan skumle over fokusset på kvindernes kærestekvababbelser, men der er immervæk større emotionelle indsatser i at kæmpe for et forhold nu og her end at hive bathuen ned over ørerne og forvandle savnet af mor-Martha til en blodig karrierevej.

Chris Pine i ‘Wonder Woman 1984’. (Foto: Warner Bros. Pictures / DC Comics)

Akkurat som Wanda ser Diana igennem fingre med skæbnefuskeriet, men den slags går aldrig ustraffet hen (medmindre man rent faktisk er Donners Superman, der brød alle regler for Lois Lane), og skyerne over genforeningsglæden står i fin kontrast til Steves komiske introduktion til 80’ernes fagre verden af futon-senge og bæltetasker.

På det modsatte fortov af dydens smalle sti er vores allesammens Mandalorian fremragende som svindleren Max, der det ene øjeblik sælger sin sjæl for at booste sit ego og det næste forsøger at være sin lille skilsmissesøns kærlighed værdig. Ikke alene har Pedro Pascal veloplagt slesk selvironi, men der er oprigtig ømhed i scenerne med drengen takket være hans nuancering af, hvad der kunne være blevet en endimensionel Doctor Evil.

Et menneske af kød og blod, der mister sig selv, er altid en mere fascinerende skurk end noget pixelmonster, og på samme måde overbeviser Wiigs foruroligende post-ønske-makeover af Barbara, der kækt kaster en hyldest-klør fem til Michelle Pfeiffers Catwoman i ’Batman Returns’.

At Max Lord tillige lægger sig tæt op ad Christopher Walkens Max Shrek fra samme film, kilder vellystent i fanmaven.

Pedro Pascal i ‘Wonder Woman 1984’. (Foto: Warner Bros. Pictures / DC Comics)

Jovist, Barbaras transformation balancerer på kanten af en knivsæg-kliché om den stille mus, der smider brillerne og springer ud som femme fatale, og så meget mere velkomment er det, at Jenkins og Wiig henter stikket hjem ved at udstille omgivelsernes uskønne objektificering af kvinden, der hurtigt får Barbara til at drømme om et reelt hamskifte snarere end en ny garderobe.

Tredje akt går op i hat og briller, men der er ikke desto mindre forrygende svirp i den gyldne lasso, finalen er overraskende rørende og Gadots strålende 1.000-watt-karisma en supernaturkraft udi det komplet uimodståelige.

Man kan opfinde et påskedrukspil på baggrund af plothullerne, og alligevel knuselskede jeg hvert et fjollet minut, der føltes som et tiltrængt festfyrværkeri for næstekærligheden oven på det seneste års lockdown-tungsind.

Girls just wanna have fun – men det betyder ikke, at de ikke kan redde verden imens.


Kort sagt:
‘Wonder Woman 1984’ overgår slet og ret forgængeren fra 2017 med en sprudlende cocktail af empati, blomstrene superheltefeminisme og old school-tegneserieabsurditeter i Chris Pines bæltetaske.

’Wonder Woman 1984’. Spillefilm. Instruktion: Patti Jenkins. Medvirkende: Gal Gadot, Kristen Wiig, Pedro Pascal, Chris Pine. Spilletid: 150 min. Premiere: Kan ses på HBO Nordic fra 26. marts.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af