Tobias Rahim har enorme ambitioner på ‘Vulkanø’ – men han jagter stadig hits
Anmeldelsen blev oprindeligt skrevet baseret på vinyludgaven. Albummet er nu udkommet digitalt.
ALBUM. Det er halvandet år siden, Tobias Rahim og D1ma udgav megahittet ‘Bellevue’. Efter så lang tid var der nok mange, der var begyndt at mistænke, at sangen ikke ville finde vej til Rahims længe ventede opfølger til 2022-albummet ‘Når sjælen kaster op’.
Rahim har siden da udgivet yderligere otte singler, der ligesom ‘Bellevue’ alle er endt på ‘Vulkanø’, som hans tredje album hedder. Et usædvanligt langstrakt album-rollout, der foreløbigt er kulmineret med, at Rahim i weekenden eksklusivt solgte ‘Vulkanø’-vinyler til sin stort anlagte koncert på Refshaleøen. Det er indtil videre den eneste måde at høre musikken.
Vinylformatet er måske netop oplagt til et album som ‘Vulkanø’. For med hele 22 numre, der tæller alt fra corridos om knuste hjerter til fejringer af Aarhus’ indvandrermiljø, kommer vi vidt omkring. Og de fire sider, som vinylen er bygget op omkring, har i høj grad hver deres identitet.
Eksempelvis er c-siden, altså track 14-18, konceptuelt virkelig tight. På ‘Lys (Illumineret)’ rapper (!) Rahim om den racisme, han mødte i Aarhus. Og på ‘Karavane (Lamigligfortældig)’ om den fælles stolthed, der kommer af at nå langt i en verden, hvor systemerne ikke er på ens side, fornemt accentueret af et drop, der låner fra levantisk dabke-musik og cementerer, hvilken kulturarv Rahim og Marwan er faldet for.
Men bedst som man tror, Rahim er uovervindelig, fortæller han på ‘Drenge i en flok’ grådkvalt om venner, der blev sendt på genopdragelseslejr, og om indespærrede forældre, der må kigge på deres børn gennem tremmer – før han slutter c-siden af med ‘Sang til mor’, hvor Rahim hylder sin mor for at have rustet ham til en verden præget af modstand.
Nummeret afsluttes med et bragende gospelkor, der gentager refrænet »vi’ beskyttet«, mens man kan ane et loopy dabke-beat i baggrunden. Også på et instrumentalt plan bliver c-sidens tematikker vævet sammen.
C-siden på ‘Vulkanø’ er muligvis Rahims største kunstneriske triumf til dato. Og af den årsag frustrerer det, at de andre sider – trods mange stærke sange i løbet af tracklisten – ikke vover at være nær så ambitiøse. Især b-siden, der tæller de allerede udgivne singler ‘Dark Room’, ‘Den værste’, ‘Jylland’ og ‘Tæt på’, synes mest af alt at trække tiden ved at spille de sikre kort.
På et album, der tydeligvis har meget på hjerte, føles det som at træde vande, når Rahim inviterer Kesi forbi til at affyre klichéer om, at ‘Bunden er et springbrædt’ (sic!), der kan bruges til at nå uhørte højder – især når det pakkes ind i en metervare-poprocket instrumentation. Zuloo-samarbejdet ‘Submissive’ er tilsvarende et skabelonskåret amapiano-sexjam, som begge kunstnere tidligere har udforsket på mere interessante måder.
Det er ikke første gang i år, at en dansk hitmagers på papiret ambitiøse og vovede værk komme på afveje takket være numre, der mest af alt lyder, som om de jagter streamingtal. Artigeardits ‘Æteren’ havde samme problem.
Men hvis man lige har hørt et nummer som den ængstelige latintrap-eksplosion ‘Showbizz’, hvor Rahim bruger greb som beatswitches og sprogskift til at krænge sine mest indebrændte følelser ud, får man som lytter blod på tanden efter noget lige så hårdtslående. Og her lever de efterfølgende sange ikke op til den standard, albummet selv sætter.
A-siden forsøger at danne bro mellem nyere tids regional mexican-eksplosion, boliviansk folkemusik og en pan-nordisk vision for popmusik (Danmark, Sverige og Norge mødes på ‘Sygeplejeske på nattevagt’), mens lyrikken åbner op for emner som klasseskel og det at være pårørende til én med et blandingsmisbrug. Blot for at munde ud i ‘Ingen Yin uden Yang’, der er karrierens sang nummer gud-ved-hvor-mange, der reflekterer over, hvordan livets opture er kommet i kølvandet på nedture.
Halvandet år efter udgivelsen af første single er lang tid. Men hvorfor skal alle singlerne død og pine være en del af tracklisten?
Albummet er rigeligt langt, selv hvis man skræller sange som ‘Dark Room’, ‘Bellevue’ og ‘Jylland’ fra. Singlen ‘Regntid’ ville også stå stærkere som det næstsidste nummer, hvis det ikke var omgivet af sange, der handler om det samme, men ikke har et nigeriansk kor til at løfte rusen til et nyt niveau.
Den slags problemer forhindrer ikke ‘Vulkanø’ i at være et godt album – især ikke på vinyl, hvor man kan vælge at se de individuelle sider som enkeltstående værker med egne ambitioner. Men det er ærgerligt, når der gemmer sig et decideret genialt album et sted derinde.
Kort sagt:
Tobias Rahims tredje album kunne have været decideret genialt, men jagten på hits går ikke altid i spænd med de kunstneriske ambitioner, han ellers flere gange viser sig i stand til at indfri.