Både Kesi og Icekiid kommer fra større hiphop-crews, så de har en del erfaring med, hvordan et samarbejde kan fungere.
Kesi har eksempelvis lavet en lang række tracks med sine B.O.C.-makkere Gilli og Benny Jamz og desuden haft tætte parløb med folk som Hans Philip og Noah Carter.
Icekiid kommer derimod fra en lidt yngre generation. Han startede som del af Cannibal Records og har siden blandt andet lavet flere tracks med Artigeardit.
Men netop fordi de kommer fra lidt forskellige aldersgrupper, har det været overraskende (og forfriskende!) at se Kesi og Icekiid slå sig sammen og blive til dansk hiphops nye duo med en række nye singler denne uge.
Netop det overraskende i samarbejdet er faktisk essentielt: »Jeg synes, det er spændende med den type collabs, der er mere uventede«, siger Kesi således, da vi møder ham og Icekiid for at tale om deres favorit-samarbejder: »Jeg kan lide, når det er folk, der kommer fra to forskellige steder, og man føler, at det ikke var den oplagte collab at lave«.
Makkerparret har før arbejdet sammen på Icekiid-sangen ’Øjne på mig’ fra 2019 og dette års ’Baku’ fra Kesi-albummet ’BO4L’, men denne uge ser de ud til at tage tingene til et nyt niveau.
De har allerede udgivet fire sange på tre dage, og en countdown – på sitet 72-timer.dk – antyder, at der kunne være endnu flere ting på vej.
Mens vi venter på, hvad der sker, når uret rammer nul, har vi bedt de to rappere om at pege på fem hiphop-collabs, de selv er inspirerede af.
1. Kanye West & Jay-Z
Kesi: »Det her var ikke en vildt uventet collab. Det var på en måde kun et spørgsmål om tid, for de var begge under den samme paraply (Jay-Z’s pladeselskab Roc-A-Fella, red.)«.
Icekiid: »Ja, man havde set den komme«.
Kesi: »Men man kan ikke snakke om collabs uden at nævne ’Watch the Throne’. Det fedeste ved projektet var, at man tænkte: Okay, Kanye kan faktisk godt følge med Jay-Z. Lillebror kom op på storebrors niveau«.
Icekiid: »Det er et stilet projekt, og det er godt lavet, men jeg må sige, at det nok ikke er et af mine favoritalbum«.
2. Future & Drake
Kesi: »Jeg tror, vi begge synes, at ’What a Time To Be Alive’ er en rigtig fed måde at lave den der kombination af artister, der er store i hver deres verden: Future i trap-verdenen, Drake i den mere poppede verden. Så mødtes de på en eller anden måde og formåede at fusionere det, så det lyder godt i begge verdener«.
Icekiid: »De laver god musik sammen. Der er god stemning. What a time to be alive!«
3. Lil Baby & Gunna
Icekiid: »Hvis du spørger mig, er den her endnu bedre end Future og Drake«.
Kesi: »Det er i hvert fald en af de største collabs fra de seneste år. Singlen ’Drip Too Hard’ og albummet ’Drip Harder’ kan man ikke komme uden om«.
Icekiid: »De kommer fra de samme verdener og fungerer bare sammen«.
4. Young Thug & Rich Homie Quan
Kesi: »I den her æra komplementerede de bare hinanden hjernedødt godt«.
Icekiid: »Young Thug er bare Young Thug. Han gør sin ting«.
Kesi: »Ja, og det var her han peakede! Alt han gjorde var så nyskabende. Han lød ikke som nogen anden. Måske lidt som Future, men ikke rigtig som nogen anden. Ham og Rich Homie Quan havde en dynamik, som var rigtig sindssyg«.
Icekiid: »De havde hver sin ting, som de var på til«.
Kesi: »De var hver især stærke på flows…«
Icekiid: »… og på melodier! Jeg kiggede på Rich Homie Quans profil for nogle måneder siden, fordi jeg ville se, hvad der egentlig er sket med ham. For jeg ved ikke, om han stadig er en Rich Homie, forstår du?«
Kesi: »De blev uvenner. Deres konflikt er så dyb, at de ikke kan snakke sammen mere«.
5. T-Pain & Lil Wayne (og T-Pain & Akon – og Lil Wayne & Juelz Santana)
Icekiid: »De var begge to på deres autotune-ting! Wayne gør sin ting, og T-Pain gør sin ting. T-Pain og Akon havde faktisk også en fed collab-tid sammen i gamle tider«.
Kesi: »Ved du hvem, der også havde et sindssygt run sammen? Lil Wayne og Juelz Santana! De lavede ’I Can’t Feel My Face’. Den skal med! De var arguably de to bedste rappere i verden på det tidspunkt«.
Icekiid: »Hvem ved, hvor mange flere vi kunne komme i tanke om, hvis vi blev ved!«