‘Championship’: Der er stadig ingen, der lyder som Jamaika
De seneste år har ændret Jamaika.
Da han slog igennem med sangen ’Blodskudt’ og ep’en ’Sxb på fri fod’ i 2016, lignede han en fortabt dreng, der med krystalklar stemme sang om skyggesiden af tilværelsen.
Nu, syv år og et par fængselsdomme senere, ser Jamaika hverken drenget eller fortabt ud. Han har fuldskæg, muskler og en aura af en mand, der har set og gjort lidt af hvert. Han virker hærdet.
Rapperens musik er også blevet hårdere med årene.
Jamaikas lyd er blevet kaldt somali blues, fordi hans musik i begyndelsen af karrieren havde karakter af klagesange, men allerede på ’Nordsiden’-albummet fra 2019 var udtrykket hårdere og mere kynisk. Der var flere fuckfingre til anklageren og retssystemet, færre sange, der så indad.
Spørgsmålet før comeback-albummet ’Championship’, der udkommer, efter at Jamaika i sommer blev løsladt efter flere år i fængsel, er derfor, om han stadig har den sårbarhed i stemmen, der altid har været hans kendetegn. Eller om hærdelsen er blevet total.
På ’Champhionship’ bliver to ting tydelige.
For det første at Jamaika har en stemme ulig nogen anden. Der er en isnende kvalitet i hans vokal, når han besynger ting, der er sket i mørket, med sin lyse stemme. Kontrasten er hjemsøgende. Han har en stemme som måneskin.
Stadig.
For det andet at den relativt uskyldige mand fra ’Blodskudt’ ikke er her længere. Dengang blev mange – også Soundvenue – forelsket i idéen om, at musikken kunne frelse Jamaika.
Den drøm synes død. »Krimi, det’ for livet, du kan se, jeg har valgt den vej«, lyder det på ’For Life’.
Men idéen om at Jamaika skulle reddes fra sin tilværelse var altid en forestilling, der kom udefra.
Rapperens musik har siden starten været tragisk i ordets oprindelige betydning: Sangene har altid skildret en person, hvis skæbne er skrevet på forhånd. ’Blodskudt’ var et epos om en uundgåelig cyklus af kriminalitet og fængsling, ikke en opbyggelig sang om at slippe ud af den.
‘Championship’ er da heller ikke et rehabiliteringsalbum. Men det er heller ikke et trodsigt ‘fuck systemet’-album, som ‘Nordsiden’ var det.
Faktisk er det – og det er overraskende – et album, der føles, som om det er i dialog med resten af hiphopscenen. Jamaika lyder ikke længere isoleret i sit eget univers.
Det her er rapperens mest strømlinede, mainstream-orienterede album. Det er Jamaika, der træder ud af sin egen tragiske fortælling og ind i en mere klassisk rapstjernerolle.
Der er stadig glimt af de melankolske gadefortællinger, Jamaika er kendt for, på eksempelvis ’Diddy Bop’ eller ’Foran porten’, hvor »skyggekryberen« fra gamle dage synger om grå blokke og hårde skæbner.
Rapperen taler om at bede sin søster om at holde »en oversavet« (på titelsangen) og om at have blod på sine handsker og sneakers (‘Din&Dæmoner’).
Jamaika har stadig en evne til at skildre vejen ind i kriminalitet som en uundgåelig skæbne: »Selv en ti-årig råber ’fuck loven’ med en attitude, ‘kan ikke lide dig panser’ / statsadvokaten vil have tyve år for et skyderi uden telemaster«, lyder det på ‘Ikk’ for noget’.
Men Jamaika bruger sin karakteristiske, dramatisk dirrende vokal mere flersidigt end nogensinde på ‘Championship’, og mange af sangene er knap så betongrå som tidligere.
Der er pulserende, reggaeton-inspireret festmusik på ’Lyse morgen’, og ‘For Life’ nikker mod den klubbede lyd, der er populær på hiphopscenen lige nu.
Albummet byder både på helt tung drill med den britiske M24 på den buldrende, brutale ’Hvor de henne’, men også på kærlighedssange som ’ForMel-1’.
Der er også en decideret houset sang i form af ’Roll With It’, der virker inspireret af D1ma – en rapper, der mere ned nogen anden har ladet sig inspirere af Jamaika.
For første gang i karrieren føles det ikke kun, som om Jamaikas musik handler om vekselvirkningen mellem kriminalitet og fængsel.
Forvandlingen lykkes overraskende godt: Jamaika er ikke dårlig som charmør og festrapper. Visse sange, som ‘Differente’, skaber en slags optimistisk, svævende drill-lyd, der er både hjemsøgende og medrivende.
Men albummets spraglede sammensætning er alligevel også dets største svaghed. ‘Championship’ har ikke samme potens som ‘Nordsiden’ eller samme større historie som ‘Sxb på fri fod’.
Man forstår godt, hvorfor Jamaika føler, han er nødt til at bryde ud af fængselsfortællingen.
Men nogle generiske kærlighedssange er måske ikke den bedste brug af hans vokal, og hvad er pointen i at forsøge at genskabe ‘London Town’ med Branco på ‘Dopeboy Dreams’, når denne allerede har brugt det flow på hele to sange før?
’Championship’ ender derfor med at være et album, der viser, at Jamaika stadig har en af de mest uimodståelige stemmer i dansk hiphop. Men at han for tiden er ved at regne ud, hvad han lige præcis skal bruge den til.
Kort sagt:
Jamaika lyder lige så dragende som altid på sit vellykkede, men en smule retningsløse comeback-album.