Kesi og Icekiids nye fælles-ep ’72 timer’ har et koncept, der lyder som noget, der også ville være et ret fedt realityprogram: Hvad sker der, hvis du tager to af Danmarks mest succesfulde rappere lige nu og spærrer dem inde i et luksushus i tre døgn sammen med tidens toneangivende hiphopproducere?
Fucker de det op med dekadente fester og pool parties, eller kan de skabe et enestående musikalsk vsærk?
Og for at det ikke skal være løgn, giver Icekiid faktisk en beskrivelse af processen, der ville være en perfekt voiceover til et tv-program, da jeg møder de to rappere på Soundvenues kontor i Indre København:
»Forestil dig, at vi er i et kæmpe mansion…«, siger Icekiid med sin karakteristiske dybe vokal. Man føler nærmest, der begynder at køre dramatisk musik i baggrunden, når han indleder en sætning sådan dér.
»Vi har to studier. Der er alt, hvad hjertet har brug for. Jeg er på en god drink: Vodka-Red Bull med isterninger i. Mit tredje glas måske. Jeg er helt wavy. Jeg går fra ét studie, hvor jeg indspiller, til der, hvor Oliver (Kesi, red.) er i gang. Og dér hører jeg så ’Get the Bag’ første gang. Jeg er i chok. Det er som at åbne døren og gå ind i en helt anden verden«.
Dén setting lyder ret perfekt, og det viste den sig også at være for Icekiid og Kesi. For den villa, hvor de installerede sig sammen med producerne Hennedub, Emil Harm og Asmus Harm, blev fundamentet for en ep på seks sange, der alle er indspillet i løbet af de tre dage, de var afsted sammen.
Man forestiller sig nærmest huset som en slags Hogwarts-agtig bygning, hvor der gemmer sig en ny stemning bag enhver lukket dør: Atlanta-trap-vibes det ene sted, afrobeats-fest det næste.
»Icekiid kom ind til mig fra et studie, hvor han havde en helt anden energi«, forklarer Kesi om den ovennævnte session, der altså førte til introsangen ’Get the Bag’ fra ep’en, der udkom i fredags.
»Han var ved at lave ’Ribéry’ inde ved siden af, og jeg havde den samme oplevelse, da jeg gik den anden vej. Jeg havde siddet med en sang, hvor tekstuniverset var lidt tungere, så jeg kom fra at sidde og skrive med alle de her ting i hovedet til noget med fuld energi, hvor dynamikken var helt anderledes«.
Dén dynamik og energi er altså nu indkapslet i ep’en ’72 timer’: Kesi er med på Icekiids banger ’Ribery’, mens Icekiid har lagt et ekstremt stærkt og personligt vers på den mere eftertænksomme ’Get the Bag’.
Og sådan forsætter stilen: For ’72 timer’ er i det hele taget en udgivelse, der – naturligt nok – stikker i mange retninger.
Kesi og Icekiid prøver ting af. De leger med lyde. Og de har måske også gjort sig fortjent til en udgivelse, hvor de primært er ude på at hygge sig. For begge kunstnere har haft et karrieredefinerende år – men på hver sin måde.
Lad os starte med Icekiid.
2020 var Icekiids år
Det har længe været tydeligt, at den unge artist har været et af de helt store talenter i landet. Han var en af de første til at introducere den bouncy afrobeats-lyd til Danmark, og han har – udover at være en ekstremt stærk feststarter – formået også at snige dybere budskaber ind i sine tekster. Som på 2016-ep’en ’Afro Dansker’, der blandt andet handlede om at være »født i København«, men samtidig være »stolt af at være afrikaner« (’Afrikaner’).
I årene efter prøvede Icekiid kræfter med alt fra hiphop til r’n’b og pop, alt imens han bibeholdt afrobeats-essensen.
»Min ting er rap, pop, r’n’b, afrobeats og afro-inspireret musik«, siger rapperen og sangeren, der selv understreger at hans lyd altid har trukket mere på hiphop end mere rendyrkede afrobeats-artister som nigerianske Burna Boy. »Det, man kan danse med hofter til, det er jeg med på. Der føler jeg mig hjemme«.
Men det er ikke kun Icekiid, der har nærmet sig pop og hiphop. Det er også de andre genrer, der har nærmet sig den afrobeats, som den unge artist altid har haft som udgangspunkt. På en måde åbnede Icekiid sig mod nye genrer, samtidig med at afrobeats blev en del af den globale popmusiks dna.
»Producere nu til dags laver ikke 100 procent hiphop, 100 procent afrobeats, 100 procent r’n’b eller 100 procent west coast«, forklarer han. »Det hele er blevet blandet. Og det var også noget, jeg selv skulle forstå. Det hele har været en proces. Jeg føler først nu, at jeg er i en stime, hvor jeg ved 100 procent, hvad der er Icekiid«.
Dén forståelse for, at genrer slynger sig om hinanden som lianer rundt om træer, var essentiel for, at Icekiid kunne skabe sin karrieres største hit i form af ’ErruDumEllaHvad’.
Her har han masser af hiphop-attitude i sine rim, men også intonationer som man kender dem fra dancehall – samtidig med at beatet stikker i retning af dén afro trap, der især er stor i Holland lige nu. Sangen er et gigantisk miskmask af indflydelser. Og den er et karrieredefinerende hit, der blandt andet er blevet optaget på det internationale FIFA-soundtrack.
»Det er en milepæl for mig, men man vil hele tiden lave noget, der er større end det man har lavet indtil videre«, siger afrobeats-pionéren om den store succes.
»Folk fra udlandet skriver til mig nu og siger: Det er den bedste sang i ‘FIFA’! Eller: Jeg kendte ikke din musik før, men nu elsker jeg dine sange! Det er fedt, at folk hører den i ‘FIFA’ og så finder den på Shazam«.
Efter mange år, hvor Icekiid skærpede sine evner, er han altså gået fra upoleret afrobeats-artist til genreblandende rapstjerne. 2020 har været hans år. Men det har faktisk også været Kesis.
Intet at bevise længere
2020 har ikke været Kesis år, fordi den mere rutinerede rapper har skabt sin karrieres største single. Men fordi han endelig har lavet det helt store album. For efter fem år uden en større udgivelse – men med en lang række store singler – har Kesi udgivet ’BO4L’ i år.
»Jeg var klar til at lave et album, fordi jeg ikke følte, at jeg skulle leve op til noget«, siger rapperen, der siden sit forrige album har sluppet storhits som ’Mamacita’, ’Følelsen’ og ’Kom over’, for bare lige at nævne tre af de største.
»Jeg kunne gøre det på mine egne termer og tage den tid, jeg havde lyst til. Jeg var ikke så presset af den evige kamp om, at man gerne vil et vist sted hen. Jeg havde haft en stime, hvor jeg havde stadfæstet min position i det her spil. Det gav mig lysten og drivkraften til at være kreativ udenfor de rammer, som man normalt er i«.
Nu vil jeg selvfølgelig ikke lægge ord i munden på Kesi, men det, jeg tror, han siger her, er: Han havde lavet så fucking mange hits, at han ikke behøvede at bevise noget længere. Og så kunne han lave et sammenhængende stærkt album, der var mere end bare en samling singler.
»Jeg var nået til et punkt, hvor den fremgang, jeg havde haft, var blevet en smule ensformet«, forklarer rapperen. »Tiden var moden til at lave et helt album«.
Men hvorfor allerede lave en ep nu så kort tid efter, du har lavet dit første album i fem år?
»Det er jo to vidt forskellige ting. Mit soloprojekt var mere sådan: Lad os prøve at lave et album, som er et body of work, der også ældes godt. Og som forhåbentlig bliver noget, som folk ser tilbage på som et højdepunkt i min karriere. Vi ville prøve at lave et album, som vi til fulde er 100 procent glade for, når vi smider det ud. Ikke at mig og Ice havde travlt – men rammerne var: Lad os hygge os. Det var mere som dengang, da jeg startede med at lave musik, og der bare var sessions hver aften med drinks og hygge, og alt var en sparring«.
På en måde føles det som om, både Kesi og Icekiid har ramt hinanden på det helt rigtige tidspunkt: Icekiid, fordi han for alvor har fundet sin stemme ved at lade alverdens genrer sive ind i sin musik. Og Kesi, fordi han både har bevist, at han kan lave hits i årevis og nu også et stort album. De var klar til noget nyt. De var klar til … the mansion.
Sorgløshedens triumf
»Det bedste var ankomsten«, siger Kesi. »Det minder mig om noget, Benny Jamz sagde engang: Det fedeste er ikke sommeren. Det fedeste er tiden op til sommeren, hvor man ved, at sommeren kommer. Det var sådan en ankomst, vi havde: Man kører ind i den der indkørsel og ved, at de næste dage skal man bare lave en masse fed musik«.
De to rappere understreger, at hele konceptet bag den her rejse var, at det skulle være en leg. De var afsted med brødrene Harm og Hennedub, der har produceret henholdsvis ’ErruDumEllaHvad’ og hele Kesis ’BO4L’, så de var i trygge hænder.
Der var udendørs pool, bordtennisbord og et spa-setup i kælderen, som Kesi sammenligner med Frederiksberg Svømmehal. Intet kunne gå galt. Som da de besluttede at skabe titelsangen som en form for ping pong-rap, hvor hver artist får fire linjer hver:
»Oli indspiller, og så hører jeg det og tænker: Woah«, siger Icekiid med tydelig indlevelse. »Så indspillede jeg også, og så ham, så mig – bang, bang, bang, så var sangen fyldt ud! Det var kun hooket, vi nåede at skrive ned«.
Det er især det med at skrive, der er interessant i forholdet mellem de to musikere. For Kesi er en klassisk rapper, der sidder og forfatter sine tekster, hvorefter han indspiller dem. Men Icekiid er helt anderledes.
»Vi laver musik på helt forskellige måder. Ice er mere umiddelbar«, fortæller Kesi: »Han skriver ikke så meget ned, men kan finde på at lægge to-tre linjer af gangen og så videre til det næste. Det minder meget om den måde, som Kian (Gilli, red.) gør det på. Jeg er mere sådan en, der skal høre beatet, og så skriver jeg. Og når jeg er færdig, så går jeg ind og lægger det«.
Når man hører Icekiid og Kesi fortælle om oplevelsen af at lave musik sammen, er det til gengæld som om, modsætningerne i deres tilgang til musik slet ikke eksisterer. Eller i hvert fald ikke eksisterer som stopklodser. Det lyder helt enkelt som om, de nyder at lave musik sammen, og at de er heldige nok til at være et sted i deres liv og karriere, hvor sorgløsheden får lov til at herske.
Kesi beviser sin evne for godt billedsprog ved at finde det perfekte billede på lige præcis dén følelse:
»Det er lidt ligesom hvis man er professionel fodboldspiller og samler sine venner og siger: Lad os bare spille en syvmandskamp. Hvor det ikke handler om at vinde Champions League-pokalen, men bare om at spille i parken, fordi det er hyggeligt. Hvor det er fint at lave tricks, og det er okay at fucke op og lave en dårlig aflevering. Da jeg lavede mit album, følte jeg, at jeg spillede Champions League-finalen, og at der var straffespark: Nu skal den sparkes ind! Det her var mere: Lad mig ringe til mine venner og se, hvem der kan jonglere mest«.