12 virkelig gode album, vi missede i løbet af 2020

Der udkommer vanvittig meget musik i løbet af et år, og i nogle tilfælde er der album, som vi desværre overser eller ikke får anmeldt. Slutningen af året er den helt rigtige tid til at råde bod på sådanne svipsere, så her er 12 fremragende udgivelser fra 2020, som vi ikke har givet den opmærksomhed, de fortjener – indtil nu.
12 virkelig gode album, vi missede i løbet af 2020
Kehlani.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Fireboy DML ‘Apollo’

Nu hvor der ikke er lavet nogen vaccine endnu, kan vi varmt anbefale nigerianske Fireboy DML som musikalsk modgift til alle de dårlige følelser, 2020 har givet dig. For hans afropop-album ’Apollo’ er sødt, svævende og fuldstændig sorgløst.  

Fireboy DML lyder som en, der ikke har et eneste problem – udover måske, at han ikke kan finde pigen, han vil danse med. Men så dukker hun alligevel pludselig op, og så er alt godt igen. ’Apollo’ er lyden af eskapisme, eufori og forelskelse. Man får lyst til at sprøjte det direkte ind i sin blodstrøm.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Laura Marling ‘Song for Our Daughter’

Laura Marlings indiefolk er så velskreven, at man kan føle sig overbevist om, at enhver given sang i virkeligheden må være et cover af en klassiker fra Joni Mitchell eller Carole King – og man føler sig da også så hurtigt bekendt med enhver komposition, at de sætter sig dybt.

Tilsæt hertil, at Marling næppe nogensinde har lydt så fantastisk. Hun har selv produceret størstedelen af albummet, og det lyder storartet, når hendes varme stemme får selskab af fornemme strygerarrangementer på lige de rette tidspunkter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Dutchavelli ‘Dutch From da 5th’

Drill-genren er blevet et globalt fænomen i år – både på grund af tragiske dødsfald som King Von, Pop Smoke og danske Shmur, men heldigvis også på grund af ekstremt meget stærk musik. I England har Headie One måske taget mainstream-overskrifterne, men det er Dutchavelli, der har været scenens store nye gennembrud.  

Hans debutmixtape ’Dutch From the 5th’ er fuldt af ondskabsfulde, slæbende beats og drevet af hans exceptionelt rå, Pop Smoke-agtige vokal – Dutchavelli lyder som om, han børster tænder med asfalt og inhalerer aske. Rapperen, der i øvrigt er Stefflon Dons bror, ligner det bedste bud på den næste UK-stjerne. Bare spørg Drake, der allerede følger ham på Instagram.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Christine and the Queens ‘La Vita Nuova’

Okay, det her er bare en ep, men de fem (seks hvis man tæller bonus) sange på Christine and the Queens lille ep bærer et så højt niveau, at de fortjener stående ovationer.

Her bliver sunget på både engelsk, fransk og italiensk, og generelt er stemningen en lille smule mere intim og afdæmpet, end man efterhånden er vant til fra Christine and the Queens. Der er så meget nerve og sårbarhed i de her elektroniske popsange om livet og kærligheden, at det næsten ikke er til at bære.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Spanish Love Songs ‘Brave Faces Everyone’

Poppunket emo gennemgår disse år en mindre renæssance, og Spanish Love Songs står som bølgens muligvis bedste gruppe. Med deres tredje album, ‘Brave Faces Everyone’, begik de deres magnum opus ved at dykke ned i den angst, der præger en ungdom, for hvem én manglende lønseddel kan vende op og ned på hele hverdagen.

Den virkelighed, der bliver portrætteret på ‘Brave Faces Everyone’, er grum og tragisk reel. Men budskabet, albummet efterlader, er en meddelelse om håb. Og når man hører forsanger Dylan Slocum afslutte albummet ved at råbesynge titlen, føler man sig lidt mere brav.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Westside Gunn ‘Pray for Paris’

Griselda-kollektivet laver ikke fashionabel rapmusik. I stedet udgiver de regelmæssigt den ene omgang cementgrå old school-rap efter den anden. Klokken viser 1996 i deres univers, og attituden er permanent mean muggende: Det her er New York-rap af den helt klassiske støbning.

Det lyder måske lige lovlig konservativt, men Griselda er bare så sindssygt gode til det, de gør. Bare hør Westside Gunns ’Pray For Paris’, hvor den energiske rapper genopliver den støvede lyd med energiske flows, en meget karakteristisk, skinger vokal og ad-libs, hvor han laver maskingeværslyde i ekstreeeemt lang tid. Og så hjælper det selvfølgelig med fantastiske gæster som Tyler, the Creator, Joey Badass og scene-forfaderen Roc Marciano. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Lianne La Havas ‘Lianne La Havas’

Den britiske sanger og guitarist står bag to af 10’ernes mest oversete r’n’b-album, og i 2020 formåede hun at overgå dem ved at finpudse sin stil i en sådan grad, at det er noget nær umuligt at finde mangler på hendes selvbetitlede album.

Hvad end det er den bløde intimitet på ‘Read My Mind’, den totalt overgivne inderlighed på ‘Can’t Fight’ eller hendes modige cover af Radioheads ‘Weird Fishes’, så går den rå, nærværende r’n’b-lyd lige i hjertet gang på gang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. The Microphones ‘Microphones in 2020’

Vi troede i mange år, at 2003-albummet ‘Mount Eerie’ ville være svanesangen for singer/songwriter Phil Elverums band The Microphones. Men han genoplivede navnet (omend nu som soloprojekt) i forbindelse med det stærke folkalbum ‘Microphones in 2020’, der blot består af én 44 minutter lang sang.

Dette værk fortæller hele historien om Elverums karriere så levende og detaljeret, at man føler, man er der selv. Dette sker mestendels over to gentagende guitarakkorder, men som værket udvikler sig, får guitaren selskab af yderligere instrumentation, som understreger lyrikkens tyngde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Kehlani ‘It Was Good Until It Wasn’t’

Det er ikke fordi, Kehlani bøjer r’n’b’ens regler eller tilføjer komplet uventede ingredienser til genrens allerede etablerede opskrift.

Men amerikanerens andet album leverer hiphopdyb, døsigt svævende, let jazzet og kontemporær r’n’b fra øverste skuffe. Kehlanis stemme får virkelig plads til at folde sig ud, og det er vokalen og de ikke overpresserende produktioner, som gør, at ‘It Was Good Until It Wasn’t’ fungerer som dejligt lydtapet til de fleste lejligheder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Jay Electronica ‘A Written Testimony’

Stortalentet Jay Electronica slog igennem med ‘Exhibit C’, der fik alle til at sammenligne ham med en ung Nas, og kort efter indfriede han alle forventningerne med debutalbummet ’A Written Testimony’. Eller hov, skrev vi ’kort efter’? Det var en fejl: Jay Electronica valgte at vente i over ti år, før han endelig fulgte op på gennembruddet.  

Men det med, at albummet levede op til forventningerne, var rigtigt nok: Det her er lyrik på topniveau, leveret over avantgardistiske produktioner, der lyder ulig noget andet på hiphopscenen. Og så hjælper det selvfølgelig også at have Jay-Z som gæst på nærmest hver anden sang. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11+12. Sault ‘Untitled (Black is)’ og ‘Untitled (Rise)’

Det hemmelighedsfulde neosoul-kollektiv Sault debuterede med albummet ‘5’ i 2019, og senere samme år udgav de efterfølgeren ‘7’. Med den hast skulle man ikke forvente, at kvalitetsniveauet ville holde, men deres to 2020-album modbeviser dette.

Ikke alene lyder deres musik yderst lækker, men den er også spækket med potente politiske meddelelser, der forholder sig til strukturel racisme på en både reflekteret, poetisk og vittig måde. Med næsten to timers musik i alt er der rigeligt at kaste sig over.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af