’Kiko Club’: For første gang i lang tid skubber Gilli ikke for alvor til grænserne
Da Gilli sidste år skulle spille karrierens største soloshow i Royal Arena, udgav han albummet ’Suave World’.
Den koncert endte med at redefinere måden, vi ser rapperen på som liveartist. Før varierede han mellem lige akkurat solid og chokerende shaky, men i Royal Arena var han majestætisk.
Nu, et år senere, har han igen en københavnsk koncert i kalenderen – han har faktisk to – og igen er der ny musik fra Danmarks største rapstjerne.
Men hvor kæmpekoncerten i Royal Arena blev indvarslet med et album, bliver der varmet op til dette års Vega-koncerter med en mindre udgivelse i form af en ep.
’Kiko Club’ føles ikke kun mindre, fordi udgivelsen er en smule kortere – otte sange – end rapperens seneste album, men også fordi der ikke rigtig er noget på spil. Ep’en er en sejrsrunde, der serverer hits i velkendte klæder.
Der er nogle mindre innovationer i Gillis lyd på sange som ’Midnight Madness’, ‘555’ og ’Skarpt lys’, der er mere klubbede end normalt.
På ’Midnight Madness’ er det, som om han med ren og skær viljestyrke får en kiosk til at blive til Europas mest interessante natklub. Han får det til at lyde magisk at sidde på en spillemaskine og hakke afsted.
‘555’ er en uperfekt, kaotisk sang, men det er underligt fascinerende at høre Gilli rappe om at være teenagestiv. Det er et sjældent kontroltab.
Singlen ‘Skarpt lys’ er den mest vellykkede af de tre.
Den pulserende fire-til-gulvet-produktion dufter lidt af D1ma, mens Gillis hypermelodiske autotune-vokal minder om den franske rapper Jul, der excellerer i den her type næsten eurodance-agtig hiphop. Der er også nogle manipulerede korstemmer i stilen fra storhittet ‘Verden vågner’.
Det er sådan en uventet, genial blanding af strømninger, som i årevis har været Gillis største våben.
Men ‘Skarpt lys’ troner over resten af ‘Kiko Club’. For ellers viser ep’en en Gilli, der tweaker sin hitformular – ikke en Gilli, der for alvor nytænker eller udfordrer sig selv.
Drejningen mod klubmusik følges ikke konsekvent på ep’en, og den føles i virkeligheden også mere som noget, der sker på tværs af musikscenen i kølvandet på førnævnte D1mas succes, end som en uventet innovation fra Gillis side.
De store musikalske åbenbaringer behøver man måske heller ikke at komme med på en lille ep som denne, men Gilli har jo forkælet os i årevis.
Det har været ham, der gang på gang har fornyet dansk musik – senest med alt fra mandekor og amapiano til Jersey club og eurodance. Her får vi, måske for første gang i karrieren, mere af det samme.
Ep’ens mest mærkværdige og stedvis magiske momenter kommer takket være Benny Jamz, der twister sin vokal på måder, vi ikke har hørt før, på ’Vise dig vejen’ og ’Ingen som os’.
Det lyder, som om han er i sin Playboi Carti-æra, hvor det handler om at stemmemanipulere sig frem til nye udtryk.
Men selvom Jamz er fascinerende kompromisløs med sine vokaltricks, er ’Vise dig vejen’ en noget flad ballade, mens ’Ingen som os’ lyder som et glemt B.O.C-nummer. Det giver ep’en en duft af b-sider.
Der er en række interessante og vellykkede momenter på ’Kiko Club’, men de kommer i glimt.
En snert af amapiano på ‘Du & jeg’, en Burna Boy-inspiration på ‘Chance’. Men det er netop momenter. Glimt af interessante nye idéer og inspirerede indfald på en udgivelse, der ellers spiller sine kort sikkert.
Tidligere i år udgav Gillis B.O.C-makker Kesi en ep, der minder lidt om denne, nemlig den korte samling sange ’Tillykke’, der landede på hans fødselsdag. Soundvenues Kjartan F. Stolberg kaldte det for »den største parentes i Kesis karriere«.
Man kan sige det samme om ’Kiko Club’.
Det er selvfølgelig en særdeles festlig parentes – men stadig en parentes.
Kort sagt:
’Kiko Club’ er en festlig parentes i Gillis karriere: Otte sange, der byder på interessante momenter, men som ikke for alvor tilføjer noget nyt til rapperens lyd.