‘Kiko Club’: Gilli annoncerer to koncerter senere i 2023

‘Kiko Club’: Gilli annoncerer to koncerter senere i 2023
Gilli. (Foto: Nikolaj Bransholm/Soundvenue)

Gilli gav karrierens klart bedste koncert i efteråret 2022, da han spillede i Royal Arena. Den normalt noget sky artist fik endelig bevist, at han kan forløse sit imponerende katalog i en stor liveoplevelse.

Det har tydeligvis givet Gilli blod på tanden efter flere liveshows. For nu har rapperen annonceret to københavnske koncerter senere i 2023.

Den 21. og 22. december besøger B.O.C-medlemmet således Store Vega med et koncertkoncept, der går under navnet ‘Kiko Club’. Ifølge en pressetekst går konceptet ud på, at publikum kommer »tættere på festen og showet tættere på klubben«.

Gilli er for tiden aktuel med B.O.C-singlen ‘Elo Elo’, hvor han viser, at han stadig er helt opdateret på tidsånden. Han har desuden for nylig gæstet Stepz-albummet ‘Dit liv dit valg’.

Senere på året spiller Gilli blandt andet på NorthSide, AiaSound og Smukfest.

Billetsalget til koncerterne i Store Vega starter på fredag den 17. marts klokken 10.00 via Billetlugen.

Gilli
Store Vega

21. og 22. december 2023
Billetpris: 355 kr.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af