Jersey club kommer til at dominere 2023 – spørg bare Gilli, Drake og Coi Leray

Både rappere og popstjerner omfavner Jersey club-genren for tiden. Meget tyder på, at stilens pulsernede trommerytmer bliver lyden af 2023.
Jersey club kommer til at dominere 2023 – spørg bare Gilli, Drake og Coi Leray
New Jersey-rapperen Coi Leray er en af dem, der har omfavnet hjembyens klublyd. (Foto: Paras Griffin/Getty Images for BET)

TENDENS. De stjerner, der er kendt for at være på talefod med tidsånden, havde allerede luret den i 2022.

Drake, der er kendt for at betragte nye musikscener, som en vampyr betragter en silkeblød hals, gjorde det på ’Sticky’ og ‘Currents’.

Gilli, hvis livsmission åbenbart er, altid at være et skridt foran alle andre danske rappere, gjorde det på ’Du min’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Andre fremadsynede artister som Beyoncé og Lil Uzi Vert var også hurtigt med på vognen.

Hvilken metaforisk vogn, spørger du måske? Jamen, den særdeles hurtige Jersey club-ekspres, der for tiden buldrer og brager ind i mainstreammusikken.

Genrens hurtige tempo og boksepudeagtige trommeslag har sneget sig ind mange steder og pulserer allerede gennem sange af nogle af verdens største stjerner.

Jersey club står på tærsklen til at tage springet fra klubmusik til pop. Udviklingen er godt hjulpet på vej af TikTok og har allerede ført til en uventet ny subgenre.

Men lad os starte på klubben.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Boksepudebankende dansegulvsmusik

Jersey club opstod – det havde du aldrig gættet – i New Jersey.

Genren er inspireret af Baltimore club-lyden, hvor den har sin karakteristiske trommerytme fra, men er i løbet af de seneste 20 år blevet en separat størrelse, der primært er kendetegnet ved højt tempo, massevis af samples og en altædende tilgang til, hvad der kan remixes.

Alt fra gammel soul, børnesange, drill og hitlistepop har fået turen i klubmaskinen i tidernes løb.

Visse samples har fået deres eget liv, som den lyd af en knirkende seng, hiphopproduceren Lil Jon byggede crunk-sangen ’Some Cut’ op omkring, og som siden har været med på utallige Jersey club-numre – inklusive sidste års ’Currents’ af Drake.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Uanset hvilke samples eller sange, genren har gjort til sine egne, har formålet alle dage været det samme: At skabe en sang, der fungerer på dansegulvet i New Jersey. Hvis en popsang er for konventionel eller en trap-sang for langsom, så laver man den helt enkelt om via at remix eller et ved at sample den.

Målet har ikke været radiohits eller konventionel hitlistesucces. Så hvordan er Jersey club alligevel blevet et mainstreamfænomen?

Svaret er – som altid disse dage – TikTok.

Som skræddersyet til TikTok

Set i bagklogskabens lys var Jersey club den perfekte stil til platformen, der elsker korte, hurtige sange med masser af genkendelighed og meme-potentiale.

Tænk over det: Jersey club har et så højt tempo, at TikTok ikke engang behøver at lave sped up-versioner af sangene, hvilket ellers er populært på platformen. Jersey club er allerede sped up!

Derudover er genrens forkærlighed for at sample både store mainstreamhits og gamle klassikere, som alle kender, og placere dem i en ny kontekst, en klassisk TikTok-strategi.

Helt grundlæggende er både Jersey club-genren og TikToks mission den samme: At få folk til at danse for enhver pris. Derfor er de to ting et match lavet i algoritme-himlen, og Jersey club er de seneste år blevet en af platformens favoritgenrer.

En af de første sange, der for alvor fik medvind på TikTok, var ’Vibe’ af Cookiee Kawaii for to år siden, og siden er indflydelsen kun blevet større.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sidste år ramte lyden for alvor mainstreamen, og især Lil Uzi Verts ‘I Just Wanna Rock’ fra efteråret er eksploderet.

I december udgav New Jersey-stjernen Coi Leray så et remix af sin single ’Players’ af Jersey club-stjernen DJ Smallz 732, der siden er blevet et hit.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tidligere denne måned har New Yorks store, nye, virale succeshistorie, Ice Spice, også inkorporeret stilen på singlen ‘In Ha Mood’.

Men samtidig er der sket endnu en uventet udvikling i sagaen om Jersey club.

En række artister har fusioneret genren med den hårdeste hiphop overhovedet: Drill.

Jersey club-drill

Drill-genren er kendt for brutale bars om bandekonflikter, fattigdom, overlevelseskamp, fængselsdomme og et liv i konstant paranoia. Dets største stjerne i New York var Pop Smoke, der blev myrdet i 2020.

Nu har kunstnere som Cash Cobain fra New York og Bandmanrill fra New Jersey sammenføjet den kompromisløse rapstil fra drill-genren med Jersey club-lydens legesyge, lynhurtige beats.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Resultatet er medrivende, hektiske sange, som er lige til at gå amok til. På en festlig eller voldsom måde? Nogle gange ved man det ikke engang selv som lytter.

Det foreløbig stærkeste værk inden for genren er Bandmanrills ’Club Godfather’, der blandt andet indeholder genre-grundstenen ’Jiggy in Jersey’.

Men det føles faktisk, som om den her nye genrehybrid kun er i babystadiet. Der er masser af potentielle nye lyde, der kan udforskes. Som for eksempel når en artist som Lay Bankz forener Jersey club med r’n’b.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Netop flersidigheden og idérigdommen er noget af det fascinerende ved Jersey club-genren: Den er så hektisk og tøjlesløs, at den per definition sætter ting i bevægelse. Idéer, kropsdele, indflydelser.

Som Bandmanrill har sagt i et interview hos Complex: »Verden er ved at opdage, at Jersey club er jumpy, sjovt og giver dig lyst til at feste«.

Det er en tornado af en genre, der allerede har vist, at den både kan forplante sig i mainstreampoppen og forvandle en hel hiphopscene. Det ligner en lyd, der kommer til at præge 2023.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af