Det er onsdag eftermiddag og to dage før, den danske musiker Mads Damsgaard Kristiansen udgiver sit debutalbum, ’Group Therapy’. Han er iklædt et oversized, David Byrne-inspireret jakkesæt med grønne striber. Vi sidder på hans tagterrasse i hjertet af Nørrebro, og med udsigt til det karakteristiske TDC-tårn og et stillads, der nærmest fremstår skulpturelt, deler vi en kande sort filterkaffe.
Himlen er næsten skyfri, og Mads’ kastanjebrune krøller (som om få dage vil blive farvet orange) fremhæves i strålerne fra den lune efterårsol. Her er varmt og stille.
I hjørnet bag os ligger en hvid flamingokasse, som indimellem bliver rusket i af vinden. Det er den eneste bemærkelsesværdige lyd på terrassen, og den minder mig om en western-vindheks. En oplagt association, eftersom ’Group Therapy’ netop er inspireret af country-musikken: Den countrymusik, som store sangskrivere a la Townes Van Zandt har vist er så meget mere end klicheen om cowboys og rodeoheste.
Som min roommate lærte mig forleden; det er i lyrikken, genren brillerer. Og det er netop det, Goss gør i sine tekster – brillerer. Sprænger klicheen.
»Jeg ville gerne arbejde med at vise skrøbelighed og fremstå lidt mere uperfekt«, fortæller Mads, som forresten er åben, afslappet og grinende.
»Både som menneske, men også i den kunst, jeg beskæftiger mig med. Det er noget af det, som findes i country. Altså skrøbelighed og ærlighed. Hvis man laver noget, som folk i forvejen synes er sejt, er der en form for sikkerhed i at gentage det. Jeg kan godt lide, når folk tør lave noget, hvor man risikerer, at der kan blive peget fingre. Det er også der, hvor der er størst chance for at skabe noget, som ikke er skabt før«, lyder det.
»Da jeg opdagede, hvor låst og konservativ den traditionelle country også kan være, tænkte jeg: Fuck mand! Det er et blue ocean det her«, fortæller Mads, da jeg spørger ind til hans fascination af genren.
»Det har været vigtigt for mig at nå frem til et udtryk, som var mit helt eget. Jeg ville skabe noget, der ikke lød som noget som helst andet – og det kunne jeg med country. Jeg spurgte mig selv: Hvorfor er der ingen, der har tænkt på at lave en ny version? Dog vil jeg ikke definere min musik som rendyrket country. Det er mere at låne stemninger, greb og virkemidler fra genren«.
Nancy Sinatra og FOMO
På ’Group Therapy’ er den akustiske guitar et af de bærende elementer, som på elegant vis bliver understøttet af Mads’ stærke og ekstremt nærværende vokal. Teksterne har et historiefortællende element i sig, og selv om sangskrivningen umiddelbart virker simpel, går det ved flere gennemlytninger op for en, hvor mange lyriske lag, der gemmer sig i hvert enkelt nummer.
Hver eneste strofe er omhyggeligt gennemarbejdet, og det er tydeligt, at teksterne har haft en central rolle i sangskrivningen. Jo mere man hører pladen, jo mere åbner sangene sig op. Og med referencer til europæiske storbyer, Nancy Sinatra, internettet og FOMO bliver det nostalgiske sammenflettet med det moderne – en kobling der også ses i den minimalistiske og stemningsfulde produktion, hvor de elektroniske elementer flyder sammen med de akustiske.
Det er lyttemusik, som samtidig er dansabelt, melodiøst og sindssygt catchy. Det er kærlighedssange, hvor intet virker overflødigt. Samtidig er der referencer til væddeløbsheste og tornadoer. Lige dér vil de fleste nok umiddelbart trække på smilebåndet, men det er absolut alvorligt ment.
»Det er ekstremt vigtigt for mig at understrege, at der på ingen måde er en ironisk distance til musikken eller teksterne. Det er sindssygt alvorligt for mig det her. Da jeg begyndte på projektet, var der faktisk rigtig mange, der prøvede at snakke mig fra det. Country er en ekstremt udskældt genre – det er jo den amerikanske dansktop. På nær punkbands som eksempelvis Gun Club og Iceage har ingen haft held med at fortolke genren, og når folk har gjort det, er det oftest blevet gjort med den ironiske distance«.
Da Mads var halvvejs inde i den kreative proces, var Ganni-cowboystøvlen netop blevet et modefænomen – og det var altså, da han var gået i gang. Overalt gik folk med cowboyhatte for sjov, Diplo havde lige udgivet en fjollet countryplade, og rapperen Lil Nas X havde et gigahit med ’Old Town Road’.
»Der opstod rigtig meget dårlig energi omkring min idé. Har du lyst til at gå planken ud med det her? Halbal? Cowboyhatte? Seriøst? Der var virkelig mange, der var skeptiske. Jeg blev ret irriteret, og selv om min ild på et tidspunkt var ved at blive slukket, havde jeg et kæmpe drive til at lave noget unikt og særligt. Det blev nærmest en drivkraft, at folk ikke troede på mig. Jeg ville bevise overfor folk, at selv om jeg tog udgangspunkt i country, lavede jeg ikke musikken med et glimt i øjet«, siger Mads:
»Jeg har prøvet at tage alt det fra country, som jeg synes er mega værdifuldt og brugbart – alt det som gør genren til noget særligt, som jeg ikke synes bliver set eller repræsenteret. For eksempel ærligheden. Derudover ser jeg også pladen som værende en slags blanding mellem akustiske og elektroniske elementer. Hvad hvis jeg tager en country guitar og laver et 2-step-beat ind over? Pludselig connecter det rent rytmisk«.
Når man lytter til ’Group Therapy’ er det nærmest umuligt at forestille sig, at det er samme artist, som for fem år siden stagedivede og smadrede iPhones, mens han gik rundt i en ødelagt krop. Mads Damsgaard Kristiansen var en del af kaosbandet Reptile Youth, fik et megahit (’Speeddance’) og havde en livsstil, der levede op til alle rockbiografiernes myter.
»Folk forventede, at jeg skulle være vild hele tiden – og det blev jo selvforstærkende. Jeg følte, at jeg konstant skulle leve op til vildskaben«.
Festen måtte stoppe, og Mads måtte videre – søge efter noget nyt.
»Jeg ville være noget andet end ham fra Reptile. I starten med Goss havde jeg brug for, at det skulle være helt anderledes. Det var også derfor, at projektet var anonymt. Især den første ep med Goss var et radikalt brud. Jeg anede faktisk ikke, hvad jeg havde gang i – er det her overhovedet mig? Er det her uden for min stretch-zone? Hvis jeg udgiver det her, og musikken ville ramme Reptile Youth-fans, ville de helt sikkert synes, at det var noget lort. Jeg havde brug for at starte forfra uden en historik«.
En betonklods, cement, gaffatape
Personligt var mit første møde med Mads i guitarrockbandet, The Bang Bang Brain. Et par år senere var jeg til vanvidskoncert med Reptile Youth på Trailerpark Festival. I sine 15 år som musiker har Mads udgivet en række album, og når jeg genbesøger hans musik, virker det som om, at en sfære af rastløshed altid har omgivet ham og hans musikalske output.
Han har været på en konstant søgen efter, hvad han ville sige som kunstner, hvad han ville sige med sine tekster, hvad han ville sige med sin musik. Med udgivelsen af ’Group Therapy’ lader det til, at han endelig har fundet et ståsted, som også manifesteres i hans musikvideoer, der er skabt i samarbejde med art director Kristian Kirk. Dér er han lænket eller spændt fast til noget. En betonklods, cement, gaffatape.
»Jeg tror, at jeg måske underbevidst føler mig fastlåst i det her krav om at blive voksen. Fastlåst i forståelsen af, hvad et voksent menneske er. At være ansvarsfuld og have styr på tingene. Det er fucking kedeligt! Når man har fået lov til at være rockmusiker i ti år straight kan jeg godt føle, at der nu ligger et samfundspres og et pres fra folk omkring mig til, at jeg skal se at blive rigtig voksen. På en måde er albummet en slags coming-of-age-fortælling«, griner Mads.
»Men jeg tror, at jeg er på vej til at føle mig mere fri. Samtidig er jeg ret spændt på, hvad det kommer til at betyde, når pladen udkommer – hvordan det kommer til at påvirke mit liv«.
Han tager en tår kaffe af sit søpapegøjekrus, en islandsk souvenir, før han fortsætter.
»Albummet er jo kulminationen på tre års arbejde. Musikken afspejler det liv, jeg lever nu. Det sjove ved denne her plade er, at den repræsenterer mig på en grineren måde. Den er halv elektronisk, halv country. Det minder mig om, at jeg er født og opvokset på landet, men er blevet voksen i byen. Country symboliserer landet, det elektroniske symboliserer byen. Pladen skal ses som mange små fortællinger og følelser, der afspejler den rejse, jeg har haft, og den jeg er blevet til«.
15 års upcoming
Albummets cover viser 11 forskellige udgaver af Mads, der sidder i hvide havestole placeret i en cirkel på en mark. Som om de var til gruppeterapi.
»Titlen repræsenterer et stort spektrum af de følelser, jeg selv har haft over de seneste år. Jeg er typen, der bearbejder ting oppe i mit hoved – jeg kan være ret dårlig til at snakke om mine egne problemer, men forløses gennem min sangskrivning. Mit ultimative mål med pladen er, at det er terapeutisk for mig at komme ud med mig selv, og at det også virker terapeutisk for folk at høre den. Jeg forestiller mig det lidt ligesom et AA-møde, hvilket coveret symboliserer. At sidde i en rundkreds, sårbar og blottet, og dele noget dybt personligt. Sådan kan jeg godt lide at forestille mig sangene. De 11 sange er 11 ærlige udgaver af mig«.
Det er blevet lidt køligere på tagterasen, kaffen er drukket, og vi kan begge to mærke koffeinen i blodbanerne. Flamingokassen flyder stadig rundt bag os, og inden jeg slukker for min memo-optagelse, spørger jeg Mads, om han er spændt op til udgivelsen.
»Jeg tror lidt, at det er noget andet, når man er upcoming musiker«, siger Mads. »Så er der ikke det samme pres på én«.
»Upcoming?« spørger jeg undrende. »Oplever du dig som upcoming?«
»15 års upcoming«, griner Mads, før han fortsætter. »Jeg føler ikke, at jeg har etableret mig rigtigt – hvilket jo er latterligt, fordi det har jeg jo. Måske ikke på sådan en mainstream-måde, men jeg har jo etableret et eller andet«.