Goss’ debutalbum bør cementere ham som en af de mest spændende popkunstnere i Danmark

Nogle husker måske Mads Damsgaard Kristiansen som den stage-divende og frygtløse frontmand i electrorock-foretagendet Reptile Youth, der i første halvdel af 10’erne fik solid opmærksomhed – især grundet deres rablende vanvittige liveshows med Kristiansen som ustyrlig menneskelig kanonkugle.

Den iltre reptilhjerne er dog omprogrammeret for længst, og Kristiansen har siden bandopløsningen i 2015 forfinet sit noget mere rolige soloudtryk – langsomt, måske, men ekstremt sikkert. Og i en sådan grad, at hans debutalbum som Goss, ’Group Therapy’, føles som en klar forløsning af det talent, der i et årti har taget musikalske højre- og venstresving for nu at finde frem til noget ret enestående: En slags sammensmeltning af storbyens kolde elektroniske pop og lejrbålets varme, men melankolske countryrock.

Allerede med den første Goss-ep ’Healthcare’ (2017) var der en klar afstandstagen til den pulserende rock fra Reptile Youth. Her genopfandt Mads Damsgaard Kristiansen sig selv med sådan noget quirky, funky popmusik, som der kom en del af i kølvandet på Jai Pauls storhedstid i starten af 10’erne.

Det store kvantespring kom med 2018’s ’Homeland Security’-ep, hvor Kristiansen lagde de boblende synthesizere på hylden og kastede sig over en ekstremt sensibel og underspillet form for r’n’b-pop, der gjorde det klart, at han var i rivende udvikling. Og at Mads Damsgaard Kristiansen gjorde en dyd ud af at være et idiosynkratisk friskt pust på den danske musikscene: Han ville ikke lyde som nogen andre.

Og det er dén indstilling og vilje, som nu skinner igennem med projektørstyrke på ’Group Therapy’: Et album, der med 11 sange på lidt over en halv time føles komprimeret i sit udtryk, men samtidig eventyrlystent.

Men … hvordan hulen kom countryen lige ind i Goss-universet, tænker du måske.

»I slutningen af 2018 røg jeg ned i det, jeg selv vil beskrive som et countryhul«, fortalte Kristiansen sidste år til Soundvenue: »Jeg har lige siden været besat af, hvordan jeg kunne forbinde min egen musik med den stemning, lyd og ærlighed, som kendetegner den countrymusik, jeg har dyrket«.

Missionen er lykkedes, og albummet præsenterer en enigmatisk og indtagende lyd med en fantastisk lydende akustisk guitar som den lim, der holder ideen på plads. For hele vejen igennem ’Group Therapy’ mærker man Kristiansens leg med at forene to elementer, som på papiret ikke hører til i samme sandwich.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Den knitrende lejrbålsballade ’Baby Sing a Song For Me’ går pludselig i hak, inden det sarte fingerspil bliver erstattet af en THX-svulstig synthesizer-mur. Den smukke, nærværende ’I Might Stop Dreaming’ smelter pludselig som en pakke smør i solen. Og på den Selma Judith-assisterede ’Fighting for the Gospel’ får den trommemaskine-pumpende pop en følgesvend med sørgmodigt cowboy-fløjt fra de åbne vidder.

Der hersker en symbiose, som løfter sangene, men også bringer en dejlig uforudsigelighed med sig. En løbende pendulering mellem den nærhed, countryinspirationen kan give, og så den kølighed, der kan herske i den digitale popmusik.

Et emne, som tematisk tages op på ’Country Boy’, hvor naturdrengen Mads forvilder sig i betonjunglen uden at vide, hvor han hører mest hjemme.

Emnet er nemt at forholde sig til, skarpt formidlet, og sangene på ’Group Therapy’ udspringer alle af tanker og oplevelser i Kristiansens eget liv – fra FOMO på den utålmodigt pulserende ’Everybody’s Going’ til følelser, der går lige i blodet på albummets ultimative højdepunkt: Den vemodige ’Blood’, hvis presserende guitarmelodi og galopperende grundstemning kickstartede det her nye kapitel i Goss’ karriere.

’Group Therapy’ er albummet, der bør cementere Goss som en af de mest spændende stemmer på den danske popscene. En følelsesfuld sjæl, der kunstnerisk er kommet milevidt fra dengang, han hovedsageligt vendte hoveder som tøjlesløs liveperformer.

---

Kort sagt:
’Group Therapy’ føles som en klar forløsning af det talent, der i et årti har taget musikalske højre- og venstresving for nu at finde frem til noget ret enestående: En slags sammensmeltning af storbyens kolde elektroniske pop og lejrbålets varme, men melankolske countryrock.