KOMMENTAR. Jeg prøver at forestille mig, at der engang om mange år laves et feltstudie af starten 2020’erne. En form for udgravning, som søger at blive klogere på datidens menneskehed.
De finder følgende artifakt: en Elle-artikel fra 12. juni 2024 med titlen ’A Who’s Who Of The Internet’s ‘Hot Rodent Boyfriends’, hvor typer som ‘The Bear’s hot chef Jeremy Allen White, Barry Keoghan (manden, der fumblede Sabrina Carpenter) og den milde ‘Challengers’-stjerne Josh O’Connor hyldes for at være lækre gnaverlignende mandfolk.
Jeg ved, at vi nu skriver 2026, og de fleste nok er kommet videre fra denne hot rodent summer, men den hjemsøger altså stadig mig som en form for point of no return i nutidens onlinekultur.
Tidspunktet hvor vi én gang for alle blåstemplede at sammenligne mænd med rotter, så længe det var på en sjov og lidt flirtende måde.
Klip til 2026 hvor ‘Heated Rivalry’-fans tager til hockeykampe og kalder det en tur i »the boy aquarium«.
»Er en ny tids giftige fans … kvinder?«, spurgte jeg i en artikel tilbage i 2023, hvor der faktisk var en anden ishockey-romancebog ved navn ‘Pucking Around’, der drev folk til vanvid.
Men det er ikke de kvindelige fans, det skal handle om. Det skal handle om mænd.
For tilsyneladende er problemet, at en hel fraktion af popkulturen bliver mere og mere mandefikseret med deres, vores og min opbakning og betagelse som benzin.
Grænseløst gavmild når det gælder promoveringen af især unge mænd, der kan vinde meget, hvis internettet beslutter sig kollektivt for, at de gerne vil være kærester med dem. De udnævnes som »internet boyfriends«, og der er efterhånden udviklet et helt medieapparat specifikt til at sætte deres nuttethed i scene.
Og på den måde bliver der kun større og større forskel på, hvad man får ud af at have et onlineimage, som henholdsvis kvinde og mand i Hollywood.
White boy of the month
Ulighed mellem mænd og kvinder er ikke ligefrem en nyhed.
Men hvor fordelingen af seksualisering, forgudelse, ros og anerkendelse før har været nogenlunde forudsigelig, har tingene udviklet sig i en spøjs retning.
Det skyldes især et grundlæggende skift i, hvilket mandeideal der har valuta i popkulturen.
De mænd, der bliver udnævnt til »internet boyfriends«, har i dag alt at vinde på at afvige en lille smule fra en klassisk machismo-stereotyp, så længe det er på den rigtige måde.
Timothée Chalamet regnes tit for udviklingens gallionsfigur med sit gennembrud i ‘Call Me By Your Name’ i 2017, hvor han ofte blev kronet som en ny tids »blød førstemand«.
Siden er folk som Paul Mescal og Andrew Garfield blevet indbegrebet af fænomenet, der kulminerer, når de eksempelvis tager på date med Amelia Dimoldenberg i ‘Chicken Shop Date’ og spiller med på den parasociale leg, der går ud på, at mandlige stjerner, uopnåelige for de fleste, stadig plejer et brand som en nogenlunde almindelig, “opnåelig” fyr.
»Nutidens førstemænd er ikke uopnåelige idoler. De føles som ægte mennesker, meget særlige mennesker, der bare hænger en halv tomme uden for vores rækkevidde«, skrev forfatteren Otessa Mosfegh, da Vanity Fair meget illustrativt for trenden ‘mænd er på mode’ ramte offentligheden med deres store decembernummer ‘Let’s Hear it for the Boys’.
Andre gange bliver disse typer kaldt white boy of the month, hvilket også siger noget om, hvor intens og maskinelt de har tendens til at blive overeksponeret. Vogue har sågar kaldt internetkærester for »den romantiske version af fast fashion«.
Og selvom kvinder bestemt ikke lider under mangel på, ret beset, meningsløs medieopmærksomhed, er det sigende, at der ikke på samme er »internet girlfriends«.
Ingen usandsynlige sexsymboler
Kvinder kan ikke blive virale fænomener eller udnævnt til »usandsynlige sexsymboler«, bare fordi de som Josh O’Connor elsker keramik og træer, eller som Jeremy Allen White er i dyb kontakt med deres indre blomsterbinder.
Selvudnævnt sure gamle mænd som Hugh Grant kan til gengæld snildt blive forgudet på ny for at være netop det, hvis det bare er på den rigtige, nuttede måde.
Jeg har stadig til gode at opleve en kvinde gå promoveringsamok som Timothéee Chalamet i Bob Dylan- eller bordtennis-mode uden at blive lagt for had.
De har heller ikke adgang til samme virale valuta ved at gøre nuttede ting som at ae kattekillinger i Buzzfeed’s ‘The Puppy Interview’.
Da det væltede frem med lookalike-konkurrencer, handlede det mest om mandlige stjerner.
Tværtimod oplever man oftere, at pr-kampagner med kvinder i front og for store armbevægelser nemt kan give bagslag.
Den 21-årige ‘Stranger Things’-stjerne Millie Bobby Brown har gentagne gange betegnet mediernes behandling af hende som mobning.
Det samme gjaldt Rachel Zegler med ‘Snehvide’ og Blake Livelys ‘It Ends With Us’-lancering, der allerede var under intens kritik, inden de to hovedrolleindehavere kom i juridisk strid.
‘Wicked’-presseturen med Cynthia Erivo og Ariana Grande udmærkede sig godt nok som en af de største virale begivenheder på internettet, men også den mest »bizart dramatiske«.
De allermest virale kvinder på internettet er ofte dem, alle har besluttet sig for at hade. Behøver jeg sige mere end Sydney Sweeney?
Dobbeltmoral
Med det sagt er det ikke, fordi kvinder er mindre kendte eller succesfulde end deres mandlige modparter, eller fordi de nødvendigvis generelt bliver overset i stjernelandskabet. Tværtimod ligger Zoë Saldaña og Scarlett Johansson øverst på listen over de mest indtjenende filmskuespillere i Hollywood.
Greta Gerwigs ‘Barbie’ blev en af de mest bemærkelsesværdige succeser i nyere tid (selvom Ryan Gosling måske nok gik mest viralt).
Ser man bredere på det popkulturelle landskab, er det ikke for at sige, at kvinder ikke nyder lige så stor berømmelse og hype. I musikkens verden er det nærmest omvendt kvinder som Taylor Swift, Charli XCX, Sabrina Carpenter, Billie Eilish og Dua Lipa, der er dagsordensættende.
Sådan er det bare ikke i filmbranchen, selvom der bestemt er undtagelser.
Jennifer Lawrences altid herligt rablende tilstedeværelse i talkshows og interviews giver anledning til stor viral dyrkelse og er en stor del af hendes image.
Saoirse Ronan gik viralt for at sætte Paul Mescal på plads i ‘The Graham Norton’-show.
Der er også masser af nyere stjerner i Hollywood som Rachel Sennott eller ‘Industry’-duoen Myha’la og Marisa Abela, der har en særlig adgang til internettets gunst.
Men trods alle deres kompetencer har de generelt ikke lige så direkte adgang til billige fanpoint.
Hvis man ser på den aktuelle ‘Wuthering Heights’-kampagne, falder filmskaber Emerald Fennell i ‘viral fordi vi hader dig’-kategorien, mens opmærksomheden omkring Margot Robbie er fokuseret på hendes forhold til medspilleren Jacob Elordi, som pr-indsatsen bevidst har brygget falsk romantik på, selvom de fleste i publikum ved, at Robbies har en fire måneder gammel datter med sin mand, som er producer på filmen.
Derudover har hun mest fået opmærksomhed for sine virale outfits (en Brontë-inspireret kjole af menneskehår) og hendes smykker (en ikonisk halskæde arvet fra Elizabeth Taylor).
Female gaze
På andre punkter virker det også, som om vi er i gang med at gentage fortidens fejl, når det gælder en grænseløs dyrkelse af mandlige celebrities’ køn, udseende og seksualitet.
Hvis man vil se medierne onlinehype i fuld beastmode, skal man bare kigge på hovedrolleindehaverne fra ‘Heated Rivalry’.
Hvordan træner Connor Storrie sine ballemuskler? Hvad gør Hudson Williams?
Hvad er Hudson Williams hudplejerutine? Hvad er hans McDonald’s-bestilling?
Internettet er plastret til med billeder, hvor de poserer så godt som nøgne. Eksempelvis står Connor Storrie i trusser med en hummer som rekvisit på forsiden af Cultured Magazine.
Alle involverede, ikke mindst de mange fans, lader til at have en fest. Og hockeyseriens store succes skyldes jo især dens skildring af de homoseksuelle hovedkarakterers seksuelle såvel som romantiske forbindelse, hvilket langt henad vejen også kan ses som ret progressivt. Man kan sagtens forstå, at temaet går igen i fortællingerne om stjernerne i offentligheden.
Men samtidig er det svært at komme udenom, at den type opmærksomhed, selv hvis den er sjov og ufarlig, muligvis ville smage anderledes, hvis den var med omvendt kønsfortegn.
Hvilket i sidste ende vel siger noget om, at den er potentielt uholdbar i længden?
Connor Storrie graces the cover of CULTURED Magazine.
📸: Christian Coppola pic.twitter.com/HdKbhCvP09
— Pop Crave (@PopCrave) February 5, 2026
Man skal endelig ikke knappe sig så meget til, at der ikke er plads til positiv seksuel frigørelse.
Historisk set er seksualiseringens ånd bare én, der går dårligt i spænd med et kapitalistisk samfund.
Det er helt legitimt at udnævne mandlige stjerner som Pedro Pascal til en daddy. Og ‘The Last of Us’-stjernen har da også udtalt, at »han morer sig med det«.
I den anden boldgade har folk som ‘Babygirl’-stjerne Harris Dickinson dog kritiseret upassende seksuel opmærksomhed i forbindelse med netop presseturen på den film, hvilket han mener fejlagtigt bliver accepteret, når man taler om yngre mandlige skuespillere.
‘Is This the Year Harris Dickinson Goes From Anonymous Hunk to Onymous Hunk?’, skrev Vulture efter premieren på ‘Babygirl’ ved filmfestivalen i Venedig, hvor han fik sit store gennembrud over for Nicole Kidman.
»Der er mange kvinder, der siger ting til mig, som er dybt upassende«, har han selv fortalt i podcasten Happy Sad Confused.
Usexet= uinteressant
Det er primært heteroseksuelle dynamikker, der styrer opmærksomhedsøkonomien i popkulturen, og her tyder meget på, at der er anderledes vilkår og måske endda større interesse for mandlige stjerner for tiden. På godt og ondt.
For selvom udviklingen markerer et skift væk fra den type objektivisering af kvinder, der er blevet taget afstand fra efter MeToo såvel som FreeBritney-bevægelsen, der satte fokus på mediernes sexistiske svigt, er der reelt ikke noget, der har ændret sig.
Det er måske blevet mindre socialt acceptabelt at dyrke visse kvindelige skuespiller baseret på udseende eller ud fra, om hun er velegnet som konemateriale, men det betyder ikke, at opmærksomheden så retter sig mod noget andet. Den går bare til nogle andre i stedet for.
I de mørkeste tilfælde virker det, som om kvinder bare fylder mindre. At man har udvidet grænserne for feticheringen af mænd og simpelthen interesserer sig mindre for kvinder.
Det er uden tvivl vigtigt, at unge mandlige stjerner får mulighed for at markere sig som sunde og følsomme forbilleder. (I mindre grad som rotter.)
Men måske er prisen for et uendeligt forbrug af internetkærester alligevel lidt for høj.