Måske burde Gilli have kaldt sit nye album ‘Suave World’ for et mixtape
De første mange år af karrieren virkede Gilli totalt uinteresseret i albumformatet. Han nøjedes med at smide den ene storhittende og stilkabende single ud efter den anden.
Afvisningen af det gamle cd-format virkede radikal. Som om den her nye form for rapstjerne var for dedikeret til nuet til at bruge tid på noget så gammeldags og ufleksibelt som et album. Det format virkede statisk, hvor Gilli var dynamisk.
De seneste par år har vandpiben dog fået en anden lyd.
Nu kan Gilli næsten ikke stoppe med at udgive album. Solodebuten ’Kiko’ landede i 2019, derefter fulgte fællesudgivelser med Branco og B.O.C, og i januar landede soloværk nummer to i form af ’Carnival’.
Nu har Gilli så udgivet ’Suave World’. Kunstneren, der næsten præsterede at gennemføre hele 2010’erne uden et album, har simpelthen serveret to af slagsen i samme år. Hvorfor har han pludselig så travlt?
Ét muligt svar kunne være, at rapperen gerne ville have et helt friskt album på gaden – og på hitlisterne – inden han skal spille karrierens største koncert i Royal Arena denne måned. ’Suave World’ føles i hvert fald lidt som et værk, der er skruet hurtigt sammen. Det er mindre stilistisk stringent og tematisk gennemført end ’Carnival’.
Vi kaldte ‘Carnival’ for et »konceptalbum om at rejse jorden rundt og suge indflydelser til sig«. ’Suave World’ har derimod intet klart koncept. Det flakker rundt mellem forskellige versioner af Gilli.
Albummets to første sange kombinerer sangrap om velkendte temaer (»verden kan være kold / bare hold dit hovede op«) med afdæmpede beats på en måde, der minder om ’Kiko’-tiden.
’Lever nu’ med Benny Jamz og Kesi lyder som noget fra B.O.C-albummet ’Mere end musik’, mens ’Romario’ fortsætter mandekors-festen fra ’Carnival’. ‘Paid’ er en medrivende banger i fransk stil, og det er befriende bare at høre Gilli rappe igennem på ‘Money Dial’.
Der er også et par numre, hvor Gilli igen skubber dansk hiphop i uventede retninger.
’Du min’ introducerer hektiske Jersey club-rytmer, hvilket fungerer perfekt fordi rapperen skruer tempoet op i sit flow. På ’Verden vågner’ rykker Gilli tættere på mainstreampop, mens ’Ligesom os’ inkorporerer den sydafrikanske amapiano-genre.
De uventede lyde på ‘Ligesom os’ får Gilli til at nytænke sin stemme: Hans vokal dirrer i bedste Post Malone-stil over den boblende produktion.
Der er altså en række stærke og originale numre på ’Suave World’, men der er også noget retningsløst over det her værk. Det føles – ligesom Brancos ’10 Years’-udgivelse fra sidste år – mere som et hurtigt sammensat mixtape end som et gennemført album.
Man kunne også sige: Sangene på ’Carnival’ udgjorde en samlet helhed, hvor ’Suave World’ mere føles som en samling singler.
Det gælder også tekstuniverset. På ’Carnival’ var Gilli mere personlig og følsom end før. Som på ‘Urørlig’, der var dedikeret til hans nye datter.
Men på ‘Suave World’ ryger rapperen tilbage på klubben, hvor der bestilles treliters Ciroc og poppes Tramadol eller 2CB.
Selvfølgelig skal Gilli have lov til at lave festmusik: Alt behøver ikke handle om fred og familieliv. Men stedvis savner man, at der er mere på spil end at være »den varmeste på Buddha Bar«, som det hedder på ’Varmeste herinde’.
Albummet fungerer i virkeligheden bedst, hvis man lægger de store forventninger lidt væk, og går til det som et mixtape eller et opsamlingsværk. Måske skal man i virkeligheden se ’Suave World’ som en modreaktion mod den konceptuelle tilgang fra ’Carnival’.
’Carnival’ var stringent og gennemført. På ’Suave World’ er det som om Gilli igen er blevet den single-orienterede artist, han var i 2010’erne. Han har bare pakket singlerne sammen i én udgivelse, og kaldt det et album.
Kort sagt:
Der er intet overordnet koncept på Gillis nye album ’Suave World’, der trods en række originale indfald føles mere som et løst mixtape end et gennemført album.