Eksplosionen af lookalike-dyster er fantastisk tidsspilde – og vi vil rigtigt gerne have dem til Danmark

»Du kan være hvem som helst i denne omgang«. 

Det er ikke et godmodigt inspirational quote hængende på en væg hos en ‘Gift ved første blik’-deltager, men et citat fra 1960’ernes LSD-aktivist Timothy Leary, som Dan Turrell oversatte til dansk i midten af 1970’erne. 

I 2024 er hippie-mantraet mere aktuelt end nogensinde. 

Mens det generelt går ret forfærdeligt globalt, har folk verden over fundet en ny yndlingsbeskæftigelse, der har bragt internettet ud i virkeligheden på en svært definerbar metafacon: Lookalike-konkurrencer, hvor helt almindelige mennesker stiller sig til skue som potentielle dupes for tidens største stjernenavne, brager derudaf. 

Og i en tid, hvor Ozempic, kosmetisk ansigtsfifleri og digital facetuning har ensrettet alles skønhedsidealer, er lookalike-fænomenet i kød og blod til gengæld alt andet end et Madame Tussaud-agtigt rædselskabinet. 

Chalamet-effekten

Tværtimod er det noget så sjældent som et hyggeligt og indtil videre shitstorm-løst eksempel på popkulturelt tidsfordriv. Og så foregår det ude i verden.

Konkurrencerne bliver annonceret via papir på lygtepæle (men selvfølgelig spredt på sociale medier). Det er i sin natur en pseudo-digital-trend, fordi begivenhederne er skabt til at blive delt online, men i kontrast til alt muligt andet er det alligevel påfaldende analogt. 

Doppelgänger-dysten er i virkeligheden også en gammel tendens, der sidst var populær i en anden mørk periode af den amerikanske historie: 1930’ernes depression. Derudover har kendisefterligning altid været fast inventar i drag-miljøer.

I 2024 har fænomenet dog taget en anden form.

Nærmere bestemt i starten af november, hvor tusindvis mødte op i New York for at se et udvalg af Timothée Chalamet-lignende mennesker.

Begivenheden var snildt endt som en enlig svale, hvis ikke det havde været fordi, Hollywood-stjernen selv valgte at aflægge konkurrencen et visit. Hvilket en X-bruger allerede havde sendt ud i universet tidligere med ordene: »timothée chalamet has the opportunity to do the funniest thing ever«.

Den oprindelige Timothée Chalamet var dog Charlie Chaplin, der ifølge sin søns selvbiograf stillede op til at blive sin egen lookalike i Hollywood et sted mellem 1915-1921, men kun blev nummer tre. 

Efter Chalamet-effekten er tendensen stukket fuldstændigt af. 

Der gik ikke længe, før en flok Paul Mescal-wannabes iført gæliske fodboldshorts i Dublin dystede om æren, en Lidl-sponsoreret præmie på 20 euro (eller 3 pints) og så selvfølgelig også lidt viral tid i solen. Vinderen blev en arbejdsløs nyudannet manuskriptforfatter, der lignede den irske superstjerne lidt, mest i profil. 

Kort efter fulgte en Dev Patel-konkurrence i San Francisco, Harry Styles-lookalikes i London og et bredt udvalg af forlorne Jeremy Allen Whites i Chicago, hvor det ironisk nok endte med at være en psykolog, der gik hjem med præmien for at ligne den psykolog-trængende ‘The Bear’-kok mest. Præmien var en pakke røde Marlboros og 50 dollars. 

For tiden lader der til at komme nye lookalikes-dyster hver eneste weekend. Mens det var en dedikeret, men smal skare, der i sidste uge kæmpede om at blive best in show-Rachel Sennott, mødte folk anderledes talstærkt op til Glen Powell-konkurrencen i Austin, Texas. 

Powell kvitterede for opmærksomheden ved at udlodde en cameo i en af sine næste film til vinderen af konkurrencen …s forældre.

Hvem vil vi ligne? 

Der er indtil videre ikke blevet afholdt konkurrencer for Brad Pitt- eller Tom Cruise-dobbeltgængere. 

Tendensen virker til at være naturligt afgrænset til en bestemt type og generation af celebrities, der i forvejen spiller en særlig rolle online. Der er en overrepræsentation af såkaldte internet boyfriends, ligesom der hersker en uskreven regel om, at mandlige lookalikes foretrækkes.

En Zendaya-off fik ikke for alvor ben at gå på, hvilket blev forbundet til både køn og race. 

Der blev til gengæld med stor succes holdt en lookalike-konkurrence til ære for hendes mandlige ‘Challengers’-stjerner Mike Faist og Josh O’Connor. Den havde sågar specifikt fokus på deres karakterer fra filmen, og endnu mere indforstået skulle man faktisk mime duoen i en bestemt hyldet scene fra filmen, hvor O’Connor bider i en churro, mens han ser Faist direkte i øjnene.

Lookalike-trenden er på den måde også udtryk for, at en særlig type film- og celebrity-fankultur har fanget an, hvor der er bedre vilkår for at nørde popkultur på mikroniveau end nogensinde.

Tidligere på efteråret havde folk også travlt med at klæde sig meget tekstnært, memetisk, ud som alt fra boldens synsvinkel i Luca Guadagninos ‘Challengers’, Demi Moores frakke i ‘The Substance’ eller den seddel, Christopher Nolan satte på Cillian Murphys ‘Oppenheimer’-manuskript, for at lykønske ham med hovedrollen.

Her hed det »I hate gay halloween, what do you mean you’re…« – indsæt obskur reference.  

Det er i stigende grad, som om virkelighed og fiktion smelter sammen og forvandler hele verden til en stor intern joke.

En af årets største SNL-sketches ‘Bridesmaid Speech’, hvor et hold brudepiger synger en hjemmelavet version af Sabrina Carpenter-hittet ‘Espresso’ om en fyr ved navn Domingo, blev for nylig genoplivet til en af hendes koncerter, hvor komiker Marcello Hernández udklædt som karakteren Domingo sang sketchversionen af sangen for en hel arena. 

Med andre ord får Potterheads og Star Wars-fans nu kamp til stregen af A24-segmentet og alle kronisk online typer, der er begyndt at opføre sig som de trekkies, der ellers er blevet gjort stygt grin med i årevis. 

Alle kan være med

Celebrity-dyrkelse har det med hurtigt at blive problematisk og grænseoverskridende. 

Men selvom lookalike-konkurrencerne uden tvivl også håber at lokke deres virkelige hovedpersoner til, kobler de også stjernerne af. 

De fleste af vinderne ligner ikke særlig meget, hvis overhovedet. De mest ombejlede har white boy of the month-typer i centrum, men hverken køn eller hudfarver har forhindret folk i at stille op. Det er lige meget, hvem du er, hvis du har den rigtige Jeremy Allen White-vibe. Trenden er dog alligevel påfaldende hvid og asiatisk, der er i hvert fald ikke så mange andre sorte end Zendaya, der er blevet dystet i. 

Der er blevet spekuleret vidt og bredt i medierne over, hvad meningen bag lookalike-dyrkelsen er. 

The New York Times analyserer dem som en form for »apolitisk demokratisk begivenhed«, der i modsætning til landets politiske landskab er et trygt rum.

I The Guardian spekuleres der på den filosofiske front i, om konkurrencerne skal ses som et menneskeligt modsvar til en AI-verden med deepfakes og uendelige muligheder for at ligne alle. Og mere pragmatisk kedeligt i om stjernernes egne pr-agenter har en finger med i spillet.

I hvert fald har de hurtigt lugtet lunten til gratis superomtale – især hvis man som Chalamet eller Glen Powell spiller med. Chalamet-konkurrencen viste sig eksempelvis at være arrangeret af youtuberen Anthony Po.

Lookalike-konkurrencerne er først og fremmest fantastisk tidsspilde. TikTok-kultur forvandlet til et uhøjtideligt og ufarligt dyrskue ude i virkeligheden, der vækker deltagelse og begejstring hos en ungdomsgeneration, som ellers er notorisk beskyldt for at isolere sig og være asociale. De understreger måske først og fremmest, at stjerner ikke er ligesom os.

Danske lookalikes

Der er en åbenlys diskrepans mellem dansk jantelovskultur og lookalike-konkurrencens åbenlyse opmærksomhedsjagt. 

Med undtagelse af, da to unge tidligere i år klædte sig ud som forfatter Glen Bech og hans mor, er lookalike-trenden da heller ikke helt kommet til Danmark endnu. Men potentialet er der! 

Ikke mindst når Danmark nu er rig på hjemmedyrkede internationale superstjerner og eksilerede Hollywood-navne. 

Til gengæld er der en stor risiko for, at det ville det blive for let. Det kedelige ved eksempelvis København er jo, at afstanden fra stjerne til plebejer er kort. 

Hvad er Nørrebros populæreste vandingshuller, hvis ikke en evigt latent Nina Rask-lookalike-konkurrence? 

Er et fodbold-derby med politiudrykning ikke bare en Jacob Lohmann-konkurrence, der venter på at blive skudt i gang? 

Skulle det have mere Hollywood-vingefang, kunne Lily Collins-lookalikes mødes i Kartoffelrækkerne og ladcykle i hver deres surdejskaret? Ingen ville formentlig hade en lookalike-konkurrence mere end Jeremy Strong, men vinderen kunne få alle seks bind af Karl Ove Knausgaards ‘Min Kamp’? 

Mads Mikkelsen-dobbeltgængere kunne på bedste meme-facon dyste i at se så ramte ud som muligt? Præmien kunne være en pakke smøger og en combo fra Joe & the Juice?

Du kan være hvem som helst i denne omgang. Scenen er din, verden er din østers.

Eller også er verden din »sprællevende ottearmede blæksprutte«, hvis du er med i en Pilou Asbæk-lookalike-konkurrence og tør tage en bid.

.