‘Tillykke’ er den største parentes i Kesis karriere
»Når du’ klar til at sats’ det hel’, er der mere på spil / Når du’ klar til at tabe alt, er der mere at vinde«, rapper Kesi på ‘Toppen Ned’, det nok stærkeste nummer på den nye udgivelse ‘Tillykke’, som landede ud af det blå, da han i torsdags fyldte 31 år.
Det er egentlig et ret stærkt sæt linjer, der indkapsler, at Kesis succes ikke nødvendigvis stod skrevet i stjernerne. Han måtte sætte rigtig meget på spil for at ende som en så allestedsnærværende skikkelse i dansk musik.
Men det er også en tekstbid, der tvinger lytteren til at tænke over, hvorvidt Kesi rent faktisk satser noget på ‘Tillykke’.
Til det må svaret være et lodret nej. Ingen tidligere Kesi-udgivelse har i så høj grad bare fyret op for det, som man allerede ved fungerer.
Hvilke gæsteoptrædener skal albummet byde på? Hvad med Gilli, Benny Jamz og Lamin. Kesi har jo tidligere vist, at han har god kemi med dem, så de kan jo oplagt blive inviteret forbi.
Hvad skal sangene handle om? Hvad med en flirtende kærlighedssang i samme ånd som ‘Kom over’. Det serverer ‘Tillykke’ i form af ’10 ud af 10′.
Måske også en nostalgisk skæring, hvor Kesi tænker tilbage på simplere tider? Det viste han, at han var i stand til med ‘Om igen’ fra ‘BO4L’, så på ‘Tillykke’-tracket ‘Min ven’ genbruger han også de kompetencer.
Og kompetencerne er der skam. Omkvædet fra ’10 ud af 10′ er en regulær ørehænger, og samspillet mellem Kesi, Jamz og Anton Westerlin-beatet på ‘Slide’ trækker gevaldigt på smilebåndet.
Men er det ikke også bare standarden for en Kesi-sang?
På hvert individuelt track holder han sit niveau, uden at han løfter det eller udfordrer sig selv i mærkbar grad. Jovist, han har mindeværdige punclines, og de er underholdende gang på gang. Men giver de mig en brændende lyst til at vende tilbage til værket? Nej.
Det føles i høj grad som en samling sange, der ikke har tilstrækkeligt potentiale til at ende som de vanlige Kesi-megahits, hvorfor det ikke gav mening at udgive dem som singler.
Men samtidig er det ikke sange, der har nok ambitioner til, at det ville give mening på en længere udgivelse af samme støbning som netop ‘BO4L’ eller ’30 Somre’.
Det meste af tiden har vi at gøre med en velolieret maskine, der gør, hvad den kan. Du vil næppe se nogen Kesi-fan løbe skrigende bort. Men når man kan klikke videre til så velsammensat poprap, som Kesis katalog ellers består af, er det svært at få ‘Tillykke’ til at fremstå som noget særligt.
Der er velpolerede beats, charmerende punchlines og catchy hooks, men Kesis bedste hits har alt det og mere til. Tag bare den konstante fremdrift på ‘Su Casa’, den romantiske intimitet fra ‘Blå himmel’, eller hvordan hver eneste linje på ‘God Dag’ er et lille hook i sig selv.
Og stedvist er Kesis rim bare lidt sløsede på ‘Tillykke’.
Bevares, Kesi forsøger jo ikke at være en hard rhymer, og han er faktisk ret god til at få ord til at lyde, som om de rimer, selvom de ikke gør det i daglig tale. Men når han på ’10 ud af 10′ forsøger at rime »weekend«, »livet«, »sige til« og »pinligt« med hinanden, skærer det altså en kende i ørerne.
‘Tillykke’ er heldigvis fortrinsvis kompetent. Men udgivelsen er også bare lidt stillestående. En fin måde at fordrive 15 minutter, men også den største parentes i Kesis karriere.
Kort sagt:
Kesi spiller de sikre kort på ‘Tillykke’. Han udforsker emner, han har udforsket før, og han gør det på måder, han også har gjort det før. En fin måde at fordrive 15 minutter, men ikke meget andet end det.