Med ’Fetch the Bolt Cutters’ leverer Fiona Apple et både gennemtænkt og impulsivt frihedsmanifest
Det er for ligetil at gøre et større nummer ud af det – og ikke kun fordi alverdens kritikere og kommentatorer allerede har bemærket det – men Fiona Apples første album i otte år er næsten skræmmende veltimet i forhold til den kollektive karantænetilstand, der er blevet trukket ned over verdens befolkning som et resultat af coronavirussens hærgen.
Titelnummerets deklamation – »Fetch the bolt cutters, I’ve been in here too long« – handler måske nok i sit udgangspunkt om noget helt andet end en statssanktioneret selvisolation (den handler, ikke overraskende, om en kvindes kamp for at undslippe patriarkatets jernbur), men uanset de nærmere omstændigheder bag sangen, så taler den og resten af albummets 12 numre temmelig direkte ind i – og til – en kollektiv bevidsthed anno april 2020.
Det her – mine damer og herrer – er et album til tiden, til her og nu.
Siden sit gennembrud som bare 17-årig med MTV-hittet ’Criminal’ (fornylig iøjnefaldende brugt i Jennifer Lopez-filmen ’Hustlers’), har Fiona Apple – set udefra – befundet sig i en konstant kritisk afstand til sine omgivelser, ikke mindst de mandsdominerede medier og pladeselskaber, der altid har forsøgt at sætte hende i bås som en ’besværlig’ kvinde, bare fordi Apple danser efter sin egen pibe – og ikke efter fars cigar.
I store dele af 2010’erne har den nu 42-årige sanger tilmed levet på afstand af verden og stort set opholdt sig alene – med spredte besøg fra sine kreative sparringspartnere – i sit hus i Venice Beach, L.A. Også i den forstand er dette indlysende et album, der kan siges at favne eller detonere fra spændingen mellem klaustrofobi og total frihed; begge grundelementer, der kommer til deres udtryk i musikkens viltre, associationsdrevne og bumpede flow.
Det frisættende, rå og kompromisløse tonesprog søsatte Apple allerede med forgængeren, mesterværket ’The Idler Wheel’ (2012), men hun hiver sig selv og sine få udvalgte musikere ud i nye ekstremer på ’Fetch the Bolt Cutters’.
Det høres i den mildest talt ukonventionelle brug af alskens percussion (jeg kommer til at tænke på Tom Waits’ ’Bone Machine’), ved måden Apple har taget en ny konverserende, nærmest tale-syngende vokalstil i brug og, ikke mindst, i måden, hun bruger klaveret (der fortsat er hendes faste ledsager) som et percussivt instrument frem for som et melodisøgende anker. Albummet nærmest sprutter, syder og knitrer af (nervøs) energi.
Apple har altid været en dybt betagende og intelligent sangskriver, men hun foretager et nyt lyrisk kvantespring på ’Fetch the Bolt Cutters’, der får i hvert fald denne signaturs kæbe til at nærme sig gulvhøjde efter stort set hver eneste sang.
»Evil is a relay sport when the one who’s burnt turns to pass the torch«, synger hun på ’Relay’. For derefter at beskrive ’den privilegerede hvide mand’ (Apple har selv antyder, at det er et slet skjult portræt af højesteretsdommer/fratboy med misogyne tendenser, Brett Kavanaugh) med sætninger som »I resent you for presenting your life like a fucking propaganda brochure«.
På ’For Her’ strammer hun skruen yderligere: »Good morning, good morning! / you raped me in the same bed your daughter was born in«. På ’Rack of His’ langer hun også ud efter en mandlig kunstners selvforståelse: »Check out that rack of his / look at that row of guitar necks / lined up like eager fillies, outstretched like legs of Rockettes«.
Og så videre! Hver sang indeholder forrygende guldkorn fra en brændt kvinde, der ikke så meget skyr ilden, som kaster sig ind i den, men som også kommer ud på den anden side af bålet i god behold. Det er måske der, albummets storhed – og relevans – ligger: At Apple ikke bare er vred på en selvcentreret måde – ’se, hvad I gjorde ved mig!’ – men at hun hæver sig op over smerten og i sidste ende leverer et fantastisk velformuleret frihedsbudskab, ikke kun på vegne af sig selv, men på vegne af alle kvinder (og på vegne af alle ikke-konforme individer, velsagtens).
Hvorfor er mænds ekspartnere forudbestemt til at være hinandens fjender, spørger hun på ’Newspaper’ og konkluderer selv: »Ladies, ladies, ladies / take it easy / when he leaves me, please be my guest / to whatever I might have left in his kitchen cupboards«.
Men albummet er rørende, ikke kun fordi Apple graver dybt ind i sin egen sjæl, men også fordi hun rækker ud til en omverden: for at forstå andre og for at bede andre om at forstå en kvinde som hende.
Når hun på ’Heavy Balloon’ synger »People like us get so heavy and so lost, sometimes / so lost and so heavy that the bottom is the only place we can find«, er det værd at gøre opmærksom på, at 90´er-Apple havde leveret sådanne linjer i jeg-form, men her er det afgørende at bemærke, at hun synger »people like us«. Der er med andre ord tale om en solidaritetshandling.
Fiona Apple fremstår på ’Fetch the Bolt Cutters’ som en ener. Det viltre og idiosynkratiske i hendes kunst peger på Kate Bush som en slags åndelig søster, en forbindelse som Apple også passende selv etablerer (med en reference til Bush’ største hit) på titelsangen, hvor hun afsluttende synger: »I grew up in the shoes they told me I could fill / shoes that were not made for running up that hill / and I need to run up that hill, I need to run up that hill / I will, I will, I will, I will, I will«.
Det er en stor kunstner – nej, det er et ’én-af-sin-slags-per-generation’-talent – der kan få et værk 25 år inde i karrieren til at fremstå som kulminationen på en lang og kompliceret fortælling om identitet, heling og personlig frihed og så samtidig kreere 13 sange, der lyder som om de blev skrevet i en fart og leveret til miksning to minutter i deadline.
Sådan et værk er der tale om. På én og samme gang er ’Fetch the Bolt Cutters’ det mest gennemtænkte og mest impulsive album, du vil få at høre i 2020.
»Blast the music! Bang it, bite it, bruise it!«, lyder det på åbningsnummeret ’I Want You to Love Me’.
Nu er det din tur! Nu er det vores tur. Enjoy the (wild) ride!
Kort sagt:
Fiona Apples første album i otte år taler direkte ind i – og til – en kollektiv bevidsthed anno april 2020. Det er et album til tiden, til her og nu.