Kesis nye album ’BO4L’ åbner op for en mere nuanceret version af Danmarks store hitrapper
Der er en imponerende lethed over den strøm af festlige hits, Kesi har haft over de seneste år – jeg nævner i flæng baskere som ‘Mamacita’, ‘Følelsen’, ‘Kom over’ og så videre.
Men netop derfor har det måske været lidt nemt at afskrive Kesi som en festrapper med et entertainer-gen ud over det sædvanlige, der mest bare gik i byen i Gucci-tøj, købte flasker og udgav tre-fire monsterhits om året. Det har i de mange hits været svært at få en fornemmelse af, hvem der egentlig gemmer sig inde bag de dyre skorter.
‘BO4L’ (B.O.C. for livet), der er rapperens første album i fem år, åbner dog op for Kesi-universet.
Bare titlen og dedikationen til B.O.C.-holdet vidner om, at der er noget dybere på spil. Kollektivet, som Kesi var med til at stifte i de spæde grime-år i starten af 10’erne, tæller også blandt andre Gilli, Benny Jamz og Noah Carter, og både gæstelisten og albummet som helhed er en klar cementering af, at B.O.C. stadig hænger sammen – og at de vil gøre det for altid.
Og så er der introen; et gammelt lydklip, hvor en purung Kesi forklarer, at han er droppet ud af skolen for at fokusere på sin musikkarriere. Den sætter scenen og giver værket perspektiv – det er tydeligt, at det ikke (udelukkende) handler om at lire flere hits ud af ærmet.
Det er nok heller ikke tilfældigt, at det eneste singleudspil fra albummet er den ’se mig nu’-agtige ‘Tilbage’, for især sidste del af ‘BO4L’ kredser om Kesis karriere og vej gennem det seneste årti – fra ‘Fissehul’ til nu.
‘Hygger mig pt. 2’ er fortsættelsen på Gilli og Kesis chopped and screwed-hit ‘Hygger mig’, og Noah Carter lægger sin rå, (danske!) vokal på den melankolske, tilbageskuende ‘Om Igen’: »Selv hvis jeg ku’ gøre det om igen / starte helt forfra / tro mig jeg ik’ ville ændre noget«.
Og så er der albumlukkeren, den svævende, nærmest Drake’ske ’Livet er langt, lykken er kort’, med linjerne: »De si’r, jeg ændrede mig, men de ændrede måden de så på mig / bare fordi, jeg ik’ vil buk’ under«. Kesi er blevet en mere voksen rapper, og det er forfriskende endelig at høre ham i de her mere personlige fortællinger.
Melodierne og de mere stille beats fylder generelt mere, end man skulle tro. Den tropiske ’Snak lidt med mig’ og albummets afrobeat-indslag ‘Baku’ med Icekiid er en 1-2-kombination, og ‘Blå himmel’ med Hans Philip har et blødt, nærmest diskoagtigt sommerbeat, der vidner om, hvor langt de to er kommet, siden dengang de begik sig i mere rendyrket (grime)rap. Det er forfriskende at høre Kesi begå sig i andre lyduniverser, men man bliver også en smule rundtosset af de mange forskellige lyde og indtryk.
Numre som ’10 timer’, ‘Ik tænk’ og ‘Niveauer’ er til gengæld Kesi, som vi kender ham. Især ‘Niveauer’ er Kesi, når han er allerbedst, med linjer som »Har så mange sko, jeg må tro, jeg’ et tusindben / hun ka’ li’ mig, fordi min Instagram har flueben« og »Ligner min’ flasker har købt flasker«.
Selv om Kesi rent teknisk aldrig bliver den allerstærkeste i flokken, har han altid brilleret i ord og karisma. På ‘Forretning’ med Sivas rammer han for eksempel den perfekte blanding af sjovt, dumt og genialt: »Åh, der’ fart på, ja, det’ ham fra radio / jeg’ så wavy, at hun si’r til mig: ’Kombardo’ / men det’ klart jo, har været varm jo / siden Kawasaki og profiltekster på Arto«.
Det er både overraskende, sjovt og knivskarpt.
‘BO4L’ er både det Kesi-album, man havde forventet, men dele af det åbner også op for den næste, måske mere nuancerede æra for hele Danmarks hitrapper.
Kesi har på mange måder nået det, han drømmer om i introens lydklip. Men han har heller ikke tænkt sig at sænke farten. »Ja, vi’ stadig unge og dumme, livet i den hurtig’ bane / skud ud Mass, skud ud disco:wax / ny kontrakt er helt i max«, lyder det på lukkeren ‘Livet er langt, lykken er kort’.
Hvad den kontrakt lyder på, er selvfølgelig ikke til at sige, men Kesi er uanset hvad en god investering. Både for pladeselskabet og for lytterne.
Kort sagt:
‘BO4L’ er fyldt med klassiske Kesi-sange, men det er også melankolsk og eftertænksomt, og på den måde åbner albummet også op for en ny, mere nuanceret version af Danmarks store hitrapper.