PORTRÆT. Det kræver meget arbejde at opnå succes ud af det blå. Sådan lyder klichéen, og i Tobias Rahims tilfælde må man sige, at den passer usædvanligt godt.
På overfladen er hans succes kommet pludseligt og med nærmest enestående omfang. Han er ikke bare nummer ét på Spotify-hitlisten; han er nummer ét, to og tre. Tobias Rahim er ikke blevet en popstjerne, han er blevet popstjernen.
Og når en artist har den slags (pop)kulturelle gennemslagskraft, er det selvfølgelig værd at undersøge to ting: Hvordan er Tobias Rahim endt der, hvor han er? Og hvorfor er det lige præcis hans musik, der – som en anden kliché lyder – har ramt noget i tiden?
Lad os starte med det første: Tobias Rahims snørklede vej til tops.
Formet af Colombia og Ghana
Tobias Rahim er formet af to rejser til to forskellige kontinenter.
Først et længere ophold i Colombia, hvor den danske musiker efter eget udsagn boede i et mere end halvfarligt område, men samtidig kom tæt på den lokale musikkultur. Derefter et ophold i Ghana, hvor han faktisk lykkedes med at opnå begrænset succes under navnet Toby Tabu.
De to rejser har ikke bare været prægende for danskerens egen udvikling, de markerer også et slags studieophold i to af tidens største, globale musikstrømninger. Nemlig den latinamerikanske reggaeton og den vestafrikanske afrobeats, der begge er blevet essentielle komponenter af vor tids globaliserede popunivers – og af Tobias Rahims musik.
Historien om danskerens angiveligt gigantiske succes i Ghana er måske blevet blæst en smule op af begejstrede medier, men helt gal er den ikke: ’Ghana Lady’ har næsten en million visninger på YouTube.
»Ligesom at der er mange folk, der er taget til L.A., sovet på sofaer og bare ventet på, at de store labels skulle ringe, har jeg gjort præcis det samme – jeg har bare gjort det i Afrika«, har han engang fortalt Vice om tiden i Ghana.
Der er et element af selvfindelse og musikalsk dannelse over de her udlandseventyr. Rejser er desuden centrale for Tobias Rahims selvfortælling.
Gennem dem viser aarhusianeren, at han er en multikulturel artist, som ikke anerkender grænser. En sirligt groomet globetrotter, der er ligeså tilpas i Ghana som i Grenå.
På sangen ‘Lidt A D Hele’, som ifølge et interview hos Dossier er sangen, der definerer ham mere end nogen anden, synger han: »Jeg er en fucking vagabond, jeg er en traveller / rejser hele jorden rundt i et badekar med booze i«.
Rahim har ret: Sangen, og den linje især, er virkelig definerende for ham. Han sælger nemlig ideen om udlandsoplevelsen som personlighedsdefinerende bedre end nogen rejseguide. Man kunne også sige: Tobias Rahims musik er det perfekte soundtrack til alle dem, der skal på rygsæksrejse efter gymnasiet.
Meningen med livet findes til en favela-fest eller med en guitar på stranden. Rahim ophøjer sangtekstens boozebadekar til livsfilosofi.
Sirligt groomet vagabond
Ideen om at være en global partyvagabond repræsenterer det autentiske for Tobias Rahim. Det er antitesen til det falske og kedelige i det velkendte Danmark.
Men han forstår sig altså også på at markedsføre sit ideal. Han er god til iscenesættelse.
Det har han før vist ved for eksempel at sælge et nøgenbillede af sig selv som NFT og ved at lave en musikvideo med Gina Jaqueline, der opnåede eksplosiv medieomtale med DR3-dokumentaren ’Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling’.
Rahim ved, hvad der generer opmærksomhed. Det gælder også, når historien om den globale vagabond skal fortælles.
Når han taler om sine eventyr i udlandet, kan Tobias Rahim finde på at skrue op for dramatikken ved at slynge så fantasifulde historier ud, at man knap ved, om det er meningen, man skal tro på dem, eller om det er Benjamin Hav’ske fantasifostre.
Ifølge et interview i Information har han svømmet gennem en krokodillefyldt flod (»jeg vidste, at hvis jeg ikke kom tæt på krokodillerne, så lod de mig være«); hos DR har han beskrevet, hvordan han så en mand blive skudt; i Dossier har han disket op med en ’Narcos’-værdig historie om en kærlighedsaffære med datteren af en colombiansk narkobaron: »Selv om hun var den absolut lækreste, var der ingen, der turde røre hende. Indtil Tobias Rahim kom til byen«.
Den danske musiker har altså – hvilket jeg tror citaterne viser med stor tydelighed – et ret klassisk maskulint behov for at bevise, at han er en modig mand med bred brystkasse og styr på damerne.
Der kan være noget af Kidds grænsesøgende adfærd og en del af vennen Orgi-E’s piksvinger-energi over ham.
Men – og det her er for alvor det paradoksale og fundamentalt nyskabende ved Tobias Rahim – hans succes er faktisk slet ikke kædet sammen med den klassiske manderolle.
Rahim som popstjerne er frem for alt en performance af en ny form for maskulinitet, der ikke står i modsætning til tolerance, følsomhed og empati. Og her er vi fremme ved spørgsmålet om, hvorfor sangeren passer så godt til tidsånden anno 2022.
Popsange mod fremmedgørelsen
»Du kender ham måske bedst som Grande i reggaeton-duoen Camilo og Grande, men med ’Luk mig op’ lancerer Tobias Rahim nu sit nye soloprojekt i eget navn«.
Sådan starter en Soundvenue-artikel om Tobias Rahim – fra 2016. Allerede i den gamle artikel kan man faktisk læse et interessant citat fra sangeren, der indkredser hans kunstneriske projekt meget godt.
»Der er en tendens til at generalisere og sætte mennesker i bås. Jeg kan godt lide at tale med folk og forstå det individ, der gemmer sig indeni os alle«, lød det fra Rahim dengang.
Det er det, det stadig handler om for sangeren. At finde mennesket, der gemmer sig bag facaderne – om det nu er kapitalisme, klassisk maskulinitet, religion eller noget helt fjerde, der fremmedgør mennesket for sig selv.
Se eksempelvis country-popsangen ’Jesus’ fra 2020, der ifølge Rahim »handler om smerten ved at være forelsket i en pige, hvis far ser dig som noget ondt«.
Noget ondt – fordi Tobias Rahim er halv kurder.
‘Jesus’ beskriver racistiske strukturer, men Rahim plæderer – lidt som på den senere ’Når mænd græder’ – for forståelse og ikke fordømmelse af den fordomsfulde person fra forældregenerationen: »Jeg ved, at han i bund og grund er en god mand, der kun vil sin datter det bedste«, som han har udtalt.
Den type komplekse skildringer af fordomme og tilgivelse er altså ikke det, der normalt bliver sunget om på landets største popsange. Det er nok den tekstmæssige ambition, som er Rahims største styrke. Hans vilje til at lade de her ting fylde i konteksten af en popsang.
Det er dog ikke altid i karrieren, at Rahims lyrik har levet op til de gode intentioner bag. Det er eksempelvis tåkrummende at høre ’Borderline’ fra 2020, der bruger en diagnose som skældsord og indeholder linjer som de her:
»Lige siden du var 19, har jeg været manden, som der gjorde dig til kvinde / du kunne ringe, når du vil det / jeg har været large, XL om man vil det / troede, vi kunne blive i det / men nu er din attitude lige så stram som din fisse«.
De her ikke ligefrem megasympatiske sider af Tobias Rahim er heldigvis forsvundet på det seneste års storhittende singler.
De handler om alt fra mænds udfordringer med at vise følelser (‘Når mænd græder’) og den globale kapitalismes dehumaniserende effekt (‘Feberdrømmer Xx Dubai’) til en socialrealistisk skildring af udenforskab forklædt som kærlighedssang (‘Mucki Bar’).
Den politisk vakte stil er måske allertydeligst på den helt nye single, ‘Bums for eliten’; en duet med Artigeardit, der dyrker en skramlende intens punkrap-æstetik ikke ulig Fabräk.
‘Bums for eliten’ er ét stort protestråb mod ghettopakke, klassesamfund og kapitalisme. Det er en gang marxistisk magtkritik: Manden bag ‘Stor mand’ har, sjovt nok, lavet en slagsang for den lille mand på bunden.
Den ikketoksiske mand
På de seneste sange har Tobias Rahim lært at tale om de helt store emner på en jordnær måde. »Alle har en chef, de vil give en skalle«, synger han på ’Mucki Bar’ og lyder som en karakter fra en gammel dansk film om den udkørte arbejders kamp mod systemet.
Det er en kunst at gøre de her store tematikker relaterbare. Men det er næsten umuligt at gøre dem sexede. Men også det lykkes Tobias Rahim faktisk med: Sangene glemmer aldrig at være forførende, mens de prøver at forklare, hvordan verden hænger sammen (eller, endnu oftere, hvordan den ikke hænger sammen). Det her er systemkritik i bar overkrop.
Oscar Wilde skrev engang: »Alt i verden handler om sex, pånær sex. Sex handler om magt«. Den læresætning kunne være ledestjernen for Tobias Rahims sangskrivning.
Sex er linsen, han bearbejder alt fra racisme, kapitalisme, maskulinitet, sociale medier og så videre igennem. Magtkritik og sex er, som i Wilde-citatet, to sider af samme mønt.
Det overraskende her er så bare, at den blanding fungerer vildt godt som popmusik. Hvilket nok hænger sammen med, at tiden har skreget efter en artist, der netop kan formulere en tidssvarende maskulin seksualitet.
»Jeg vil gerne claime den bløde etniske mand«, har Rahim fortalt Information, hvor han også taler om, hvordan etniske mænd tit bliver fanget i en fortælling om hårdhed.
I den kontekst føles det betydningsfuldt, at denne selvudnævnte følsomme etniske mand nu streamer mere end eksempelvis alle de rappere, der jo til dels står for et mere klassisk mandeideal. Når Tobias Rahim sejrer, er det det måske også en sejr for drømmen om en ny maskulinitet.
Han virker selv bevidst om, at den moderne maskulinitet endnu ikke er klart defineret. At der er et tomrum, der skal udfyldes. »Jeg vil gerne vise, at selv om jeg er mand, så er jeg ikke giftig«, har han sagt i et interview hos DR.
En ikke-giftig mand? Der synger om sex og svømmer med krokodiller – men som samtidig kan finde ud af at være empatisk? Findes denne mytiske skikkelse – den følsomme piksvinger – virkelig?
Ja, siger Tobias Rahim: Jeg er lige her.
Tobias Rahim spiller på Roskilde Festivals Orange Scene lørdag den 1. juli.
Læs mere af Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.