‘Dansktop’: Festen er slut for Ukendt Kunstner – men noget andet er begyndt
Der er én sang på Ukendt Kunstners comeback-album, ’Dansktop’, der viser det dilemma, den efterhånden 34-årige Hans Philip står i.
Nemlig ’Fastelavn’, hvor rapperen annoncerer, at han skal ud at fyre den: »Nu ska’ far til fest, du / Gøre København bange, ligesom Barsebäck 2«.
Man ser det for sig: Neonlysene skal skinne igen. Han skal have ‘Stein Bagger’-attitude, han skal have en drink ’Lige nu’, han skal høre sit ’Fucking nummer’.
Det skal være ligesom dengang i 2011-2016, hvor festen aldrig sluttede, hvor natten skjulte alle livets mysterier, hvor Ukendt blev til Ukendt.
Men kan man bare sådan genoplive sig selv efter så mange år? Kan Bruce Wayne-Hans Philip tage kostumet på og blive til Ukendt Kunstner-Batman igen?
Svaret er både et ja og et nej.
Nej, fordi festen på ’Fastelavn’ ender som en fuser. Hans Philip har poppet en pille og taget sit yndlingsoutfit på, men da han ankommer til festen, har politiet lukket den ned. Ungdommens evige fest er lukket, og den kan ikke genoplives. Verden har ændret sig.
Men ja, fordi Hans Philip i den grad viser, at han stadig kan aktivere sine evner som rapper. Her er det intet problem at skrue tiden tilbage til ’16.
For på sange som ’Dansktop’, ’Hele dagen’ og netop ‘Fastelavn’ lyder Hans Philip bedre end nogensinde. Som om alle de seneste års fokus på minimalistisk og næsten demonstrativt ikke-spidsfindig lyrik har opbygget et tryk i ham, der nu kommer ud gennem et tæppebombardement af metafortunge punchlines.
Allermest overbevisende bliver det på anden halvdel af titelsangen, hvor Hans Philip ruller et fri-associerende, Doom-inspireret flow ud, der allerede fra første lyt lyder som et af karrierens bedste.
Hans Philip har den altså stadig – og det samme gælder Jens Ole McCoy. Beat switches er efterhånden blevet et noget slidt greb, men på ’Dansktop’ viser produceren, hvordan det skal gøres. Produktionen går fra næsten Molo-tung trap til ustabil, Madlib’sk lyd som det nemmeste i verden.
Ukendt-formularen fungerer fortsat. Men samtidig er der en lille diskrepans på spil. Når Hans Philip rapper om stoffer og evige nætter føles det som … måske ikke fanservice, men lidt som en anakronisme.
For var Hans Philip ikke videre fra de her tematikker? Har vi brug for, at han i 2023 rapper om at stikke af fra kontrolløren i toget?
Hans Philip har jo brugt det seneste halve årti på at tage afstand fra sin Ukendt Kunstner-persona. Han har skiftet storby, kaos og rap ud med sommerhus, idyl og sang. Så kan det virkelig lade sig gøre at poppe en pille, hoppe i et par Air Presto, og så bliver alt bare som det gamle igen?
Rapperen er selv bevidst om den problematik, for ’Fastelavn’ ender jo som en skuffelse (»Fuck, en fiasko«), og sangens sidste linje ligner en accept af, at den vilde ungdoms tider er slut: »Kvart over seks stiller far sine træsko«.
Derefter er der et lydklip af ’Boller op, boller ned’, der sidestiller nattens ballade-trang med en børnesang.
Drømmen om at være evigt ung som Peter Pan, som Hans Philip rappede om på ’Lige nu’ i 2016, er slut. Festen er lukket, træskoene stillet.
I stedet rejser anden halvdel af albummet ind i en ny stemning. Det bliver næsten meditativt, og der sniger sig mere og mere sang ind.
Lyder det som en beskrivelse af Hans Philips soloprojekt? Måske, men det er her Jens Ole McCoy for alvor sætter sit aftryk på albummet. Hans produktioner er langt mere omskiftelige og rytmedrevne end de akustiske arrangementer, Hans Philip har sunget over på sine to soloplader.
På rap-sangene leverer McCoy Ukendt-classic. Men på de stille sange finder han et nyt udtryk for Ukendt Kunstner, der tager det bedste af duoens lyd og kombinerer det med sensibiliteten fra Hans Philips soloudtryk.
Hør bare, hvordan ’Aerosol’ først har et næsten stammende beat, der så forløses til sidst, når trommerne sparker ind, og produktionen syrer ud.
’Stjernekigger’ undgår at blive søvndyssende, fordi trommerne på McCoys beat surrer som en cikade, mens de forvrængede, fjerne stemmer på ’Kerosin’ vækker mindelser om Ukendt-lydens primære inspirationskilde: ’Take Care’ af Drake.
Overgangene mellem numrene (inklusive en vokalløs ‘Interlude’) er ekstremt elegante.
Hvor nattelivs- og prale-rapsangene lyder som solide reproduktioner af Ukendt Kunstners 2010’er-lyd, føles de her sange som et bud på, hvordan gruppen kan lyde i fremtiden.
De gør, at det her comeback ikke kun føles som nostalgi, men også som et værk, der rummer håbet om en fortsat fremtid for duoen.
Kort sagt:
Comeback-albummet ’Dankstop’ byder både på hiphoptunge sange, der fejlfrit genskaber lyden fra 2010’erne, og en række numre, der peger mod fremtiden ved at hive Hans Philips soloudtryk ind i Ukendt-universet.