På ‘Dit liv dit valg’ er Stepz fuldstændig ligeglad med, hvad du tænker. Han vil bare rappe

På ‘Dit liv dit valg’ er Stepz fuldstændig ligeglad med, hvad du tænker. Han vil bare rappe
Stepz. (Foto: Martin Dyrløv)

»’Er du stoppet med at lave musik, Stepz?’ Præcis«.

»’Passer det, din konto den er helt nede?’ Præcis«.

»’Laver du penge ved siden af, Stepz? Er du kriminel?’ Præcis«.

Sådan starter Stepz sit nye album ‘Dit liv dit valg’. På den hårdtslående ‘Præcis’ besvarer det tidligere medlem af Molo og MellemFingaMuzik en række nedværdigende (eller bare irriterende) spørgsmål med et kortfattet ’præcis’.

Underforstået: Stepz har ikke tid til dig, din snak og dine rygter. Han trækker kasketten ned over øjnene og rapper videre.

»Jeg er ligeglad med boom at ramme«, siger han senere på samme nummer, der ender med en Jersey club-sektion, der handler om at passe sig selv og familien.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mange rappere ser for tiden mod mere klubbede beats eller skæver til UK- og New York-inspireret drill. Men ikke Stepz.

Han holder sig, ligesom på de to tidligere ‘Stepzologi’-album, til det han kender. Tunge, trappede beats og tekster om gaden, bilerne, slangerne og pengene. Og selvom man har hørt både Stepz og mange andre rappere beskrive de temaer før, så er det helt tydeligt her, han befinder sig bedst.

Især første halvdel af albummet er læsset med tunge beats, hvor Stepz kører det ene halsbrækkende flow og rimskema efter det andet af. Sektionen fra ‘Dit liv dit valg’ frem til ‘Blindgyder’ føles næsten mere som én lang maraton end fem adskilte sange.

Derefter er der dog nogle få variationer på albummet.

På den 00’er-r’n’b-inspirerede ‘Spørgsmål’ med Gilli og Lamin sker der noget uventet: Den hoppende percussion og de hårde keyboardsstabs klinger af Neptunes og Timbaland. Stepz justerer sit flow, Gilli krænger et melodisk hook ud, og allestedsnærværende Lamin rammer 00’er-rapstilen lige i øjet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er en cool og overskudsagtig vej at gå. På ‘Sifu’ er Stepz dog hurtigt tilbage med hårde bars over et sparsomt trap-beat.

Ikke alle nybrud er lige stærke. Kærlighedssangen ‘Sammen med dig’ er nok albummets mindst vellykkede nummer. Stepz’ aggressive flow clasher med det tilbagelænede guitarbeat. »Er det tasker? Bare vælg en«, siger han, men det lyder som en trussel frem for en romantisk gestus. Gæsten Kesi må sørge for at få kærlighedsskibet i havn.

Ud over Gilli, Kesi og Lamin tæller gæstelisten også Abcitoo og Benny Jamz. Sidstnævnte scorer et hattrick på featurelisten, og de tre sange er blandt albummets bedste. Jamz er nok den eneste danske rapper, der kan matche Stepz’ komplekse rapstil. De to rappere er underspillede og indforståede på ‘Jet Li’ og helt Migos-cool på ‘Internet’.

På ‘Ik nogen af dem’ spiller de virkelig op mod hinanden: Stepz rimer på et enkelt vers »Fraktion«, »Ka-boom«, »Var vågne«, »Lagt nogen«, »Harpun« og »Cartoon«, mens Benny Jamz går ind med et intenst og hurtigt flow, hvor man næsten taber pusten.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men når der rappes så hårdt og konstant, bliver man som lytter nogle gange lidt tabt i vejkanten. Så når man kommer frem til ‘Ham & ham’ og ‘Hop ind i bilen’ hen mod slutningen af albummet, er man blevet revet igennem hvad der føles som en million Stepz-bars. Det er hæsblæsende.

Men det er jo nok det, der er meningen. Som Stepz selv siger på Sivas-samarbejdet ‘Room Service’, der lukker albummet: »Jeg kører mit eget tempo«.

Så må man jo køre med, hvis man vil, Stepz er ligeglad. Det er dit liv, dit valg.


Kort sagt:
Stepz spilder ikke tiden på at følge tidens trends, men holder sig til det velkendte: Tunge trappede beats og tekster om gadelivet.

Stepz. 'Dit liv dit valg'. Album. Panorama Records / Universal Music.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af