Tilfældet vil, at Hans Philip for tiden er ved at læse en bog, der har næsten samme titel som hans nye dobbeltalbum, ’A&B’. Nemlig et samlingsværk om Andy Warhol ved navn ’From A to B and Back Again’.
Eller måske er det ikke tilfældet, der vil det, men skæbnen.
For Hans Philips udgivelse er faktisk inspireret af Warhol. Nærmere bestemt kunstikonets måde at fremhæve hverdagsobjekter på, som det berømte ’Campbell’s Soup Cans’-værk, der viste en række dåser tomatsuppe.
»Hvis du viser folk vigtigheden i hverdagsobjekter, kan de forstå vigtigheden i dem selv. Det har jeg prøvet at arbejde med«, siger den 33-årige musiker, da jeg møder ham på en café på Vesterbro. »Der er noget vildt poetisk i hverdagen. Jeg synes, at den højeste aspiration, man kan have, er at få det frem«.
Vi mødes samme dag, som en live-video med sange fra ’A&B’ er udkommet. Verden ved det ikke endnu, men dagen efter udkommer hans andet soloalbum.
Udgivelsesdagen har Hans Philip tænkt sig at fejre på eskapistisk vis ved at flyve til Los Angeles, hvor han bor med sin kone. Han har ikke tænkt sig at høre udgivelsen igen foreløbig, og derudover har han det meget svært med komplimenter og lykønskninger. Så han vil egentlig bare væk.
Men inden han flyver til Staterne, er der et par aftaler i bogen med familie og venner. Og så dette interview. Hvor Hans Philip altså taler om Andy Warhol og blandt andet filosoferer over, hvordan dennes måde at se verden på, kan få selv kaffekoppen, han drikker af under interviewet, til at fremstå som noget helt enestående.
»Kaffekoppen er kun det, du selv ser i den«, summer den bøllehatklædte musiker, mens han inspicerer porcelænskoppen i sin hånd.
Sådan er det måske også med de nye sange, der handler om blomster, himmellegemer og årstider. De er mere simple, mere åbne for fortolkning.
»Sangene handler ikke rigtig om noget«, siger Hans Philip. Han kunne lige så godt have sagt: Sangene handler om, hvad man selv ser i dem.
For Hans Philip personligt har de nye numre imidlertid også en klar betydning. De markerer kulminationen på en udvikling, der har været i gang, siden han var teenager.
En emotionel fyr
Hans Philips karriere har haft tre faser. En kort intro som den gakkede grimerapper Skørmand. Derefter en exceptionelt succesfuld fase som poetisk rapstjerne med Ukendt Kunstner. Og nu altså solokarrieren.
De tre faser markerer en udvikling fra selvhævdende rap til følsom, stille sangskrivning.
I løbet af interviewet vender Hans Philip flere gange tilbage til ønsket om at »tage masken af« og vise sit mest sande jeg. Som om musikkarrieren fungerer som en søgen efter identitet.
»Det bedste kompliment, jeg har fået, er at min kone sagde: Det er meget dig«, fortæller Hans Philip meget sigende om det nye album.
Ønsket om at finde frem til en form for fundamental sandhed og sårbarhed var nemlig selve udgangspunktet for ’A&B’.
»Jeg prøvede at tænke: Hvis 15-årige mig skulle sige noget – hvad ville jeg så sige? Og hvordan ville jeg gerne vise det? Jeg ville udtrykke den mest ærlige version af mig. Det, som jeg prøvede at gemme væk, da jeg var 15«, siger musikeren.
Hvad var det, du ikke kunne vise, da du var 15?
»Den bløde side af mig selv. I det miljø, jeg er vokset op i, var man nødt til at være sådan: ’Fuck jer alle sammen. Det er mig, der er den sygeste i verden’. Eller man kunne bukke under. Og jeg gad ikke at bukke under. Så opbygger man en rustning. Når man så finder nogle gode venner – og finder ud af, at folk kan lide én for den, man er – så prøver man at tage den rustning af«.
Det er fristende at se hele Hans Philips karriere gennem den linse.
Som fortællingen om en ridder, der lærer at tage sin rustning af. En mand, der når frem til, at det er okay at vise følelser. Der går fra at være en Skørmand til at indrømme, at han er en »emotionel fyr«, som den tidligere grimerapper kalder sig selv.
»Inderst inde er jeg en såret person. Det er noget, jeg dealer med«, siger han på et tidspunkt. Underforstået: Han dealer med det gennem musikken.
Hans Philip er før blevet sammenlignet med kunstnere som Frank Ocean, Drake og Tyler, the Creator, der har skubbet til grænserne for, hvordan en ny generation af mænd kan synge og rappe om følelser.
Samtidig har hans følsomhed måske smittet af andre steder i Danmark.
Hvis man ser på det danske musiklandskab lige nu, er den største stjerne en anden tidligere rapper, der gør op med machokultur og synger om, at det skal være okay for mænd at græde: Tobias Rahim.
Der er en tiltagende maskulin følsomhed i tiden. En følsomhed, som Hans Philip har været med til at definere.
Parallelt med udviklingen mod et mere følsomt tekstunivers, er der også en anden tydelig rød tråd i den tidligere hiphopstjernes karriere. Nemlig en bevægelse væk fra rap og over mod … ja, mod hvad præcis?
Langsomhed og landlighed
»Når jeg prøver at skrive noget, der bliver rap-agtigt, fanger jeg mig selv i at tænke: Sådan har jeg det ikke rigtigt«, siger Hans Philip, da jeg spørger ind til bevægelsen væk fra hiphop.
»Hvis jeg kunne finde ud af, hvordan jeg kunne udtrykke mig selv med rap igen, så ville jeg måske gøre det. Jeg vil aldrig udelukke det«.
Den nye tilgang til sangskrivning viser sig også i en vilje til at dyrke det langsomme. Tempoet er faldet i takt med, at Hans Philip har søgt indad.
Forfatteren Milan Kundera skrev engang: »Graden af langsomhed er ligefrem proportional med erindringens intensitet; graden af hurtighed er ligefrem proportional med glemslens intensitet«. Det rammer Hans Philips nye æstetik meget præcist.
Det handler om at sætte farten ned og lade langsomheden sive ind. Om at dvæle ved det poetiske i hverdagen for at være mest muligt til stede. I stedet for at fræse hurtigt igennem livet uden at kunne holde fast i de mange indtryk.
Den her nærmest meditative tilgang gennemsyrer også den tidligere nævnte, ambitiøse live-video, der er optaget i et sommerhus på Falster, og fungerer som en slags indføring i dobbeltalbummets univers. Her glider kameraet langsomt forbi blomstrende blomster, svajende kornmarker og frodige træer.
»Hvis nogen havde spurgt mig for syv år siden, om jeg ville lave en live-session på nogle kornmarker, havde jeg været sådan: Det er for corny. Det er slet ikke sejt. Men jeg prøver mest muligt ikke at være sej – men ærlig«, siger sangeren.
Der er altså sket et scene- og et stemningsskifte. I Ukendt Kunstner-dagene var det literære idol den evigt rastløse Strunge, der fløj hurtigt gennem natten. Nu er det som om, Hans Philip er blevet naturromantiker eller Guldalderdigter.
»Jeg er et barn af byen, men den side af familien, jeg kender til, er fra Jylland«, siger sangeren selv om sin forvandling fra københavnerflaneur til naturmenneske. »Jeg er fra Nordjylland. Jeg er fra Danmark. Det er en del af mig«.
Set i det perspektiv var Ukendt Kunstner et københavnerprojekt. Mens solokarrieren måske lidt frækt kan kaldes for Hans Philips jyske værk.
Derudover er der selvfølgelig også et aldersperspektiv i hans udvikling. Ukendt var de vilde 20’ere. Hans Philip er de tænksomme 30’ere.
En antialgoritmisk artist?
Naturpoesi uden rap, åbne tekster, ærlige følelser. Det lyder smukt. Men… er han ikke bange for at kede folk?
Der er i hvert fald ikke ’Neonlys’-omkvæd eller ’Stein Bagger’-attitude på ’A&B’.
Men i en tid, hvor de fleste har et attention span så kort, at de ikke gider google, hvad attention span hedder på dansk, og hvor TikTok har lært os, at sange skal servere bøffen – som det hedder med en grim kulinarisk kliché – inden for tre sekunder, er langsomheden måske i virkeligheden en dyd.
Hans Philip tør være tilbageholdende, hvor andre er desperate efter at være virale. Han tør være stille, hvor ingen andre tier.
Ikke at han ser sig selv som en kulturkriger mod TikTok – eller »Kina-algoritmen«, som han kalder tidens toneangivende platform. For ham er det simpelthen det mest ærlige at dyrke et mere afdæmpet udtryk.
»Det er egentlig fordi, jeg ikke er så god til det andet«, siger Hans Philip, da jeg præsenterer ham for teorien om, at han er det modsatte af en TikTok-musiker; en antialgoritmisk artist.
»Nogle, som min ven Oliver Kesi, er vildt gode til det. Hos ham må der ikke gå ti sekunder, uden at der sker noget. Det er fedt, fordi det er et udtryk for, hvem han er. Så når han laver den type musik, fungerer det. Hvis jeg lavede sådan noget musik, ville det falde til jorden, for det er ikke den, jeg er«.
Hans Philip holder en pause, kigger kort ned på sin kaffekop, og tilføjer: »Jeg er slet ikke en sej, hurtig type. Jeg er sådan en, der kan sidde og kigge på et billede, og tænke: Gad vide, hvordan de tog det? Det er bare sådan, min hjerne er«.