Goss’ underspillede r’n’b bliver bedre for hvert gennemlyt
Det er svært ikke at give sig hen til Goss’ melankolske r’n’b. Denne ep er en lille rejse ind i bagmand Mads Damsgaard Kristensens forskelligartede og dog sammenhængende univers, hvor vi både bliver ledt forbi franske banlieues, Buenos Aires og en røgfyldt natklub. Fælles for det hele er den minimalistiske, næsten skraldede percussion og de melodiske vokallinjer, der spiller godt op imod hinanden og holder lytteren fastlåst i grænsen mellem det uforståelige og det alt for velkendte.
Halvandet minut inde i ’These Days I Don’t Know’ synger jeg med på hooket. Ep’ens første nummer er catchy, og det virker. Men det næste, ’Fever Ray’, er faktisk mere repræsentativt for udgivelsen som helhed.
Hvor groovet på ’These Days I Don’t Know’ med sine dansable, afro-caribiske percussionrytmer og dunkle synthesizere leder tankerne hen på den franske banlieue, er ’Fever Ray’ og resten af ep’en en veludført r’n’b-præstation med groovy baslinjer og en behagelig lo-fi-kvalitet, der på trods af de mange lag fremstår utroligt simpel. Det er en udgivelse, der beder om mange gennemlytninger og belønner dem, der slår repeat-knappen til.
Nogle gange er repeat-knappen endda påkrævet. Første gang ’There’s Only So Much a Heart Can Take’ slasker sig vej til øregangen, fremstår den monoton. Men under overfladen foregår der mere end som så, og jo flere gange, man hører den, jo mere nyder man det overbevisende groove. Så er der gæstevokalen, der lyder umiskendeligt som Mø (som også er kæreste med Mads Damsgaard Kristensen) – med tilbagelænet overskud leverer hun både et vers, et omkvæd og et grin, som Goss elegant gør til en del af instrumenteringen i sangens c-stykke.
Heller ikke ’Soo Close’ imponerer ved første gennemlytning, men venter i stedet længe med at bekende kulør og lægge en fast puls. Goss virker ikke til at have noget behov for at lefle for lytteren, men fortæller i stedet sine historier i sit eget tempo. Ved tredje gennemlytning må fødderne dog overgive sig til det underspillede omkvæd, der både minder om tango og den slags house, der var soundtrack til computerspil i 90’erne. Det nøgne vers, der til tider er kun percussion, bas og vokal, er en perfekt kontrast til det behageligt dansable omkvæd og forøger glæden, hver gang man når frem til et nyt omkvæd.
Ved ep’ens slutning belønner Goss lytteren med endnu et roligt vuggende r’n’b-track i form af ’Don’t Fade Away’. Det er lettere at nyde ved første gennemspilning end de to foregående numre, men bliver ikke dårligere ved flere gennemlytninger af den grund. Groovet har masser af lag, som man med glæde opdager ved syvende og ottende gennemspilning, men der er lækre melodier, som man forstår ved første møde. Og det er på mange måder en passende karakteristik af ’Homeland Security’: Musikken fænger allerede ved første lyt, men bliver kun bedre derfra.
Som en passende afslutning på den lille rejse gennem hans musikunivers, tilbyder Goss et lille efterspil, der giver samme fornemmelse, som dengang man spolede kasettebåndet tilbage for at høre det igen. Barytonsaxofonen og synthuniverset flyder roligt rundt i outroen, nulstiller hjernen, og gør den klar til næste gennemlytning.
Kort sagt:
Danske Goss har begået en underspillet r’n’b-ep, der kun bliver bedre, jo mere du hører den – det lyder simpelt, men der gemmer sig masser af lag at dykke ned i.