Jamaika: Farlig, følsom og fremragende
Lyden af fodskridt, raslende nøgler og tremmers metalliske klang. Døren til fængselscellen åbnes. En dyb, forvrænget stemme siger: »Hey Jamaika, pak dine ting. Du er løsladt«. Jamaika svarer: »Luksus, giv mig et opkald, så jeg kan ringe mine drenge op. Jeg skal bare væk herfra«. Den dybe stemme indvender: »Slap af. Vi ses nok igen om en måned« og slutter i ondsindet latter.
Sådan starter Jamaikas debut-ep. Inspirationen fra introen på The Notorious B.I.G.’s klassiske ’Ready to Die’ er tydelig, men i Jamaikas tilfælde får den begyndende skit en mere virkelighedsnær dimension: For ikke længe efter ep’ens udgivelse røg Jamaika i fængsel – igen. Hvorfor vides ikke, men omstændighederne føjer et lag af realisme til oplevelsen af hans hiphop.
Jamaika er ikke din sædvanlige rapper. Han kommer ikke fra storbyen, men er ligesom resten af kollektivet Force One Music fra Vejle, og så rapper han faktisk slet ikke. Han synger, og det på en skrøbelig, næsten melankolsk, men også croonende facon, hvor hans vokal på r’n’b’-agtig vis flyder let oven på de velproducerede hiphop-beats.
Raske Penge har i et radioprogram døbt stilen ’somali blues’ grundet Jamaikas somaliske baggrund, og der er bestemt en gennemgående blå tone i hans bløde sang, men så snart man zoomer ind på teksterne, er man ikke i tvivl om, at det her også er hiphop helt nede på gadeplan.
Jamaika fortæller om gadens æreskodeks, om at holde sammen med vennerne fra blokken og om at skulle klare sig selv. »Jeg’ konstant på jagt efter para / mig og mine drenge, vi’ pirater / bare rolig, min nigger, for jeg har dig«, lyder det på den trap-tunge og ildevarslende banger ’Dara Mara’ (hvis titel betyder ’løgn’ eller ’lige meget’), ligesom højdepunktet ’Blodskudt’, der drives frem af et let og melodisk klavertema over et tørt beat, omhandler troskab over for blokken og de sorte – blodskudte – penge, der er målet.
Men Jamaika fortæller også om en familie, der er vigtig at bakke op om og et system, der har svigtet. »Om jeg hustler eller røver, om jeg så sælger / jeg gør det for at forsørge familien, det er ikke noget, jeg vælger«, synger han på den stærke ’Gode dage venter’, et andet højdepunkt på ep’en, der angiveligt blev skrevet efter en længere periode i fængslet. Her er der også sprækker ind til hans egne usikkerheder, eksempelvis i linjerne »og hver gang jeg er ude efter succes / ender jeg altid det samme sted som en kliché«. De hårde beretninger fortælles ikke uden en følelsesmæssig slagside, og det matcher den klagende sang.
Jamaika lægger sig i slipstrømmen af den succesfulde opblomstring, der har været i dansk hiphop de seneste år. Teksterne er på gadeplan som hos MellemFingaMuzik, hvor blokken og våbnet er tættest hjertet, mens vokalen ligger nærmere Sivas’ melodiske stil uden overhovedet at være nær så domineret af autotune. Hos Jamaika bruges autotunen ikke til at ændre hans stemme, men til diskret at bakke op om den.
Hvad Jamaika mestrer, som får ham til at skille sig ud, er, at han benytter sin vokals melodiske udfoldelser på bedst mulig vis ved konstant at lade den være centrum. Hertil lægger han nok så mange hooks og små melodibidder ind i sine vers. Det er ikke så meget de enkelte omkvæd og beats, der danner rammen om sangene, men derimod Jamaikas stemme, som i hvert nummer udfolder sig på en fængslende facon. Han fortæller ikke bare via sine ord, men lige så meget igennem sine melodier, og det gør sig gældende fra intronummeret til den afsluttende ’AIWA’.
Han fortæller med autoritet og nærvær, og selv enkelte usikre fraseringer og leveringer kan ikke ødelægge billedet af, at denne unge mand fra ghettoen allerede har fundet sin stil og sin stemme. Alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af, at ep’en blot viser en brøkdel af Jamaikas samlede potentiale. At det her er startskuddet til noget meget større.
Det kan godt være, at Jamaika er spærret inde, men hans debut viser en kunstner på fri fod.
Kort sagt:
Vejle-sangeren Jamaika fortæller historier fra gaden over tørre hiphopbeats, men ikke uden en følelsesmæssig slagside, der matcher hans melodiske og klagende vokal. Han lægger sig i forlængelse af de seneste års hiphop-opblomstring, men har fundet sin egen stemme, og det burde snart bane vejen for et bredere gennembrud.
Læs også: Her er 10 nye danske rappere, du skal holde øje med
Læs også: Stemmer fra gaden: Dansk rap er meget mere end du tror