’Superman’: James Gunns berusende storfilm er alt, hvad en film om den mægtigste superhelt bør være
Da James Gunn i 2023 annoncerede rebootet af DC-franchisen, offentliggjorde han et længere program af tv-serier og film til DC Universe’s første kapitel ’Chapter 1 – Gods and Monsters’ – herunder ’Superman: Legacy’, der skulle være den første DCU-film.
Siden blev undertitlen skrottet for den mere strømlinede ’Superman’, og selvom DCU egentlig officielt blev lanceret med den glimrende animationsserie ’Creature Commandos’, har alle øjne været stift rettet mod denne sommers største blockbuster.
Presset på Gunns ’Superman’ har da også været usædvanligt højt forud for premieren:
Warner Bros.’ sidste forsøg på en superheltefranchise, DC Extended Universe, var – for det meste – et trist udstillingsvindue for genrens værste tendenser, som både har efterladt ar på studiets pengepung og stolthed. Noget, Gunns film skulle forsøge at genrejse.
Samtidig er der alt det sædvanlige palaver: online smædekampagner fra en højlydt gruppe Zack Snyder-fans og konservative amerikanske medier, der har travlt med at stemple Gunns film som »superwoke«, fordi han har udtalt, at Superman er immigrant – hvilket han, i øvrigt, har fuldkommen ret i.
Måske burde skepsissen mere handle om, hvorvidt der er plads til en figur som Superman i vores samtid – en tid, hvor heltens (gamle) slogan »Truth, Justice and the American Way« har fået en syrlig eftersmag.
Heldigvis forstår Gunn karakterens kerneværdier, og det er også dem, der accentueres, i hvad der er den bedste filmversion af Superman siden Richard Donners klassiker fra 1978.
Modsat andre fortolkninger, som Donner-versionen og ’Man of Steel’, er den nye ’Superman’ ikke en klassisk oprindelseshistorie. I stedet placerer den os in medias res. Her er Luthor og Superman allerede beske ærkefjender, og Clark Kent og Lois Lane er endnu i parforholdets tidlige og usikre stadie.
Derudover får Superman hjælp af både superhunden Krypto og det kommercielle helteteam Justice Gang, bestående af Guy Gardner, Hawkgirl og Mister Terrific, til at bekæmpe diverse monstre og skurke.
Men da det lykkes Luthor at afsløre en dyster hemmelighed om superhelten og udstille hans handlinger i forbindelse med en oversøisk krig, vender den ellers positive folkestemning mod den kappeklædte helt, og han tvinges til at genoverveje sin plads og formål på Jorden.
James Gunns ’Superman’ er en stor fornøjelse fra første færd, hvilket blandt andet skyldes den passion og kærlighed til DC-universet, som skinner igennem filmen.
Fotograf Henry Brahams brug af dynamiske vidvinkelskud og David Fleming og John Murphys storladne score (der benytter nostalgiske variationer af John Williams’ ikoniske tema på de rette tidspunkter), er alt sammen med til at livagtiggøre Gunns farverige og tegneserieæstetiske verden.
Gunns film fokuserer langt mere på Supermans menneskelighed end tidligere versioner, og han er både fejlbarlig, usikker og følsom. Han er ikke usårlig, hverken på slagmarken eller når han mødes af fremmedhad fra omverdenen, men hans moral forpligter ham til at sætte liv over alt andet, som når han redder alt fra et barn, en hund og et egern fra at blive kvast af en forvokset kaiju.
I centrum af filmen står det glødende hjerte, David Corenswet, som flot destillerer alt det, der gør Superman til en så relaterbar karakter. Hans identitet som outsider, hans optimisme og venlighed og hans tvivl og fejl fortolkes inderligt af den relativt uprøvede skuespiller. Han er en moderne Superman, der aldrig forsøger at efterligne Christopher Reeve, men i stedet finder sin egen sti.
Corenswet bakkes op af et stærkt – og liiidt opsvulmet – cast. Den evigt likeable Rachel Brosnahan er den hidtil bedste live-action-udgave af Lois Lane, og vi får endelig lov at se hende som en troværdig no nonsense-journalist i aktion. Flere gange redder hun endda Superman, og hendes kemi med Corenswet er aldeles forrygende.
Nicholas Hoult er herligt diabolsk som Luthor. Hans had til Superman er forankret i jalousi og frygt, hvilket gør, at han aldrig føles endimensionel. Justice Gang-medlemmerne er også sjove tilføjelser til Gunns nye univers, hvor Edi Gathegi og Nathan Fillion er standouts som Mister Terrific og den flabede Green Lantern Guy Gardner.
Som i Gunns andre film bygger historien på humor, action og hjerte, og manuskriptet balancerer for det meste fint mellem de campede, romantiske og rørende øjeblikke (særligt én scene mellem plejefaren Jonathan Kent og Clark ramte mig) og den berusende action.
Filmens næstekærlige budskab føles ægte, og i en verden, hvor konflikterne dagligt hober sig op, er det befriende at se en superheltefilm, der tør hengive sig til eskapisme og utopiske idealer med et amerikansk universelt symbol på håb og frihed i front.
Humoren lander ikke hver gang, og tempoet og det til tider lidt forjagede klippearbejde arbejder ikke til filmens fordel. Men i det store billede hører det hjemme i afdelingen for bagateller, og det var aldrig nok til at fjerne mit store smil, da jeg opløftet forlod biografen.
Kort sagt:
James Gunns velspillede og medrivende ’Superman’ er alt, hvad en storfilm om verdens mægtigste superhelt bør være: farverig, berusende, håbefuld – og for alle.